Mange tror, at det med at blive ydmyget, er noget af det værst tænkelige. Det er i grunden indlysende. På overfladen, og rent intuitivt, forstås det selvsagt som det, der må være traumatiserende.

Og det er også, hvad mange ”ofre” selv beskriver, hvis de senere rykker sig socialt og finder en plads i samfundet, hvor respekten bliver et aktiv, der kan løfte en.

Der er noget, der har slået mig, gang på gang. De fleste af dem, der skriver bekendelseslitteratur, og som ”afslører” at de har haft en svær barn- og ungdom, næsten altid fremstiller det sådan, at de ikke selv er blevet ”slette mennesker”.

De er så at sige uskyldige, og derfor fortjener de også, at en anden kulturkreds, en bedre og mere civiliseret en af slagsen, tager dem til sig.

Der er også undtagelser. Da Yahya Hassan brød igennem, da var der mange, der indbildte sig, at han var guf for en islamofobisk højrefløj, fordi han så bramfrit skosede dem og blottede den råddenskab, man kan finde i disse miljøer.

Men sandheden er, at for eksempel Pia Kjærsgaard, daværende formand for Dansk Folkeparti, tog kraftigt afstand fra ham, fordi han samtidig beskrev hændelser, hvor han selv havde ageret voldeligt.

Pistoldigte

Forfatteren og digteren Christina Hagen, der lige har udgivet digtsamlingen ‘Pow Pow Pow’, skjuler ikke, at hun er præget af en opvækst på bunden af samfundet.

Hun skriver også direkte, at det ikke er selve ydmygelserne, der er de værste, men derimod efterbearbejdelsen og reaktionen fra samfundet, der er knusende.

Det er når man forsøger at glemme fortiden, benægte den, pynte på den, i et forsøg på at tilpasse sig og blive respekteret, at den egentlige ydmygelse finder sted.

Hun udleverer sig selv med en sådan styrke og kraft

Det er i forsøget på at gøre sine erfaringer værdiløse, at ens personlighed bliver knust og man går til grunde.

‘Pow Pow Pow’ har undertitlen ‘pistoldigte’, og igen skyder Christina Hagen med skarpt. Hun udleverer sig selv med en sådan styrke og kraft, fordi hun ikke pynter på det, at det ender med at blive en særdeles subtil kritik af et normsamfund.

Et normsamfund, der grundlæggende ikke kender til disse erfaringer, og som lever i et elfenbenstårn, hvor de for eksempel aldrig vil kunne fatte den livgivende og knaldsorte humor, som mange samfund på bunden benytter sig af.

Lorteæderen

At læse ‘Pow Pow Pow’ er stærk underholdning, hvor det hele i virkeligheden er grimt, ubehageligt og sørgeligt, men den er skrevet sådan, at man ikke rigtig kan have ondt af Christina Hagen, forfatter-jeget, simpelthen fordi man så ikke fatter, hvad der er på spil.

Eller rettere: man kan godt have ondt af hende, men at indbilde sig, at man kan heale hende bedre, end det som hun selv gør for at leve, er en fejlslutning.

I et af de mange morsomme og tragikomiske prosadigte, beskriver Christina Hagen en hændelse fra sin barndom, hvor nogle mobbere lokker en fyr til at æde en lort.

Fyren ”mander sig op”, og gør det med stoisk selvsikkerhed, for han har været udsat for ting, der er meget værre, for eksempel at blive helt frosset ud, blive en skygge, noget, der slet ikke eksisterer.

Christina Hagens blottede opvækst er tragisk

Christina Hagen skriver i digtet, at hun kunne identificere sig med lorteæderen, og at hun fandt hans tilgang sej, fordi han tog sin tragiske skæbne på sig.

Tag ikke fejl. Christina Hagens blottede opvækst er tragisk, med en fader, der skyder sig selv i hovedet med et jagtgevær, og med en moder, der ikke vil hende, med svigt på svigt, og svære kriser, hvor hendes erotiske eksperimenter hele tiden er præget af hendes fortid.

Det er ikke et liv og nogle vilkår, man som sådan kan misunde. Men det er med garanti Christina Hagens liv, og jeg må indrømme, at jeg samtidig kan mærke hende i digtsamlingen, og identificere mig med rigtig meget af hendes tilgang.

Befri dig selv fra hykleriet

Jeg har i mange år arbejdet som fiskehandler hos en mand, der i dag er blevet et hit på Instagram. Folk elsker ham, og sammenligner ham med Kaptajn Haddock, fordi han sådan bander og svovler.

