Annonce

10 grunde til at DF sjofler kampen for godt arbejde

Kristian Thulesen Dahl kalder til kamp mod social dumping, men i praksis har Dansk Folkepart intet gjort i kampen for dansk løn i Danmark.
Dansk Folkeparti siger, at det gerne vil bekæmpe social dumping og sikre danske vilkår i Danmark. Men det politiske budskab stemmer overhovedet ikke overens med Dansk Folkepartis handlinger. Vi har samlet ti gode grunde til, at kampen mod social dumping ikke er en kamp, som DF reelt kæmper.

1) DF ville indskrænke konfliktretten og tillade 30 kroner timen
De fleste kan huske, at Dansk Folkeparti i forbindelse med sagen om Restaurant Vejlegården var med til at stille det berygtede beslutningsforslag i Folketinget med navnet B 92 i sommeren 2012. Det ville betyde, at man ikke ville kunne lave faglig konflikt mod virksomheder, som allerede har tegnet overenskomst. Det ville også indbefatte de overenskomster, som måtte være indgået med en polsk lønmodtagerorganisation med eksempelvis timelønninger helt ned til 30 kroner. Det slog Beskæftigelsesministeriets embedsmænd fast.

2) DF svækkede fagbevægelsen sammen med VK-regeringen
Dansk Folkeparti forsøgte i 10 år at svække – og stække – den danske fagbevægelse sammen med vennerne fra Venstre og Konservative. Det skete bl.a. med den markante forringelse af fradraget for faglige kontingenter, ligesom VK-regeringen tillod tværfaglige a-kasser, som styrkede de gule og svækkede de traditionelle fagforeninger. Dermed fik fagbevægelsen ringere mulighed for at organisere og sikre ordentlige arbejdsvilkår for alle på det danske arbejdsmarked.

3) DF gjorde intet mod social dumping i ti år
I ti år var Dansk Folkeparti VK-regeringens parlamentariske grundlag. Gang på gang fik DF lov til at diktere størstedelen af udlændingepolitikken, og hvordan DF var med til at forringe dagpengene og efterlønnen for at få en grænsebom i bytte. DF havde markant indflydelse på VK-regeringens politik. Desværre brugte DF ikke mandaterne til at presse VK-regeringen og få dæmmet op for social dumping.

4) DF vil hellere snakke om problemerne end reelt løse dem
Dansk Folkepartis attitude over for social dumping er tydelig, når man lytter til partiets beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted: ”Hvis man bare måler på beslutningsforslag, så er det ganske rigtig ikke særligt mange, DF har stillet. Men hvis du ser på debatterne i salen, så kan man finde flere ting om social dumping, DF har rejst. På den måde viser vi, at vi mener, hvad vi siger. Og DF’s vælgere ved godt, hvad vi vil, for det har de hørt i debatterne. Det er det, der vejer tungest.” Altså: Konkrete forslag, der kan forandre noget, er ligegyldige hos Dansk Folkeparti, bare partiet siger, hvad det mener.

5) DF har kun stillet ét forslag mod social dumping på 12 måneder
I folketingsåret 2013-2014 stillede Dansk Folkeparti kun ét folketingsforslag, der skulle modvirke social dumping. Et parti som Enhedslisten har til sammenligning stillet 12 forslag, der forsøger at øge indsatsen mod social dumping gennem øget regulering, kontrol og sanktioner. Det viser et notat fra Cevea ifølge Information.

6) DF er ikke en del af regeringens tiltag mod social dumping
SR-regeringen har i indeværende periode vedtaget en række nye tiltag, som skal dæmme op for social dumping. Regeringen har indført ID-kort i byggeriet, og den har sikret flere fællesaktioner mellem SKAT, politiet og Arbejdstilsynet.  Regeringen har indført en hotline mod social dumping, som har vist sig at være et særligt effektfuldt redskab. RUT-registret, hvor udenlandske ansatte skal stå, er blevet styrket, og man har igen forhøjet fagforeningsfradraget for at give fagbevægelsen større muskler i kampen mod løndumping. Desværre har Dansk Folkeparti ikke været en del af de mange gode tiltag.

7) DF stemte imod halvering af rejsefradrag

Et andet konkret eksempel på, at DF ikke er en del af regeringens tiltag på området, er, at DF stemte imod at halvere rejsefradraget. Man har ellers halveret loftet for fradrag for rejseudgifter, så udenlandsk arbejdskraft fremover skal betale mere skat i Danmark. Men det stemte DF imod sammen med Liberal Alliance.

8) DF stemmer imod øvre arbejdstid for private chauffører
Dansk Folkeparti har sammen med Liberal Alliance stemt imod, at private chauffører og vognmænd skal omfattes af arbejdstidsreglerne (lovforslag 47A). Forslaget ville ellers sikre mod den massive snyd i transportbranchen. Transportmagasinet har blandt andet omtalt sagen her.

9) DF stemmer imod andres forslag, der skal begrænse social dumping
En gennemgang foretaget af tænketanken Cevea for Dagbladet Information viser, at DF stemmer mere imod end for de forslag, som ikke-regeringspartier har stillet for at begrænse social dumping. ”Af de 21 forslag, der har været til afstemning siden 2004, stemmer DF imod 12 gange, for syv gange, og undlader at stemme to gange. Til sammenligning stemmer Enhedslisten imod seks gange, for 13 gange og hverken eller to gange,” skriver Dagbladet Information.

10) Messerschmidt ville ikke bekæmpe social dumping i Bruxelles
I januar 2014 var danskerne vidner til, at at Morten Messerschmidt i en afstemning i Europa-Parlamentet stemte for en begrænsning af strejkeretten i EU inden for den offentlige transportsektor. Derudover stemte han blankt til et forslag om kædeansvar i offentlige byggerier.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet