Hvem er helten og hvem er skurken i konflikten om Restaurant Vejlegaarden? Den debat brød ud igen, da forbundsformand Poul Erik Skov Christensen fra 3F forleden meddelte sin afgang fra posten.

Det fik Vejlegaardens forpagter Amin Skov Badrbeigi til at skrive en åben jobansøgning til posten som 3F, hvor han bl.a. skriver, at han vil arbejde for mere uddannelse, effektivisering af 3Fs struktur og modernisering af overenskomster.

Det fik nærværende netavis chefredaktør Peter Hummelgaard til at skrive et indlæg til sin blog på Politiken, hvor han giver Amin Skov svar på tiltale: ” Ingen har som 3F vist igennem de seneste snart ti år, hvordan det er muligt at reducere omkostningerne ved at drive fagforeninger i Danmark. Tværtimod. Og samtidig at bevare et højt serviceniveau og udøve reelt overenskomstarbejde.

Ingen er mere interesserede i at skabe solide arbejdspladser i Danmark end den danske fagbevægelse. Af samme årsag er fagbevægelsen en aktiv medspiller i jobskabelse og rekruttering over hele landet.

Ingen medlemsorganisationer i Danmark udøver et større uddannelsesarbejde end 3F og de øvrige danske overenskomstbærende fagforeninger i Danmark.”

Det fik Amin Skov til endnu engang at fare i blækhuset og forfatte et modsvar, hvor han erklærede at Peter Hummelgaard for at være både udemokratisk, imod frihed og respektløs.

”Jeg har aldrig fået noget foræret, og har lært at sætte fællesskabet over den enkelte.
Men modsat dig har jeg også lært en meget vigtig detalje!!
Nemlig at frihed og demokrati er for alle!! Og ikke kun de få der er medlem af klubben!!” skriver han i sit læserbrev og fortsætter med at påstå, at han i virkeligheden er en helt ny typer arbejdsgiver:

” (Amin Skov) hører nemlig til den generation af arbejdsgiver der på lige fod med deres ansatte arbejder for skabelse, overlevelse samt gensidig respekt!! De som hverdag står op og satser alt for fællesskabet! Den fælles fællesskab mellem arbejdsgiver og arbejdstager!!”

Selv om Amin Skov ikke ser sig selv som en nikkedukke for de borgerlige, så viser netop denne passage, at han grundlæggende ikke anerkender, at der er en fundamental forskel på arbejdsgivere og arbejdstagere. På at være chef og på at være medarbejder.

Både ejere og medarbejdere har en naturlig interesse i at det går godt for virksomheden, men det ændrer ikke på det faktum, at det er forskel på at være den der kan hyre og fyre og som tager risikoen for fallit, men også er den der får overskuddet. Mange borgerlige har igennem tiden påstået, at denne grundlæggende modsætning ikke eksisterer, i et forsøg på at svække lønmodtagernes kamp for bedre løn- og arbejdsforhold.

At påstå at konflikter og skel ikke eksistere, er også at tage stilling.