Annonce

Udstilling tematiserer glemte, kvindelige impressionister, men et maleri af en mand overgår dem alle

På kunstmuseet Ordrupgaard bliver 150-året for de franske impressionister fejret med et særligt fokus på de kvindelige malere.
Foto: Petit Palais de Geneve
Marie Bracquemond. 'På terrassen i Sèvres'. 1880. (beskåret)
I år fejres 150-året for de franske impressionisters oprør mod datidens etablissement, hvor de simpelthen iværksatte deres egne udstillinger, i protest mod at de blev afvist på de censurerede udstillinger.

Det var provokerende, og flertallet kunne dengang ikke fatte, at der var en sand revolution under opsejling. En kunstkritiker kaldte de nye maleres værker for rene ”indtryk”, og det var ikke ment positivt.

Alligevel kom begrebet, impressionismen, til at hænge ved, nok fordi det i grunden er ganske rammende for det, der var på spil.

På kunstmuseet Ordrupgaard bliver begivenheden fejret, ligesom hele Frankrig også fejrer deres mestre. Det er helt logisk, fordi Ordrupgaard ejer en ganske anseelig samling af franske impressionister.

Alligevel har museet valgt at indsnævre deres udstilling til at handle om ”glemte kvinder”, fordi:  

“der i kølvandet på de aktuelle feministiske og identitetspolitiske strømninger [er] kommet et øget fokus på kvinders og minoriteters kamp for ligestilling og indlemmelse i såvel kunsthistorien som i museernes samlinger og udstillinger”.

Etableringen af selve udstillingen har taget mange år, og det er den nyligt afgåede direktør, Anne Birgitte-Fonsmarks sidste udstilling på museet.

I dag er tidligere direktør på Den Hirschsprungske Samling, Gertrud Oelsner, tiltrådt som museets nye direktør.

Denne dobbeltkonfekt var nok en af årsagerne til, at ferniseringen i torsdags var ekstra besøgt, hvilket gjorde, at selve indtrykket af de mange malerier blev en kende kaotisk.

Det indvarslede den nye tid

Fem fremmelige og interessante kunstnerinder, som udstillingen sætter spot på, er blevet hængt op i de store sale, men suppleret med en række centrale, impressionistiske værker, malet af mænd.

Disse indgår i udstillingen, enten fordi disse mænd har haft nære relationer til de glemte kvinder, eller fordi de i særdeleshed har været med til at skabe et fokus på kvinder.

Det er derfor, at det første maleri på udstillingen - et studie til det berømte maleri, ’Frokost i det grønne’ (1863), skabt af Édouard Manet - er taget med.

Det indvarslede den nye tid, hvor friluftsmaleriet blev det centrale, og motivet med den nøgne kvinde, der slanger sig på et tæppe, sammen med to fuldt påklædte mænd, provokerede åbenbart dengang.

Men både Manet og Degas, der også er taget med på denne udstilling, portrætterede også deres kvindelige malerkolleger. I den forstand hænger det fint sammen med udstillingens tematik.

Tendentiøst

Alligevel er der noget tendentiøst over selve tematikken, der også spiller ind i det udstillingskatalog, der hører med til selve udstillingen.

Det giver jo ganske fin mening at påpege, at de kvindelige kunstnere dengang er blevet oversete i selve kunsthistorien, men lige netop impressionisterne var faktisk ret så rummelige og inkluderende.

Det er sådan set også fint nok at påpege, at man som kvinde havde sværere ved at slå igennem dengang, blandt andet fordi de store institutioner og læringsanstalter simpelthen ikke tillod at kvinder kunne blive optaget.

Alligevel er det særlige ved det, som man samlet set kan betegne som Det moderne gennembrud, præget af opbrud, hvor også mange kvindelige kunstnere fik en karriere og kunne leve af deres kunstneriske virke.

Det er ikke en overdrivelse at konstatere, at disse kredse var spydspidser i kønskampen

Her er det særlige, at især impressionisterne var datidens avantgardistiske gruppering, der samlet protesterede imod datidens smag og holdninger.

De var alle sammen ikke velsete i de højere kredse, og netop derfor er det særlige fokus på kvinderne i denne gruppering problematisk, når det anskues under en identitetspolitisk vinkel, alene fordi mænd såvel kvinder kæmpede side om side, og under samme vanskelige vilkår.

De impressionistiske malere nærede tætte bånd til datidens naturalistiske forfattere, der blandt andet talte Émile Zola, Brødrene Goncourts, Gustave Flaubert og Joris Karl Huysmans.

Fælles for dem alle var, at de eksplicit tematiserede kvindernes vilkår, her især de mere fattige. De skrev bøger om mennesker, der levede på bunden af samfundet, og de kritiserede datidens seksualmoral og hyldede de kvinder, der blev set ned på af resten af samfundet.

Disse mænd omgav sig med frigjorte kvinder, og deres liv og levned med dem var ret så ligeværdigt, hvilket også blev ganske klart manifesteret i deres udstillinger, hvor ”de glemte kvinder” var repræsenteret.

Det er ikke en overdrivelse at konstatere, at disse kredse var spydspidser i kønskampen, det som man betegner med begrebet emancipation.

