Annonce

Blog udgår (næsten): #FarPåBarsel

Nogle gange er der bare noget, der er lidt større end at skrive blogindlæg.
En gang om måneden sætter jeg mig til tasterne og skriver en blog til Netavisen Pio. Noget jeg altid glæder mig til at bidrage til. Men denne gang er anderledes. Der kommer ikke et ”normalt” blogindlæg i denne måned. For i onsdags blev jeg, for første gang, far til min vidunderlige datter. Derfor bruger jeg min ret til at tage 14 dages fædreorlov i forlængelse af fødslen. Jeg er trådt ind i baby-boble, har sat autosvar på min mail og slukket mobilen. De næste dage har min datter min totale opmærksomhed. Forældre ved, hvor fantastisk denne tid er. Selvom 14 dage er alt for kort tid.

Heldigvis kan jeg se frem til forældreorloven, min barselsperiode, som begynder i februar 2017. Så bliver det min tur til at passe min dejlige datter.

Jeg føler mig priviligeret over, at jeg som far også har mulighed for at være sammen med mit barn og få skabt en stærk livslang relation. Det er en vigtig kamp, kæmpet igennem mange årtier, at forældrene kan være sammen med sit barn. Først fik kvinderne barsel og løn til at passe deres børn. Og nu tager også flere fædre deres del af barslen. Jeg foregiver ikke på nogen måde, at være ekspert på børneopdragelse efter blot fem dage som far, men jeg kan tydeligt mærke kraftigere tilknytning til min datter, jo mere jeg er sammen med hende – og jeg forestiller mig, at det også er tilfældet for min datter.

Hvor meget barsel?
Fars ret til og mulighed for, at være sammen med sit barn skal prioriteres og sættes højt på dagsorden. Både politisk, i overenskomsterne, men også derhjemme, når forældrene skal planlægge deres barsel. Her skal vi arbejde for mere ligestilling. Ligesom fars deltagelse i barslen og i barnets liv i det hele taget er en forudsætning for, at vi rykker nærmere målet om ligeløn mellem kønnene.

Mange har de sidste måneder spurgt mig, hvor meget barsel jeg vil tage. Kan man tillade sig som LO’s næstformand at tage barsel fra jobbet? Jeg har ikke været et sekund i tvivl om, at jeg gerne vil have barsel, men når jeg har svaret ”tre-fire måneder barsel” har folks reaktion faktisk overrasket mig en smule.

Det mest gennemgående har været ”ej, hvor godt” og ”fedt, at du vælger at gå forrest”.  For mig har det været det mest naturlige at gøre. At få muligheden for at være sammen med min datter kan ikke sidestilles med noget andet.

Ikke alle er lige så heldige som mig. Desværre er der mange af LO’s medlemmer, der møder modstand, når de ønsker at gå på forældreorlov for at være sammen med deres barn. De skal bryde normerne på arbejdspladsen, hvor der ikke er tradition for, at faren tager en længere periode sammen med sit barn.

Tak til dem der gjorde det muligt
Her fra barselsboblen skal der lyde en stor tak til de mange tusinde, mænd og kvinder, der igennem hundrede år har kæmpet for retten til barsel – og at være en del af ens barns opvækst. Men også det er også en påmindelse til min generation af forældre, at vi ikke er færdige med at kæmpe. Fx kunne vi begynde med øremærket barsel til både mor og far.

Nu kan jeg høre min datter vågner, så jeg må slutte dette hurtige og improviserede blogindlæg af. Tilbage til #FarPåBarsel. Pas godt på verden uden for boblen.

Morten Skov Christiansen er lige blevet far, men er også næstformand for LO.

Næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH)


Flere artikler om emnet