Annonce

Arbejdsulykker I + II og efter historisk strejke får arbejdere på Ford mere i løn

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
I torsdagens nyhedsoverblik begynder vi i beskæftigelsesministeriet, som netop har udgivet rapporten ’Status på arbejdsmarkedet’, den har i år et særligt fokus på arbejdsulykker, og de store omkostninger de hvert år har for samfundet.

Derefter skal vi forbi fagforbundet 3F, som i anledning af udgivelsen af ovennævnte rapport nu opfordrer arbejdsgiverne til at gøre mere for at undgå arbejdsulykker.

Til slut skal vi et smut over Atlanten, nærmere betegnet bilbyen Detroit i USA, hvor en historisk stor strejke blandt medarbejdere i bilbranchen har ført til en aftale med højere løn.

Velkommen til Netavisen Pios nyhedsoverblik ’Aktuelt’.

God læselyst!

 

Arbejdsulykker I

Torsdag fremlagde beskæftigelsesministeriet rapporten ’Status på arbejdsmarkedet’. Ud over de nyeste tendenser på arbejdsmarkedet sætter denne gang særligt fokus på de samfundsøkonomiske omkostninger ved arbejdsulykker.

Ifølge rapporten er de samlede samfundsøkonomiske omkostninger ved arbejdsulykker 28,4 milliarder kroner om året.

”Når personer mister tilknytningen til arbejdsmarkedet efter en arbejdsulykke, er det et tab for både den enkelte, der ikke længere er en del af arbejdsfællesskabet, for arbejdsgiverne, der mister værdifuld arbejdskraft, og for samfundet som helhed,” siger beskæftigelsesminister, Ane Halsboe-Jørgensen(S) ifølge en pressemeddelelse og tilføjer:

”Jeg er glad for, at vi netop har fremsat et lovforslag om et forbedret arbejdsskadesystem, som indeholder en række initiativer, der skal understøtte at tilskadekomne fastholdes på arbejdsmarkedet. Rent økonomisk ved vi nu, at samfundet går glip af næsten 30 milliarder kroner på grund af arbejdsulykker. Det er et uhyre højt tal, som vi alle har en forpligtelse til at få nedbragt.”  

 

Arbejdsulykker II

Hos fagforbundet 3F har man en klar opfordring til arbejdsgiverne i kølvandet på udgivelsen af beskæftigelsesministeriets rapport ’Status på arbejdsmarkedet.”

Fagforbundet mener nemlig, at arbejdsgiverne skal lægge sig i selen for at gøre mere for ar forhindre arbejdsulykker.

”Arbejdsmiljøet er virksomhedernes ansvar, og rapporten dokumenterer, at der er masser af arbejdsudbud at hente ved at forbedre arbejdsmiljøet. Virksomhederne skriger i øjeblikket på mere arbejdskraft, og denne arbejdskraft kunne man passende hente ved at forbedre arbejdsmiljøet, så folk ikke kommer til skade på arbejdspladserne,” siger forbundssekretær i 3F Lene Krabbe Dahl ifølge en pressemeddelelse.

 

Efter historisk strejke får arbejdere på Ford mere i løn

En historisk stor strejke af over 45.000 ansatte hos de amerikanske bilgiganter Ford, General Motors og Stellantis er nu foreløbigt endt med en aftale for de ansatte på Ford.

Det skriver The Guardian.

Aftalen som fagforeningen United Auto Workers (UAW) har indgået med Ford Motor Company betyder en løbende lønstigning på 25 procent. Hvoraf de 11 procent opnås med det samme.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Souschef, journalist og redaktionssekretær.


Flere artikler om emnet