Annonce

Andre boller på suppen: 3F truer Price med sympatikonflikt

3F København demonstrerede foran Det Kongelige Teater, mens brødrene Price var på scenen. Enhedslistens Pelle Dragsted tordnede mod “klassekamp fra oven.”
Foto: Emma Inge Hansen
3F demonstration foran brødrene Price show i Det Kongelige Teater
En stor gruppe 3F’ere valgte søndag at vise deres utilfredshed med, at selskabet bag Brdr. Price-restauranterne i Tivoli, Rosenborggade og Herning har opsagt overenskomsten med fagforbundet.

I gule veste og med flyers tog fagligt aktive imod forbipasserende, mens andre holdt de røde faner foran foran Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv i København.

Inde i teatret var Adam og James Price i gang med deres liveshow, ‘Price (i) live’.

3F: Der skal snart gang i forhandlingerne 

Uden for i efterårsaftenen skærpede 3F-formand retorikken over for brødrene Price, efter at konflikten har været fastlåst i længere tid.

“Jeg tror, at vi er lige så mange herude, som der er derinde. Det er rigtig dejligt at se,” sagde formand i 3F København, John Ekebjærg-Jakobsen, med henvisning til, at de fagligt aktive har fyldt pladsen foran Det Kongelige Teater godt op.

“De her to hyggelige onkler, de er måske knap så hyggelige, når de er arbejdsgivere,” lød det fra John Ekebjærg-Jakobsen om de folkekære brødrene Price.

Hvis ikke der snart kommer gang i forhandlingerne, så kan det meget vel komme til at gøre ondt på arbejdsgiverne, advarede formanden:

Vi har jo faktisk mulighed for i Danmark, at bruge de andre redskaber i den danske model. Og det er en sympatikonflikt

“Vi har jo faktisk mulighed for i Danmark, at bruge de andre redskaber i den danske model. Og det er en sympatikonflikt." 

Henimod årsskiftet skal der gerne være gang i forhandlingerne, mener John Ekebjærg-Jakobsen:

“Vores overvejelse i 3F København er, at hvis de her hyggelige hoveder, brødrene Price, ikke kommer tilbage til forhandlingsbordet efter nytår, så når det hele åbner igen til foråret,  kan vi ikke love at vores kollegaer holder sig i ro.” 

“Eller det vil sige, at vi kan måske ovenikøbet love, at der er nogle kollegaer, der holder sig i ro og ikke leverer varer og ikke hjælper de her restauranter, som har brug for, hvad de nu end måtte have brug for,” uddyber han.

Klassekamp fra oven

Også formanden for Privat Service, Hotel og Restauration i 3F, John Frederiksen, gav sit besyv med som taler:  

“Få nu tegnet den overenskomst. Hvor svært kan det være,” lød opfordringen fra John Frederiksen.

Han henvendte sig herefter til brødrene Price og deres talsmænd: “Jeg tror ikke, I elsker den danske model, og jeg tror ikke, at I satser hele butikken, fordi I har stærke følelser om faglærte og ufaglærte lønninger. Jeg tror, at I har tænkt jer at løndumpe jeres ansatte,” sagde John Frederiksen.

Udover 3F’ere var også politisk ordfører for Enhedslisten, Pelle Dragsted, inviteret til at holde en tale.

“Desværre har vi de seneste år set et angreb på løn og arbejdsvilkår. Vi har set, hvordan man opfinder nye måder at prøve at presse citronen på med Uber og hvad de ellers hedder. Vi har set hvordan almindelige menneskers realløn er stået stille eller er faldet, mens overskuddet i toppen er vokset og vokset,” sagde Pelle Dragsted.

I forlængelse heraf blev det også til et svirp til klassesamfundet:

“Det er ikke en naturlov, at det er sådan. Det er klassekamp fra oven,” tordnede Pelle Dragsted.

Brødrene Price roadtrip

I skrivende stund er der tre byer, hvor brødrene Price stadig har til gode at opleve 3F foran deres show.

I Odense sker det i Odeon mandag den 13. november fra klokken 18.00 til 19.00.

I Herning sker det tirsdag den 14. november. 3F Midtjylland demonstrerer foran Herning Kongrescenter fra 16.30-20.00

Sidste stop sker onsdag den 15. november i Aarhus i Musikhuset i midtbyen. 3F demonstrerer på Rådhuspladsen fra klokken 16.30 til 18.30

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg mangler egentlig at høre om deres medarbejdere er utilfredse, eller om det kun er 3F der er sure, og hvorfor 3F ikke demonstrerer foran de mange andre restauranter der heller ikke har overenskomst.
Er det fordi de andre ejere ikke er berømte?

@Hans Jensen.
Kender du nogen, der er glade for at gå ned i løn?
Jeg har aldrig hørt om det!

Ole, se svar til Jesper.
Som jeg læser det. så vil Price lave en lønforskel på faglærte og ufaglærte.
Det er ok i min verden.
Der er masser af jobs i branchen, så hvis andre vil aflønne de ufaglærte til faglært løn, er det jo fint for dem.
Som faglært ville jeg være utilfreds.

Hans Jensen, nu er brødrene Prise jo selv "ufaglærte" og jeg tror næppe at de kræver mindre i løn når, de optræder i "Spise med Prise", end lønnen for faglærte kokke ville være.

Bent, du plejer at være mere seriøs.
Så jeg betragter dit indlæg som lidt af en spøg.

Hans Jensen, Når brødrene Prise ønsker en lavere løn for ufaglærte end for de faglærte, skyldes det mok ikke at de vil ansætte nogle flere faglærte til en højere løn, men at de ønsker at ansætte nogle flere ufaglærte til en lavere løn og helst nogen som ikke er medlem af 3F. Restaurantbranchen er jo netop kendt for at have mange "ufaglærte" tjenere, da de er billigere end de faglærte og for det meste hurtigt kan oplæres til at betjene og servicere gæsterne i restauranten.

Det er på tide denne udbytning af lønmodtager stopper. Stort tak til 3F.

Jesper, jeg er helt enig i at udnyttelse af billig arbejdskraft skal stoppe.
Men i en tid hvor branchen skriger på arbejdskraft, lyder det mærkeligt at et par store restauranter skulle underbetale.
Derfor efterlyser jeg nogle facts og tal, før jeg hopper på 3Fs PR og markedsføringsvogn.

Hej Hans , nu er det jo som sådan ikke en PR eller marketings vogn, dette er lige så meget et forsvar for den faglærte tjener for slet ikke at tale om branchen, en branche som gang på gang efterlyser faglært kompetente medarbejdere, de vil løbe skrigende væk hvis de vilkår som brødrene og deslige får deres vilje, hvorfor skulle en arbejdsgiver betale den faglærte når han kan slippe med 68 kr. mindre i timen for en studerende? Hvis arbejdsgiverne mener at der skal være forskel på en ufaglært og en faglært så hæv lønnen for de faglærte , de får i forvejen mindre for at arbejde aften og nat end mange håndværkere, så kan de også bedre forsvare deres hyldes til den danske model, i stedet for at tilbyde løn to kroner højere end dagpenge satsen, er det ikke meget oppe i tiden at “ Det skal kunne betale sig at arbejde” ?