Men det er ikke debilt og fordummende, og slet skjult er hans store viden og venlige, dybe væsen at skimte, og det er derfor, at hans mange følgere oplever hans opslag som dejligt befriende og forfriskende.

Fiskehandleren fortalte mig, da jeg startede og endnu var stærkt præget af min flugt fra en traumatiseret barn- og ungdom, at jeg skjulte mig for meget bag min akademiske baggrund.

At jeg skulle fremelske det, jeg i virkeligheden kom fra, og lade de dumme af kunderne bilde sig ind, at jeg var ringe begavet, i stedet for at tale med et sprog, der skulle bevise, at jeg vidste så meget.

Man kan sige, at Christina Hagen udleverer sig selv sådan, at hun igen og igen lader sig tæske

Det er samme strategi, som min fiskehandlerven også selv benytter. Lad de mest ubegavede tro, at han er dum, for de er alligevel ikke mere værd. Befri dig selv fra hykleriet, er hans evige credo til selvrealisering.

Det samme kan man sige om Christina Hagens tilgang. Hun skriver sådan, at det faktisk er pissesjovt, og mange vil nok mene, at hun bruger humor til at overkomme det traumatiske, og at hun kan læses psykoanalytisk, og gennembores af den, der er klogere, der i sidste ende måske endda kan heale hende.

Men intet kunne være mere fjernt fra virkeligheden. I sin debut fra 2008, ‘Sexdronnning’, eller i hendes udgivelse, ‘Korrekthedsbibelen’ fra 2019, viser hun til fulde, at hun er bevidst om, at nogle vil indbilde sig, at hun skal reddes eller frelses fra selve det, der har fyldt i hendes liv.

Man kan sige, at Christina Hagen udleverer sig selv sådan, at hun igen og igen lader sig tæske, udsætter sig for kritik og reaktioner i form af mishag, fordi så mange andre mennesker bliver provokeret eller kede af det, og mener sig i deres ret til at irettesætte eller forklare, at der er et bedre liv et andet sted.

Sprudlende af liv

Christina Hagens store styrke er den, at hun trods alt ikke er gået under, og at hun ej heller har ladet sig friste til at stikke af og lade sig opsluge af et sprog, en vennekreds, der ikke tillader at man griner af livets fortrædeligheder.

På den facon minder hun, underligt nok, om forfatteren Fjodor Dostojevskij.

Det er, for mig at se, det helt afgørende, befriende og særdeles stærke ved Christina Hagens stemme i dansk litteratur: Hun formår at skildre sit liv, med alt det slette og alt det gode sådan, at det faktisk har værdi og ikke kan undværes.

Sort satire og grov humor er en særdeles vanskelig genre at praktisere

At man, selv som udsat, har levet et liv, der har betydning og potentiale. Ja, det er tragisk, men det kan vitterligt ikke sammenlignes med alle mulige andre livsskæbner, og findes for let.

Det er pointen: Man skal ikke begræde, at man ikke er vokset op med en guldske i munden, og blot indbilde sig, at disse normbestemmende menneskers domme over andre liv er det eneste mulige.

Det er derfor, jeg er så vild med Christina Hagen (og min fiskehandlerven). De ydmyger sig ikke igen og igen ved at slette eller fortrænge det, de er præget og skabt af.

De fortsætter ufortrødent, og de taler og lever ud fra det, de er rundet af. De er stemmer i hverdagsdanmark, der - for mig at se - er ægte, gyldne og sprudlende af liv.

Sort satire og grov humor er en særdeles vanskelig genre at praktisere, og den har den enestående effekt, at den kun kan praktiseres med succes af den, der er ægte og som ikke lyver.

Det er en meget intelligent form for virkelighedsforståelse, fordi den blotter det hele og udstiller ens eget væsen.

Samlingen indeholder det hele

Christina Hagen har tidligere lavet satire over gennemsnitsdanskeren, der taler så pænt, men som, når de skal tale et andet sprog, ofte blotter deres egentlige fordomme. Det er der noget helt igennem sandt i.

Måske er ‘Pow Pow Pow’ Christina Hagens stærkeste bekendelseslitterære værk. Samlingen indeholder det hele, halter måske henved slutningen, hvor sproget næsten går i opløsning.

Men det ændrer ikke ved, at alt det andet er ekstremt voldsomt, boblende af livskraft, der udspringer af kilde, der mest af alt bare er lort med lort på.

 

Christina Hagen: *Pow Pow Pow. Pistoldigte*. 133 sider. Gyldendal, 2024.