Det dæmrer i Skandinavien. Det er som om at de tektoniske plader, nede i havdybet under os, forskyder sig og forplanter sig mentalt i litteraturen.

Det er som om at havet kalder, og at nogle hører kaldet. Der er i hvert fald noget fortryllende på spil, et samspil mellem ordet og havet, der ikke tidligere på disse breddegrader er set mage.

Når jeg tænker på havet og litteraturen i nyere tid, i Danmark, så er det nærmest kun Carsten Jensens roman, ’Vi, de druknede’ fra 2006, der dukker op på min nethinde.

Det er en fortælling om de søfarende, et eventyr, og nok er den god, men den kan slet, slet ikke hamle op med de fortællinger, som pibler frem fra andre forfattere i Skandinavien i disse år.

Carsten Jensens bog er en klassisk roman. På mange måder næsten gammeldags. Den bygger på “virkelige hændelser’, men er først og fremmest fiktion. Det er for eksempel ikke en bog, der inspirerer til ekskurser. Den inspirerer ikke til at man i nævneværdig grad selv ønsker at følge op på det tillærte.

En ny tilgang til litteraturen

Men der er sket noget i Skandinavisk litteratur siden Karl Ove Knausgaard fik sit egentlige gennembrud med den autobiografiske mammutroman, ’Min Kamp’.

Det var en ny tilgang til litteraturen, og den virkede forfriskende, sprudlende, fuld af ekskurser, strøtanker og nærmest uendelig som metode.

Og det er netop i denne, nyere litterære tradition, hvor det autofiktive blandes med uendelige detaljer, fragmenter af viden, spekulationer og formidling af spændende ting, at en ny tilgang til havet er dukket op.

Vi så det i nordmanden Morten Strøknes roman, ’Havbogen - eller kunsten at fange en kæmpehaj fra en gummibåd på et stort hav gennem fire årstider’ (2015).

Det er en mageløs fortælling

En lang titel, indrømmet, men samtidig en af de bedste, mest interessante og blændende godt skrevet bøger i vor tid, her fra disse breddegrader.

’Havbogen’ er, ligesom Knausgaards romaner, autobiografisk, men samtidig er det en historisk beretning om havet ved Lofoten, fyldt til randen med historier om kort, søuhyrer, fiskeri, naturvidenskab og menneskets forhold til havet.

Det er en mageløs fortælling, som forbløffer ved dens enorme mængde af stof, der sættes ind i det litterære hjul, hvor det formidles så begejstrende og relativt let.

Får en til at hige efter havet

Således forholder det sig også med den svenske forfatter og journalist, Patrik Svenssons roman, ’Åleevangeliet’, der udkom i 2019. Det er en autobiografisk fortælling om hans opvækst med en far, der lærte ham at fange ål.

Det er samtidig en kulturhistorisk fortælling om ålen. Det er en blændende fortælling, og den begejstrer en, får en til at hige efter havet og søge efter viden om havet.

Og nu har Patrik Svensson gjort det igen. I hans nye bog, ’Havet og mennesket’, der udkommer på dansk i dag, har han endnu en rest af det autobiografiske element med. Og nu er det inspirationen fra hans moder, der har sat hele maskineriet i gang.

Dengang Patrik Svensson var dreng, der læste hans mor op for ham, og han blev fuldstændig besat af en lærebog med mange illustrationer af havdyr.

Men denne barndomserindring er blot et afsæt, og efterfølgende går Patrik Svensson i gang med at folde historien menneskets forhold til havet ud

Igen og igen måtte moderen læse bogen sammen med ham, indtil hun ikke længere orkede det, og Patrik Svensson pludselig opdagede, at han selv kunne lære bogstavernes betydning, blot ved at se på de velkendte illustrationer.

Men denne barndomserindring er blot et afsæt, og efterfølgende går Patrik Svensson i gang med at folde historien menneskets forhold til havet ud. Og han kommer svimlende vidt omkring.

Han beretter om evolutionen, om de søfarende, der opdager verden, om deres morderiske erobringer, om ukendte eksistenser, der var selvlærte og som skabte videnskabelige revolutioner, blot fordi de var besatte af observationer, af viden om havet.

Besættende læsning

Patrik Svensson er en gudsbenådet natur- og videnskabsformidler, og læsning af hans nye bog er så besættende.

Hele tiden får man lyst til at læse mere op på lektien, og hele tiden pirres man til selv at gå mod havet, selv sanse det, spekulere over det, undre sig og elske det.

Det er videnskabsformidling, der handler om kærlighed til viden og kærlighed til naturen. Og selvfølgelig skriver Patrik Svensson om den amerikanske pioneer, Rachel Carson (1907-1964), der måske er verdens bedste formidler af havets historie. Det gjorde han for øvrigt også i ’Åleevangeliet’.

Det giver også god mening. Rachel Carson var måske den første, i nyere tid, der formåede at skrive poetisk smukt og betagende om havet, samtidig med, at hun holdt sig på det naturvidenskabelige grundlag. Hun fik disse to størrelser til at smelte sammen.

De skal bare findes og læses, igen og igen

Rachel Carsons forfatterskab, og måske især hendes hovedværk, ’Havet omkring os’, der for øvrigt er genudgivet på Gads Forlag, der også udgiver Patrik Svenssons bøger, er nok verdens bedste i disciplinen ‘Nature Writing’.

Det er en betegnelse for en særlig form for litterær tilgang til naturen, der i stigende grad manifesterer sig i litteraturen i disse år.

Den er ikke ny, men genopdages snarere i disse klimakritisable år. Som samlebegreb indeholder stilen nogle af de bedste og mest smukke prosaiske bøger. De skal bare findes og læses, igen og igen.

Skandinavisk litterær renæssance

Det er netop denne litterære tendens, der i Skandinavien er ved at genopstå. Den er autobiografisk, og samtidig en ny formidlingsteknisk metode, der er eksakt, begejstret, inspirerende og forbløffende poetisk.

Patrik Svenssons ’Havet og mennesket’ er sådan en bog, der gør en glad helt ind i hjertet. Den kan være en gamechanger for den rette læser. Det er i hvert fald dens eksplicitte intention: Svensson vil begejstre, forføre dig til selv at ville vide mere, sanse mere og elske mere.

Jeg er på nippet til at kalde det for en skandinavisk litterær renæssance

Morten Strøknes og Patrik Svenssons bøger er på en og samme tid romaner og naturvidenskabelige formidlingsbøger. De ophæver skellet mellem de to genrer.

Man kan ikke længere hakke det op, og finde frem til, hvornår det ene eller det andet er dominerende. Det er en helhedsoptik, og den er så forfriskende og inspirerende.

Jeg er på nippet til at kalde det for en skandinavisk litterær renæssance.

Det er i hvert fald noget af det absolut bedste litteratur, der er at finde på det skandinaviske marked i disse år.
 

Patrik Svensson: Havet og mennesket. 240 sider. Gads forlag, 2023. Udkom på svensk i 2022.