Bag historien om Arne gemmer sig en glemt pointe

1. maj er altid en helt særlig dag. Og i år ser Arbejdernes Internationale Kampdag ud til at blive særlig af en ekstra årsag: 

Det forlyder nemlig, at det bliver på dagen, hvor vi fejrer fællesskabet og holder fanen højt, at Arne Juhl formelt trækker sig tilbage på den Arne-pension, som han er blevet ansigtet på.

Det skal være Arne Juhl velundt. I mine øjne er det kun rimeligt og helt på sin plads, at retten til tidlig pension giver mennesker, som har knoklet gennem et langt, langt arbejdsliv, muligheden for at sætte et punktum lidt før.

For nej, det skal ikke være sådan, at man absolut skal være gået helt i stykker, før man omsider kan få lov til at slæbe sig ud af arbejdsmarkedet. Eller kun kan gå, hvis man selv kan betale for det.

Et vigtigt, men glemt tal 

Som samfund er vi bedre end det. Det skal vi være.

For så længe vi har et arbejdsmarked, der slider mennesker op fysisk, så længe vi fortsat kan præsentere undersøgelser, hvor vi kunne øge arbejdsudbuddet med 11.000 fuldtidspersoner, hvis vi bare fik gjort op med 20 procent af den arbejdsrelaterede stress – lige præcis så længe skal vi også have et tilstrækkeligt sikkerhedsnet, der griber os.

Og den offentlige debat om retten til tidlig pension giver mig altid en ubændig trang til at smide tal på bordet.

HK’erne er – med 1.700 – den andenstørste gruppe blandt personer på Arne-pension

For hvis man kigger nærmere på data fra Jobindsats.dk hos Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, bliver det hurtigt tydeligt, at billedet af hvem ordningen hjælper, er mere nuanceret end som så: 

For det er ikke kun håndværkere og slagteriarbejdere, der har brug for en ret til at gå tidligere fra. Det har HK’erne også.

HK’erne er – med 1.700 – den andenstørste gruppe blandt personer på Arne-pension. Eller som vi i HK godt kan lide at kalde den: Mona-pension.

Lad os få Mona’erne med frem i lyset

Mona er HK’er og søgte om retten til tidlig pension, fordi hun efter mange år som tandklinikassistent og senere kontorassistent – to typiske HK-job – var slidt og hver dag kæmpede med svære smerter.

Hun havde ikke energien og tiden til et langt udredningsforløb.

Hun havde bare brug for at få lov at gå lidt før os andre efter et langt arbejdsliv, mens der stadig var et liv at gå fra til.

Monas historie er et godt eksempel på, hvad ordningen kan

Og uden at skulle igennem 1000 afklarende spørgsmål og undersøgelser.

Monas historie er et godt eksempel på, hvad ordningen kan. Og på, at også HK’ere har brug for at benytte retten til tidlig pension.

Nogle fordi de har taget deres langvarige tørn på arbejdsmarkedet. Andre fordi kroppen eller hovedet siger stop, men ikke nødvendigvis nok til, at det passer ind i andre ordninger.

Den pointe har det med at gå tabt i mediebilledet og i den politiske debat.

Men vi har brug for det fulde billede af, hvem der har de lange arbejdsliv

Det siger jeg ikke for at klynke. Eller fordi historierne fra mænd i produktionen, som retten til tidlig pension typisk leder tankerne hen på, ikke skal frem i lyset.

Det skal de! De er vigtige.

Og i lyset af hvordan ordningen er blevet præsenteret og italesat fra dag ét, er det også naturligt, at det er de brancher, de fleste associerer ordningen med.

Men vi har brug for det fulde billede af, hvem der har de lange arbejdsliv, og hvem vi hjælper med at komme lidt tidligere afsted – uden, at det kræver lange, opslidende udredningsforløb.

Uden, at alt skal være i stykker, før vi stopper. Og uden at vi skal spørge om lov i flere instanser. Og det billede er Mona’erne en del af.