Vil tvinge Facebook til at betale for dansk journalistik

Kulturministeren fremsætter fredag et lovforslag, som skal sikre at giganter som Google og Facebook betaler for brug af nyheder i Danmark.
Fredag fremsætter kulturminister Joy Mogensen (S), efter australsk inspiration, et lovforslag, som skal sikre, at danske medier kan få betaling for deres nyheder, når de optræder hos og bruges af tech-giganter som Google og Facebook.

“Hvis medierne skal blive ved med at lave journalistik, så skal de selvfølgelig også betales for brugen af den,“ siger kulturminister Joy Mogensen i en pressemeddelelse.

Nu giver vi medierne retten til at lave kollektive aftaler med tech-giganterne og kræve betaling for brugen af nyheder.

“Nu giver vi medierne retten til at lave kollektive aftaler med tech-giganterne og kræve betaling for brugen af nyheder,” uddyber kulturministeren.

Med lovforslaget følger Joy Mogensen og regeringen Australien, som i februar endte i konflikt med Facebook og Google om et lignende lovforslag.

 

Et aftalelicenssystem

Mere konkret indebærer kulturministerens lovforslag et såkaldt ‘aftalelicenssystem’ mellem medier og tech-giganter, hvilket skal få dem til at indgå kollektive aftaler om betaling og brug af indhold fra danske medier.

Lovforslaget giver rettighedshaverne en ny udgiverrettighed, så de selv kan bestemme, hvem der må bruge indholdet.

“Medierne får mulighed for gå sammen og lave kollektive aftaler med bl.a. tech-giganter, så rettighedshaverne sikres betaling, når deres indhold bruges af tech-giganter,” oplyser Kulturministeriet.

Dog indebærer aftalelicenssystemet ikke tvang, hedder det. Derfor kan de medier, som ikke vil være med i aftaler med tech-giganterne, vælge at stå uden for.

 

Det første skridt

Ifølge Joy Mogensen, er lovforslaget et skridt i den rigtige retning:

“Medierne spiller en central rolle i vores demokrati og sikrer, at den offentlige debat sker på et oplyst grundlag,” siger hun.

Medierne spiller en central rolle i vores demokrati.

Hun betegner lovforslaget som “første skridt i regeringens intention om at regulere tech-giganterne.” 

 

Danske medier er begejstrede

Brancheorganisationen Danske medier skriver på Twitter, at de er glade for Joy Mogensens lovforslag:

“Vi er glade for lovforslag fra Joy Morgensen, der vil give danske medier mulighed for at forhandle med de techgiganter, som bruger mediernes indhold på deres platforme: Nu kan vi begynde en forhandling, siger adm. direktør Louise Brinckler,” skriver brancheorganisationen.

placeholder

 

Inspiration fra Australien

Kulturministerens lovforslag kommer i kølvandet på en konflikt i Australien i februar. Her præsenterede den australske regeringen et lignende lovforslag, om at kræve mediestøtte og betaling for brug af indhold fra australske medier fra firmaer som Google og Facebook.

I protest mod lovforslaget valgte Facebook uden varsel at lukke for nyhedsstrømmen på deres medie over for australierne. Blokaden af de australske medier stod på i mere end en uge.

“Lovforslaget misforstår helt fundamentalt forholdet mellem vores platform og udgivere, der bruger den til at dele nyhedshistorier,” skrev Facebook dengang og føjede til:

“Enten skal vi efterleve en lov, der ignorerer det forhold, eller også skal vi stoppe med at tillade nyheder på vores tjenester i Australien. Vi har valgt det sidste.” 

Efter en ændring i lovteksten blev loven dog vedtaget. En aftale blev indgået med Facebook, som fik dem til at åbne for nyhedsstrømmen igen.


placeholder

Annonce