Annonce

Brdr. Price mister VIP-kunder på grund af manglende overenskomst

Danske EU-politikere vil ikke deltage i nytårsarrangement på Brdr. Price-restaurant - EU-Parlamentets kontor i Danmark har derfor aflyst seancen - Adam Price tager aflysning til efterretning
Foto: Brdr. Price / Agnete Schlichtkrull
EU-parlamentarikere fra Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet vil ikke sætte deres ben i Brdr. Price-restauranter, så længe restauranterne ikke har tegnet overenskomst.

Af samme grund har Europa-Parlamentets informationskontor i Danmark aflyst et nytårsarrangement, hvor de 14 danske parlamentarikere skulle have mødt pressen på én af de to Brdr. Price restauranter i København. Arrangementet er nu flyttet til EU-kontorets egne lokaler.

Det skriver netmediet Altinget.

Enhedslistens medlem af Europa-Parlamentet, Nikolaj Villumsen, er en af de 14 danske EU-parlamentarikere, der har understreget over for informationskontoret, at han i givet fald ville boykotte et nytårsarrangement, hvis det blev afholdt på en restaurant uden overenskomst:

”Europa-Parlamentet i Danmark skal holde sig for god til at afholde arrangementer hos restauranter, der ligger i faglig konflikt,” siger Nikolaj Villumsen til Altinget. Han erklærer sig samtidig ”dybt forarget” over, at Brdr. Price har opsagt overenskomsten med 3F.

Marianne Vind: “Uspiseligt”

Det socialdemokratiske medlem af EU-Parlamentet, Marianne Vind, har også meldt fra over for et eventuelt nytårsarrangement - i fald det skal foregå på en Brdr. Price-restaurant.

På det sociale medie X (Tidl. Twitter) understreger hun, at der er mange andre restauranter - med overenskomst - at vælge i stedet: 

selvfølgelig skal vi ikke spise frokost på en restaurant i konflikt

“Nej, selvfølgelig skal vi ikke spise frokost på en restaurant i konflikt. Og jo, man kan faktisk nemt undersøge, om en restaurant har overenskomst, inden man går ud og spiser, på  http://Okforhold.dk. Alt andet er uspiseligt.”

I en debattråd på Facebook uddyber Marianne Vind:

"Jeg kunne ikke drømme om at sætte mine fødder i en restaurant som ligger i faglig konflikt. Jeg vil som politiker aldrig blande mig i forhandlingerne, det klarer parterne selv. Vi ved bare, at overenskomster giver bedre, tryggere og et mere lige samfund. Derfor kan jeg ikke bakke op om en frokost på Brdr. Price."

SF-medlem af Europa-Parlamentet, Kira Marie Peter-Hansen, tilslutter sig, at arrangementet ikke kan finde sted på en Brdr. Price-restaurant:

“Jeg er helt enig med mine to kollegaer i beskæftigelsesudvalget. Jeg synes, det er helt på sin plads, at vi rykker frokosten,” skriver hun i en sms til Netavisen Pio og fortsætter:

“Selvfølgelig skal vi bakke op om den kollektive aftalemodel, og vælge restauranter, der har overenskomst og aktivt bakker op om den danske model.” 

Ifølge Altinget tager den ene af brødrene Price, Adam Price, aflysningen til efterretning.

Roadshow mødt med fagbevægelsen

Brødrene James og Adam Price har netop været på Danmarks-turné med deres roadshow ‘Price (i) live’.

Brødrene Price optrådte på slap line i syv byer. I alle byer varmede 3F op til forestillingen med demonstrationer, der gjorde opmærksom på, at de tre Brdr. Price-restauranter i Tivoli, i Rosenborggade i Københavns Indre By og i Herning - i et samarbejde med A Hereford Beefstouw-kæden og Dragsholm Slot 1. marts i år frigjorde sig fra overenskomsten med Horesta Arbejdsgiver og fagforbundet 3F.

3F fortsætter med at demonstrere for overenskomst

Lige siden har 3F ligget i konflikt med restauranterne og kæmpet for, at de ansatte i restauranterne igen bliver dækket af en overenskomst.

3F fortsætter med at demonstrere for overenskomst foran Brdr. Price-restauranterne i Tivoli og i Rosenborggade og A Hereford Beefstouw ved hovedindgangen til Tivoli.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Konflikt konflikt, det er vel mere relevant at kalde det for fagforeningsdiktatur.

Gad vide, om de også betaler 800 kroner hver måned for at blive klippet af en 4-års faglært dansk uddannet frisør med overenskomst, pension, løn under sygdom, moms og en betalingsterminal, der tager imod Mastercard. Fordi ellers, så er det jo rent hykleri.

Hvis du er pilskaldet, og derfor ikke aner, hvad en klipning almindeligvis koster, er du selvfølgelig undskyldt. Men ellers er det sådan, at selv i en salon med overenskomst og ordnede forhold kommer man ikke til at betale 800 kr. alene for en klipning. Eller bare i nærheden af det beløb.

Der kan måske findes saloner i Hellerup, hvor prisniveauet er meget højere og klientellet meget rigere, men det er undtagelserne.

Det var så lidt.

Jeg bor i Charlottenlund, og jeg betaler 200 kr. for en klipning, med kvittering. Jeg får godt nok 50 kr. i pensionistrabat, men alligevel, der er sgu langt til 800 kr.

Han er jo ikke klogere ham Peter...

Kære Julius Schrøder
Er du sikker på at din frisør har den 4-årige uddannelse og får løn under sygdom?

Er det dig Adam Price?