Annonce

40.000 virksomheder står til at få en bøde

Tusindvis af danske virksomheder står til bøde fordi de ikke har oprettet nok praktikpladser
Ifølge tal fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag står hele 43.500 – ud af 63.000 - danske virksomheder til at skulle betale en bøde for ikke at have oprettet nok praktikpladser.

Det skriver Fagbladet 3F.

Ifølge en ny ordning, Praktikplads-AUB, der er trådt i kraft med virkning fra i år, får virksomheder, der ikke opretter nok praktikpladser, en bøde på op til 27.000 kroner pr. manglende praktikårsværk. Hvis en virksomhed til gengæld opretter flere praktikpladser end normeret, bliver virksomheden belønnet med en økonomisk praktik-bonus.

I disse uger er der sendt forskudsopgørelser ud til 63.000 danske virksomheder. Og heraf har hele 43.500 virksomheder altså fået besked om, at de ikke lever op det fastsatte praktikplads-mål.

Resultat af trepartsaftalen
3F’s forbundssekretær Søren Heisel er overrasket over, at så mange virksomheder står til en bøde for at have oprettet for få praktikpladser.

”43.000 virksomheder nyder godt af faglært arbejdskraft uden at have tilstrækkeligt med elever. Jeg tror, at de her breve vil være et wakeupcall for mange virksomheder. Jeg håber, at de tænker “det vil vi ikke have siddende på os” og opretter nogle praktikpladser,” siger Heisel til Fagbladet 3F.

Jeg tror, at de her breve vil være et wakeupcall for mange virksomheder

Praktikplads-AUB blev oprettet i 2016 som en del af trepartsaftalen mellem LO, Dansk Arbejdsgiverforening og regeringen.

Søren Heisel tror, at den praktikbonus, som virksomhederne kan få, hvis de opretter nye praktikpladser, kommer til at få en effekt.

”Med de her breve bliver det tydeligt for alle virksomheder, om de lever op til deres ansvar. Hvis man har ansat faglært arbejdskraft, bør man også bidrage til at uddanne de nye generationer. Det er et godt princip, men det har hidtil ikke fungeret optimalt. Det er et klart 3F-fodaftryk i trepartsaftalen, at der nu er et økonomisk incitament,” siger han til Fagbladet 3F.

Uddannelseschef hos Dansk Arbejdsgiverforening, Jannik Bay, har store forventninger til den nye ordning:

”Vi forventer, at der bliver oprettet mange nye praktikpladser. Vi mangler dog stadig at se, hvordan adfærden ændrer sig i løbet af året, og i hvilken grad virksomhederne reagerer på forskudsopgørelserne.”

Aktuelt mangler der godt 10.000 praktikpladser.

Håbet er at den nye pisk- og gulerods-ordning kan skaffe 8. – 10.000 ekstra praktikpladser inden 2025.

 

 

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet