Annonce

Vraget Østergaard: ”Bruddet stikker dybere end udlændingepolitikken”

Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup råder den radikale leder Morten Østergaard til at ”trække vejret og tage det roligt”
Søndag kaldte den socialdemokratiske formand Mette Frederiksen, ifølge Berlingske, den radikale leder, Morten Østergaard, til møde mandag eftermiddag. Beskeden var ikke til at tage fejl af: Mødet var af afgørende betydning – og kunne ikke vente.

På mødet fik Østergaard den besked, som blev breaking news mandag aften: Socialdemokratiet går til valg på at danne regeringen alene – altså uden de radikale.

I dag taler den vragede Morten Østergaard så ud i både Politiken og Børsen.

Til sidstnævnte avis siger Østergaard, at kløften mellem Socialdemokratiet og De Radikale er blevet stadig større. Det handler ikke alene om uenighed i udlændingepolitikken:

”Det er fejlslutning at sige, det kun handler om udlændingepolitik. Mette Frederiksen har jo sammen med DF forhindret den nuværende regering i at føre dens økonomiske politik. Hun har lagt sig tæt op ad DF, når det handler om at rekruttere udenlandsk arbejdskraft, og så er hun senest i energiforhandlingerne kommet med et synspunkt, der har besværliggjort forhandlingerne," siger Morten Østergaard.
Vestager-æraen var mere ansvarlig

Han betegner en mulig alliance mellem S, SF og DF for et "eksperiment" i dansk politik, som vil få svært ved at anvise finansieringen på deres løfter om bedre velfærd:

"Lige nu er der kun lige omtrent dækning for at bevare den velfærd, vi har. Hvis man har ambitioner om mere, bedre sundhed og flere investeringer i uddannelse og forskning, skal pengene jo komme et sted fra. Og der tror jeg, man gør regning uden vært, hvis man tror, man kan basere sig på SF og Dansk Folkeparti," siger Morten Østergaard.

Morten Østergaard mener, at SR-regeringen stod for en langt mere ansvarlig økonomisk linje:

"Det er den ansvarlighed, socialdemokraterne skal finde tilbage til, hvis de får regeringsmagten igen. Det er det, Danmark trænger til, i stedet for at rende rundt og gøre det sværere at rekruttere udenlandsk arbejdskraft eller slå syv kors for sig, hver gang der er udsigt til at kunne tage nogle beslutninger, der rent faktisk øger råderummet," siger Morten Østergaard til Børsen og føjer til:

"Sådan et rødbrunt kabinet, der med en socialdemokratisk regering med SF og Dansk Folkeparti som grundlag - skulle de være i stand til at øge muligheden for at investere i fællesskabet? Det har jeg svært ved at se," siger Morten Østergaard.
DF til Østergaard: ”Trække vejret og tage det roligt”

Østergaards rød-brune udmelding skurrer i ørerne på Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup:

"Det skurrer i ørerne, når man hører det. Jeg synes, at Morten Østergaard skal trække vejret og tage det roligt. Han bør afholde sig fra de bombastiske meldinger. Det er jo ikke verdens undergang. Der er bare sket det, at S siger, at de ikke vil danne regering med De Radikale. Det må han se at overleve," siger han som svar til Morten Østergaard i Børsen.

SF’s politiske ordfører, Karsten Hønge, betegner de radikale som arrogante, når det handler om lønmodtagere:

"Der er nogle områder, hvor de er reaktionære og arrogante - nemlig når det handler om ganske almindelige lønarbejdere," siger Karsten Hønge til Børsen.
Hønge håber på mindre indflydelse til de radikale

Hønge betegner det som "helt uden for pædagogisk rækkevidde", når Morten Østergaard bruger begrebet "rødbrunt kabinet" om S-SF-DF-alliancen.

"Vi kan da håbe på, at De Radikale på den økonomiske politik vil få mindre indflydelse. Det vil i hvert fald kun glæde mig," siger Karsten Hønge.

SF'eren er dog ikke sikker på, at DF står for en lige så socialt afbalanceret politik, som SF ønsker.

"Jeg har selv lavet aftaler med Dansk Folkeparti inden for social dumping, taxibranchen og andre områder, hvor vi har kunnet finde hinanden. Men det her bliver den store test," afslutter han, mens SF’s gruppeformand Jacob Mark på twitter bakker op:

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet