’Politikeren Houellebecq ’kan læses som en forberedelse til endnu en skandale

Christian Authier har skrevet et interesant essay, som går tæt på fascinationen og forargelsen af Michel Houellebecq, der med garanti er en af vor tids betydeligste forfattere, dog uden at være afslørende. Freddy Hagen anmelder.
Foto: Forlaget Bobo - Den franske bogcafes forlag
Christian Authier gennemgår nogle af de mest eksplicitte tematikker, der har skabt furore omkring Michel Houellebecq.
Der er ingen nutidig forfatter, der som Michel Houellebecq har formået at skabe skandale omkring sit forfatterskab. Det skulle da lige være Salman Rushdie.

Begge har de raget uklar med islam, og begge er forsøgt retsforfulgt, anklaget for islamofobi. Begge er truet af islamister, og begge lever under politibeskyttelse.

Det var Salman Rushdies roman, ’De sataniske vers’, der udkom i 1988, der for alvor satte verden i brand, da muslimer verden over blev krænket og mente sig udsat for blasfemi.

Da den daværende iranske leder, Ayatollah Ruhollah Khomeini, året efter romanens udgivelse, udstak en fatwa, der krævede forfatterens død, var det som om, at afslutningen på den kolde krig og Østblokkens opløsning blot blev udskiftet med en ny, fjendtlig front.

Den dummeste religion

Kampen mellem et sekulært Vesten og religionen islam synes at blusse op konstant. Og denne betændte konflikt har Michel Houellebecq skrevet sig selv ind i et utal af gange, begyndende med udgivelsen af romanen, ’Platform’ i 2001, hvor han skrev om et islamistisk terrorangreb, og samtidig erklærede, at han mente, at islam var den dummeste af alle religioner.

Fælles for begge forfattere er, at de på en sær måde har vækket ekstrem afsky, men samtidig også blevet hyldet som nogle af tidens betydeligste forfattere med fans på begge sider af de politiske fløje.

Og netop denne gåde er også et tema for den franske forfatter og journalist, Christian Authier,

Hvordan forfattere, der har kritiseret islam, midt i en global værdikamp, har kunnet opnå respekt fra begge politiske fløje, mens værdikampen synes at splitte dem og grave dybe grøfter, er lidt af en gåde.

Og netop denne gåde er også et tema for den franske forfatter og journalist, Christian Authier, der har skrevet bogen, ’Politikeren Houellebecq’, der er udkommet på dansk i år.

Bogen er et essay, hvor Christian Authier forsøger at indkredse, hvorledes Houellebecq kan fortrylle og fascinere så mange, samtidig med, at hans angreb og udgydelser, der kritiserer så mange facetter af nutidens politiske positioner, uden at blive outet eller falde helt i miskredit.

Dette, mener Christian Authier, hænger sammen med, at Michel Houellebecqs romaner, essays og mange artikler og interviews, fremstår som en slags seismografisk og profetisk psykologi, der tager pulsen på den virkelighed, vi alle lever i.

Politisk autonom

Christian Authier gennemgår nogle af de mest eksplicitte tematikker, der har skabt furore omkring Michel Houellebecq, og selvom han undrer sig kraftigt over, at dele af venstrefløjen endnu ikke har stødt ham fra sig, forklarer han, at Houellebecq har formået at holde sig politisk autonom, og hele tiden unddraget sig at blive sat i en alt for fastlåst position.

Michel Houellebecq har, foruden at kritisere islam, også kritiseret vestens eget ideologiske, etiske og kulturelle forfald, som han mener hænger sammen med 68-generationens frihedsprojekt.

Han anskuer altså alle disse kontroverser og værdikampe som krampetrækninger i en tid, hvor også vestens egne værdier er i forfald

Michel Houellebecq mener, at frihedskampen i tresserne endte i hedonisme og materialisme, hvor kapitalismen og den frie seksualitet er blevet til en altopslugende begærsmaskine, der har undermineret alle centrale værdier.

Det er et centralt tema gennem hele Michel Houellebecqs forfatterskab: kapitalismens og seksualitetens totale sejr, har skabt et begær, der konstant fører til impotens og inerti, hvor glæden omdannes til sorg og depression, og hvor dem, der mister begæret, er globaliseringens og udviklingens store tabere.

Samtidig med udgivelsen af romanen ’Platform’, og kontroversen med islam, udtalte Michel Houellebecq, at islam formodentlig også er ved at hendø, fordi muslimerne også er drevet af kapitalisme og pornografi.

Han anskuer altså alle disse kontroverser og værdikampe som krampetrækninger i en tid, hvor også vestens egne værdier er i forfald.

Fløjene

Mens venstrefløjen har nydt at svælge i Michel Houellebecqs kritik af markedssamfundet, har højrefløjen nydt hans mere specifikke kritik af 68-generationens udflippede og uansvarlige oprør.

Mens venstrefløjen (og til dels de traditionelle konservative) har nydt godt af hans kritik af ny-liberalismen og storkapitalens trussel mod de små og mere kvalitetsbevidste landbrug og erhvervsdrivende, har de højreorienterede minimalstatstænkere nydt godt af hans kritik af det politiske system, der har gjort denne udvikling mulig gennem deregulering.

Han glider hele tiden af, og begge politiske fløje vælger blot at negligere det, de ikke bryder sig så meget om

Kritikken af islam, anskuet som en følge af globalisering og øget liberalisme gør, at Michel Houellebecq ikke sådan lader sig indfange.

Han glider hele tiden af, og begge politiske fløje vælger blot at negligere det, de ikke bryder sig så meget om, og fokusere på det, som de selv holder af i forfatterskabet, forklarer Christian Authier.

Ser man nøje på modtagelsen af Michel Houellebecqs mange udgivelser, må man give Christian Authier ret.

For eksempel er Dagbladet Information meget begejstret for forfatteren, og chefredaktør Rune Lykkeberg, og litteraturredaktør Peter Nielsen, mener for eksempel ikke, at kontroverserne med islam fylder specielt meget i Michel Houellebecqs forfatterskab.

Imidlertid påviser Christian Authier at Michel Houellebecqs kritik af islam og fransk politik, placerer ham i samme politiske position som Frankrigs højreorienterede tænkere, blandt andet Pascal Bruckner, der mener at Vesten er blevet en masochistisk jammerdal, der undskylder for meget, og anerkender krænkelser fra blandt andre muslimer, uden at det kan legitimeres intellektuelt.

Og denne gang ser det rent faktisk ud til, at Michel Houellebecq gik for langt

Det samme gør sig gældende med den kontroversielle tænker, Renaud Camus, der har talt og skrevet om “den store befolkningsudskiftning”, som den yderste højrefløj i disse tider har taget til sig, i deres kritik af immigration og islam. Michel Houellebecq synes at mene det samme.

Interessant uden at være afslørende

I slutningen af 2022 blev han interviewet af den franske filosof, Michel Onfray, der også hører til på højrefløjen. I interviewet kom Michel Houellebecq med ret så brutale udfald mod islam, og han erklærede, at man kunne forvente angreb på franske muslimer, som en reaktion på immigranters kriminalitet og vold.

Og denne gang ser det rent faktisk ud til, at Michel Houellebecq gik for langt. Efter en voldsom reaktion fra det muslimske trossamfund, samt en trussel om retsforfølgelse, bragte Michel Houellebecq en undskyldning og forsøgte at nuancere sit udsagn.

Denne sidste kontrovers, der har ført til, at Michel Houellebecq tidligere i år publicerede et essay om skandalen, der udkommer på dansk i november, er ikke med i Christian Authiers bog.

det giver ikke rigtig mening at læse bogen, hvis ikke man har læst Houellebecqs egne bøger

Om bogen fører til mere viden om, samt forståelse for Michel Houellebecqs politiske ideer, kan jeg ikke bedømme.

Essayet er skrevet sådan, at Christian Authier fremhæver passager i bøgerne og i interviews, der tilsammen tegner et mere overordnet billede af ’Politikeren Houellebecq’, men det giver ikke rigtig mening at læse bogen, hvis ikke man har læst Houellebecqs egne bøger, og har man det, så er Christian Authiers essay ikke afslørende på nogen måde.

Alligevel er ’Politikeren Houellebecq’ interessant læsning, og ligesom Christian Authier selv skriver, så er det fascinerende at læse en forfatter, der med garanti er en af vor tids betydeligste, der også vil blive læst mange år ud i fremtiden, netop fordi hans seismologiske undersøgelser af vor samtid på en måde rammer præcist, omend vi samtidig kan væmmes og fascineres på en og samme tid.

 

Christian Authier: 'Politikeren Houellebecq'. Essay. På dansk ved Peer Bundgaard. 189 sider. Forlaget Bobo - Den franske bogcafes forlag, 2023.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Da udlandsstoffet her hovedsageligt består af kulturstof, så har jeg læst hele denne anmeldelse, selvom jeg aldrig har haft en bog af Houllebecq i hånden. Og jeg er taknemlig for de smuler af viden om Verden, som jeg får fra Danmark.
Gad vide hvad Houllebecq tænker om Frankrigs krig mod Prøjsen i 1871? Krigsudbruddet minder meget om Danmarks i 1864, og her er nogle danskere endelig ved at komme til fornuft, hvilket jeg har erfaret her på Pio. Men er der i Frankrig nogen politiske tænkere, som vover at sige, at det var "os, Frankrig" der angreb Prøjsen? Jeg har ikke hørt om dem - ikke endnu.

Annonce