Erdogan har skabt tumult og internationale sammenstød med sin kapring af et par naive tysk-tyrkiske landsholdsspillere, sit krav om at holde valgmøder i både Holland og Tyskland og ikke mindst sin udtalelse om, at hvor der bor tyrkere, der har Tyrkiet legale interesser at varetage. Med andre ord at Tyrkiets jurisdiktion ikke er begrænset til det tyrkiske territorium.

Terriroriebeherskelse

Erdogan er ikke den eneste, der har prøvet at skille retshåndhævelse fra territoriebeherskelse. Det første og groveste angreb i nyere tid er Khomeinis fatwa mod Rushdie: En iransk embedsmand dømmer en englænder, der bor i England, til døden for en handling udført i England, hvor den er fuldt lovlig. Og det sker med den begrundelse, at forseelsen er religiøs og derfor hævet over jordiske landegrænser.

 

En iransk embedsmand dømmer en englænder, der bor i England, til døden

Erdogan udvider så begrundelsen videre end religionen til statsborgerskabet, eller mere præcist til stemmeretten: Hvis folk kan stemme på ham, så må han da have lov at forklare dem, hvorfor de skal gøre det, altså føre valgkamp. Det kan lyde besnærende, men det er en lige så stærk krænkelse af et grundlæggende europæisk princip som ayatollahens grænseoverskridende dømmesyge.

Det er en alvorlig sag at pille ved den vestfalske fred

Dette princip er: ”cujus regio, ejus religio”, og det var det, der skabte afslutningen på Trediveårskrigen med Den vestfalske Fred. Princippet at ”den, hvem landet tilhører, hans religion skal være herskende” kaldes territorialprincippet, og alle krige siden 1648 har været forsøg på at forkaste princippet, og alle fredsslutninger har bekræftet princippet. Også fredsslutningen efter Anden Verdenskrig, den orden, vi lever i idag, og som er udtrykt i FNs grundlag. Så det er en alvorlig sag at pille ved den vestfalske fred, i hvert fald set med europæiske øjne.

Og i vores forhold til den oprindelige modstander, Rom, opretholder vi en ganske stor vagtsomhed: Nok har vi religionsfrihed, men hvis den katolske biskop kommer med et indlæg, der har lige rigelig romersk duft, modtages det med en høflig, men iskold skulder af både politikere og presse. Der er én kirke, der ”understøttes af staten”, nemlig territoriets kirke, og det er sådan, grundlovens passus skal forstås. Også dens krav om, at ”herskeren” skal være medlem af sin egen territoriekirke - selvfølgelig!

En krænkelse af den offentlige orden og dermed Grundloven

Tilbage til Erdogan. Først religiøst: Tyrkiets direktorat for religiøse sager, Diyanet, kontrollerer, bemander og betaler en række moskéer rundt om i Europa, også i Danmark. Den saudiske stat ligeså. Og Qatar. Og de katolske kirker er også bemandet og delvis betalt fra Rom. Men den katolske kirke ved, at religionsfriheden i Danmark er ”betinget af hensynet til sædeligheden og den offentlige orden”.

Og det er den katolske kirke aldeles opmærksom på. Det synes ikke i samme grad at være tilfældet med moskéerne, og slet ikke de tyrkiske: Den udrensningskrig indenfor tyrkisk religion, som er eksporteret til Danmark, også i voldelig form, er tydeligvis en krænkelse af den offentlige orden og dermed Grundloven.

Vi bliver nødt til at stavnsbinde stemmeretten

Kampagnen føres af en territorialstat med både politi og militær, og - stemmeret. Og dermed er vi ovre i Erdogans politiske grænseoverskridelser. Som nævnt er det springende punkt stemmeretten, som igen udledes af statsborgerskabet. Der er nu indført dobbelt statsborgerskab i store dele af Vesten, og det vil nok være formålsløst at diskutere timeligheden heraf.

Men det medfører tydeligvis nogle problemer, ikke mindst udsigten til internationaliserede valgkampagner. Og der er for eksempel tyrkere i diasporaen, der har vist sig at stemme ganske anderledes end folk i landet, måske fordi de - ligesom deres sprog! - er forstenet i den tidslomme, de rejste ud fra. Den samme tendens ventes i det svenske valg i disse dage.

Mennesker tilmeldt folkeregistret i Danmark bør kun kunne stemme til danske valg

I Danmark siger valgloven, at man skal have bopæl i Danmark for at kunne stemme. Der lyder af og til hjertesuk fra udlandsdanskere, for eksempel ambassadepersonale, der føler, at de har fået frataget deres stemmeret. Men i lyset af tværnationale valgtumulter - og lad så Erdogan være modellen - må vi prise os lykkelige for at have haft fremsynede lovgivere.

Vi slipper - i hvert fald halvt: For nok kan udlandsdanskere ikke stemme ved danske valg, men danskboende tyrkere og tilsvarende kan stadig stemme til valg i udgangslandet. Og det bør stoppes. På samme måde, som vi har lovgivet om, at herboende mennesker ikke må slås i krige, vi ikke kan lide, kan vi stavnsbinde stemmeretten. Så hele denne klamamse bare for at kunne stille dette forslag:

Der bør lovgives om, at mennesker tilmeldt folkeregistret i Danmark kun kan stemme til danske valg.

Og mon så ikke Europa følger trop?