Annonce

1,5 milliarder undskyldninger fra Danske Bank

Der går absurd teater i den, når Danske Bank frikender sig selv og prøver at købe sig til tilgivelse og tavshed med milliard-donation
Det var uden store logo’er og uden den sædvanlige selvtillid, at Danske Bank i dag holdt pressemøde om den interne advokatundersøgelse, der skulle afdække bankens gigantiske hvidvaskskandale.

Bankkunder og befolkning står tilbage med flere spørgsmål end svar


Pressemødet blev afviklet i bedste Lars Løkke stil, hvor man forsøgte at drukne den fremmødte presse med lange forklaringer, utallige tekniske detaljer og ikke mindst timelang tale fra Danske Banks indkaldte tropper. 

Selvom indrømmelser, undskyldninger og erkendelser stod i kø under fremlæggelse af den interne undersøgelse, så står bankkunder og befolkning tilbage med flere spørgsmål end svar. 


Absurd-teater

Hele seance var en lang omgang absurd-teater, hvor advokat, bestyrelsesmedlemmer og den frivilligt aftrådte administrende direktør Thomas Borgen forsøgte at nedtone skandalen. En skandale som Financial Times på forsiden har betegnet som en af de største hvidvaskningsskandaler i Europa.

Man fristes til at sige: ”no shit, Einstein”, når bestyrelsesmedlemmer indrømmer, at der er ’plads til forbedringer’

Man fristes til at sige: ”no shit, Einstein”, når bestyrelsesmedlemmer indrømmer, at der er ’plads til forbedringer’ og advokaten konkluderer, at ’Bankens CEO (Thomas Borgen, red.) kunne godt have været mere aktiv i forløbet’.

Men samtidig forsikrer bankens tropper ihærdigt, at hverken CEO eller bestyrelse har begået retslige fejl, ligesom det igen og igen blev gentaget, at Danske Bank er et andet sted end den var, da hvidvaskningen fandt sted. Super-duper.

Linjen fra bankens pressemøde svarede ret præcist til budskabet ’nothing to se here’ fra 90’er komedien ’Høj Pistolføring’, hvor Leslie Nielsen fortæller befolkningen at eksplosion og fyværkeri ikke er noget at se på.



Nogen voksne til stede?

Banken sætter ikke på beløb på, hvor meget der er hvidvasket, hvor mange der har hvidvasket, og hvem der har hvidvasket. Fra den Danske Bank-finansierede advokat Ole Spiermann fra advokatfirmaet Bruun & Hjejle lyder det: ”Jeg vil ikke sige, at det er umuligt at gennemgå 10.000 kunder, men det ville have taget rigtig lang tid”. Og advokaten fortsætter: ”Det vil være en underdrivelse at sige, at man ikke kan udelukke, at mange af de mistænkelige transaktioner, har været kriminelle”.

Bankkunder og befolkning står tilbage med flere spørgsmål end svar


Der er med andre ord rigeligt at komme efter hos Danske Bank. Men det er lang vej igen efter dagens pressemøde, hvor de implicerede parter blot har aflagt deres eget partsindlæg og bedyret deres egen uskyld. Man må håbe, at der nogen voksne til stede, som vil sikre, at vi får det fulde billede, at kriminaliteten bliver afsløret, og at de ansvarlige bliver udpeget.

Det kræver politikere og myndigheder, som begynder at de tage finanssektorens skandaler alvorligt. En alvor der også gælder landets største bank.   

Dagens store spørgsmål er hvor meget forglemmelse, tilgivelse og aflad Danske Bank kan købe sig til for 1,5 milliarder kroner? Kan den slags aflad få danskerne til at tilgive banken, kan det få medierne til at glemme problemerne, og kan det få politikerne til at kigge den anden vej?
 

Dagens store spørgsmål er hvor meget forglemmelse, tilgivelse og aflad Danske Bank kan købe sig til med 1,5 milliard kroner?

Jeg tvivler kraftigt på tilgivelsen. Og håber oprigtigt på at konsekvenserne for Danske Bank vil vise sig i form af kunder, der skifter banken, bestyrelsesmedlemmer, der må gå, myndigheder, der uddeler slagkraftige bøder, og politikere, der strammer kraftigt op.

 

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet