“Vi viser i bogen, at der stadig er nogle meget store klasseskel, og nogle steder bliver de jo værre. De rigeste fem procent af danskerne har ikke haft så stor en andel af indkomsterne de sidste 45 år, som nu. Det er 45 års omfordeling, der er rullet tilbage,” siger Lars Olsen til Netavisen Pio.

Det er 45 års omfordeling, der er rullet tilbage

“Klassekampen - forstået som en konflikt mellem sociale grupper - er absolut ikke død. Der er klasseskel i økonomi, uddannelse, sundhed - og som vi viser i bogen også i voldsomt stigende grad på hvor man bor. Samtidig er der tydelige sociale skel i danskernes holdninger. De rigeste ønsker ikke omfordeling af goderne, det ønsker arbejderne derimod. Arbejderne og middelklassen ønsker også øget velfærd, det mener overklassen derimod slet ikke, der er et øget behov for. Så der er i allerhøjeste grad kamp mellem klasserne - selv om velfærdsstaten også byder på mange sociale kompromisser,” understreger Lars Olsen.

Det rød-grønne eksperiment 

“Bogen er en advarsel mod at glemme de her klasseforskelle. En advarsel om at bliver klasseforskellene for store, så risikerer man at få nogle kraftige modsætninger og spændinger i samfundet, fordi nogle af de underprivilegerede klasser føler sig tilsidesat, hvis ikke man adresserer deres problemer.”

Lars Olsen henviser til de skel, som i USA førte til Donald Trump og De Gule Veste i Frankrig:

“Det, der er sket i rigtig mange lande i den vestlige verden, er, at der er opstået en modsætning mellem storbyer, domineret af folk med lange uddannelser og høje indtægter - og så det brede land uden for storbyerne, hvor arbejderklassen efterhånden bor. Det har ført til en hel række anti-establishment-strømninger, for eksempel De Gule Veste i Frankrig, hvor arbejderklassen i det perifere Frankrig føler sig tilsidesat.”

Lars Olsen understreger, at Socialdemokratiet i Danmark - “med en vis succes” - forsøger at imødegå modsætningerne ved ikke alene som parti at have et socialt, men også er geografisk fokus:

Socialdemokratiet har et socialt og geografisk fokus mod arbejderklassen, den lavere middelklasse og  provinsen

“Det, der i virkeligheden er sket i Danmark, er, at Socialdemokratiet med en vis succes har prøvet at rette partiet imod de klassiske socialdemokratiske vælgere - det vil sige arbejderklassen og den lavere middelklasse, som i dag bor udenfor de store byer. Socialdemokratiet har et socialt og geografisk fokus mod arbejderklassen, den lavere middelklasse og  provinsen. Det er fantastisk spændende at se, om det rød-grønne eksperiment lykkes.”

2019-valget gør op med 20 års neoliberalisme

Lars Olsen understreger, at Mette Frederiksens rød-grønne eksperiment bryder med 20 års neoliberal dagsorden:

“I 2001 kommer der et borgerligt systemskifte, hvor Anders Fogh Rasmussen og Dansk Folkeparti erobrer flertallet. Det er i høj grad med udlændingepolitikken som afsæt. Foghs liberale dagsorden slår fuldt igennem med Lars Løkke og finanskrisen. Da Helle Thorning-Schmidt bliver statsminister i 2011, bryder hun ikke med dén politik, men viderefører den nærmest. Løkke fortsætter linjen i 2015, så der bliver først brudt med den neoliberale dagsorden, da der med Mette Frederiksen kommer et nyt flertal i dansk politik i 2019.”  

Når det lykkedes Mette Frederiksen og Socialdemokratiet at vinde regeringsmagten hænger det, ifølge Lars Olsen, ikke mindst sammen med forståelsen af, at det sociale og det geografiske hænger sammen i dag:

“Mette Frederiksen siger det jo meget tydeligt - blandt andet i hendes samtalebog med Thomas Larsen, der udkom lige inden valget i 2019. Her siger hun netop, at samfundskontrakten er sat under pres, fordi store samfundsgrupper føler sig tilsidesat, og det vil hun prøve at rette op på.”

Regional ulighed betyder rigtig meget

“Mette Frederiksen - og en generation af yngre ideologisk tænkende socialdemokrater som Mattias Tesfaye, Peter Hummelgaard og Kaare Dybvad - er optagede af, hvordan man igen får fat i dem, der tidligere udgjorde kernevælgerne i partiet: De privatansatte arbejdere og frontpersonalet i den offentlige sektor, sosu’er, skolelærere og pædagoger og så videre. Og her har man helt rigtigt forstået, at man også er nødt til at interessere sig for, hvor de to kernevælger-grupper bor henne. Og de lever i høj grad i provinsen og i forstæderne - og har nogle andre problemer end dem, der bor på Vesterbro eller Østerbro i København.”

“Analyser fra Aalborg Universitet, der offentliggøres i bogen, viser vi, at regional ulighed og geografiske skel betyder mere blandt folk ude i landet, end det betyder for folk i hovedstaden. Og det fylder rigtig-rigtig meget hos de vælgere, der skiftede fra Dansk Folkeparti til Socialdemokratiet ved valget i 2019. De synes i meget høj grad, at skellene var blevet større - også geografisk - sammenlignet med fem år tidligere. Det optager både den brede gruppe, men i særdeleshed de vælgere, der flyttede sig.”

Lars Olsen nævner tre politik-områder, som op til valget i 2019 havde særlig appel til de vælgergrupper, der følte sig tilsidesat:

Forslaget viste meget tydeligt, at Socialdemokratiet igen stillede skarpt på den klassiske arbejder

“For det første Arnes pension. Den var i høj grad henvendt til den klassiske arbejder, der er kommet meget tidligt på arbejdsmarkedet, og som har haft fysiske og nedslidende job. Forslaget viste meget tydeligt, at Socialdemokratiet igen stillede skarpt på den klassiske arbejder. For det andet minimumsnormeringer - som var SF’s store slagnummer i valgkampen. For det tredje at Socialdemokratiet talte om det negative ved centralisering, lovede nærpolitistationer og lokale sundhedscentre. Det var ting, der talte lige ind i hjertet på folk, der var blevet ramt af centraliseringsbølgen i 00’erne med kommunal- og politireformen og nedlagte sygehuse.”

Udlændingestramninger startede samtalen

Lars Olsen mener, at det at Socialdemokratiet stammede op på udlændingepolitikken var selve forudsætningen for, at man fik hul igennem til de tabte vælgergrupper:

Det var selve grundlaget for at genoptage samtalen med gamle vælgergrupper

“Med stramningerne fik man hul igennem til de her grupper. Det var selve grundlaget for at genoptage samtalen med gamle vælgergrupper. Samtidig har Mette Frederiksen & Co. en pointe i, at et velfærdssamfund med et udbygget socialt sikkerhedsnet ikke kan modtage store grupper, der har svært ved at blive integreret på arbejdsmarkedet.”

“Da Socialdemokratiet strammede udlændingepolitikken var der ikke længere på det område nogen afgørende forskel mellem Venstre og Socialdemokratiet. Det betød, at det stod meget tydeligere, hvor der så stadig var forskel mellem Venstre og Socialdemokratiet - og det var der jo så for eksempel på Arne-pensionen. Og det stod pludselig meget skarpere, hvad Socialdemokratiet agtede at sætte ind med over for den geografiske ulighed.” 

Danskerne er grundlæggende røde

Lars Olsen og medforfatterne viser i bogen, at danskerne grundlæggende er røde:

Et klart flertal af danskerne ønsker ifølge bogens undersøgelser mere velfærd - frem for skattelettelser

“Et klart flertal af danskerne ønsker ifølge bogens undersøgelser mere velfærd - frem for skattelettelser. På det punkt er danskerne grundlæggende røde. Når vælgerne alligevel har skabt et borgerligt flertal ved hovedparten af valgene i 2001 - 2019, skyldes det, at den borgerlige fløj havde udlændingepolitikken som løftestang. De kunne sige: “Vi står for en stram udlændingepolitik, vi står i øvrigt også for lov og orden, mere politi, og at børnene skal lære noget i skolen. Og så fik de ting lov til at dominere i politik”. Så når Socialdemokratiet rykkede sig på disse områder fik partiet plads til at snakke om nogle andre ting også: Om sociale og geografiske emner.”

Hvad skal der til for at fastholde de nye vælgergrupper, som Socialdemokratiet fik halet hjem igen i 2019?

“Socialdemokratiet har - heldigvis - været meget bevidste om det sociale og geografiske fokus. Derudover tæller Arne-pensionen, minmumsnormeringer, nærpolitistationer, trafikinvesteringsplanen med en masse infrastrukturprojekter uden for storbyerne og reform af den kommunale udligning, hvor man flyttede nogle milliarder kroner fra øst til vest, på positivsiden.”

Der kan sættes mere ind over for geografisk ulighed

“Men nu skal man levere resultater i prakis i form af flere uddannelsespladser uden for de store byer. Typisk erhvervs- og professionsuddannelser. Et andet stort problem er, at realkreditinstitutterne ofte ikke vil udlåne penge til boligkøb, fordi boligen ligger i et påstået udkantsområde. Her kunne man fremlægge et statsligt initiativ, der kunne få gang i boligmarkedet i provinsen.” 

Lars Olsen peger også på, at Socialdemokratiet med fordel kan lægge andet og mere frem på pensionsområdet end Arne-pensionen:

Man er nødt til at lave en mere langsigtet model

“Man er nødt til at lave en mere langsigtet model. Faktisk står der også i Arne-forliget, at det skal revideres i 2030, og det er jo simpelthen fordi, man på længere sigt er nødt til at finde en social retfærdig måde at forhøje pensionsalderen på. En langtidsholdbar model.”

“Det handler om at fastholde et socialt fokus overfor arbejderklassen og den lavere middelklasse og et geografisk fokus, fordi de her vælgere bor nogen bestemte steder. Dér skal leveres noget. Og der skal sættes nogle pejlemærker for, hvad man vil gøre i næste valgperiode.”

Lars Olsen, Sune Caspersen, Jørgen Goul Andersen, Lars Andersen og Niels Ploug: “Rige børn leger bedst - Et portræt af det danske klassesamfund”, Gyldendal, udkom 20. april