Kvinderne på bunden

En af de tidligste til at opdage, hvad der var på spil i samtiden, både i det virkelige liv og i malerkunsten, var Joris-Karl Huysmans. Han skrev bøger om kvinderne på bunden, der hutlede sig igennem tilværelsen, omgivet af griske, liderlige og drikfældige mænd. Huysmans levede i disse kredse, hvor han også traf kvinder, der ernærede sig som artister.

Han var aldrig fordømmende, og han hyldede disse kvinders frigjorthed og skrev inderligt om deres skæbner.

Karl-Joris Huysmans var en af de første til at anerkende impressionisterne som datidens førende kunstnere. Han anmeldte deres særlige udstillinger, og han sammenlignede dem med de kunstnere, der udstillede på de censurerede udstillinger.

Han evnede at forklare, hvorfor impressionisterne var fremmelige, eftersom de evnede at indfange lysets spil, og samtidig tematiserede det urbane, offentlige rum i deres malerier.

Han elskede at håne de reaktionære for slet ikke at være til stede, derude i den pulserende virkelighed

Han hyldede livet, som det tog sig i impressionisternes malerier, og han hånede de reaktionære, der endnu forsøgte at idealisere tilværelsen, med opstillede portrætter, der fremstod stivnet og uden liv.

Karl-Joris Huysmans hyldede især maleren Edgar Degas, som han mente evnede at male kvinders fysiognomi, sådan at de fremstod spillevende på lærredet.

Han forklarede sine læsere, hvorledes de hurtige skitselignende penselstrøg faktisk var præcise og graciøse gengivelser af positurer.

Han elskede at håne de reaktionære for slet ikke at være til stede, derude i den pulserende virkelighed, hvor især kvinderne var i gang med at realisere sig selv.

På udstillingen på Ordrupgaard hænger der også et maleri af Edgar Degas. Det er hans berømte maleri af artisten Miss La La.

På malerier hænger hun oppe under teltdugen på Cirque Fernando. Maleriet er så graciøst og betagende, at det uforvarende kommer til at overskygge udstillingens andre, ellers fremragende malerier.

Edgar Degas. 'Miss La La i Cirkus Fernando'. 1879. National Gallery London.

For når nu det er 150-året for impressionisterne gennembrud, der i den grad ændrede den æstetiske smag, og gjorde op med datidens moral, så er det faktisk imponerende, at Ordrupgaard har fået lov til at låne dette centrale maleri, der til dagligt hænger på Nationalgalleriet i London.

Miss La La, der for øvrigt var sort, hænger i et reb, som hun bidder sammen om, og hele posituren er netop flygtig, noget som Degas gennem hele sin maleriske karriere satte fokus på, og som også var en central del af den impressionistiske kodeks.

Også andre kontemporære malere, blandt andet Henri de Toulouse Lautrec, havde et skarpt fokus på disse mere letlevende og optrædende kvinder.

Maleriet af Miss La La hænger ikke centralt på Ordrupgaards udstilling, men alligevel bliver man nærmest lamslået over at finde det, fordi det sådan springer en i øjnene, blandt de mange portrætter, der udgør det meste af udstillingen.

Et andet fokus

Det er klart det mest levende af de udstillede malerier, og sammen med de banebrydende skriverier af Karl-Juris Huysmans, der dengang blev ophøjet til at være selve manden, der sprogliggjorde impressionisternes intentioner, er der en særdeles betydelig historie gemt om denne epoke, der kulturelt, æstetisk og kønspolitisk forandrede verden.

Men Ordrupgaard har altså valgt et andet fokus, og Karl-Juris Huysmans og de andre naturalistiske forfattere er slet ikke med i denne fortælling.

Malerierne af Berthe Morisot, Mary Cassatt, Marie Bashkirtseff, Marie Bracquemond og Eva Gonzalés er faktisk ganske imponerende og seværdige.

Opdrupgaardmuseets stifter var også tidligt ude, og han indkøbte faktisk værker af nogle af disse kunstnere.

Især selvportrættet af Marie Bashkirtseff fra 1883, er virkelig indtagende og dygtigt udført.

Marie Bashkirtseff, 'Selvportræt med palet', ca. 1883, Musée des Beaux-Arts Jules Chèret

Også Mary Cassatts maleri, ’Sommer’ fra 1894, er indtagende, og her ser man tydeligt impressionisternes forsøg på at indfange det spillende lys, sådan som det brydes på ulige former.

På udstillingen gøres der også opmærksom på, at de kvindelige impressionister ofte valgte andre motiver end deres mandlige kolleger.

Selvfølgelig med en feministisk vinkel - eller påstand om - at de malede hjemlige situationsmalerier, fordi de var tvunget til at være husmødre.

At datidens kunstneriske scene også vidner om, at kvinder fravalgte denne rolle, bliver desværre ikke nævnt, men sådan er det gerne med politik.

Men det er faktisk vigtigt og interessant, at mange af datidens kvinder, der jo grundlæggende ER glemte, havde andre motivkredse, som de tematiserede. Moder og barn-relationen går ofte igen, ligesom scener omkring spiseborde også optræder ofte.

Med impressionisternes teknik kunne de skildre et hverdagsliv, hvor de bløde, flimrende lys kunne puste liv ind i de portrætteredes relationer, og mange gange virker det også ganske stærkt.

Mary Cassatt. 'Sommer', 1894, Terra Foundation for Art, Chicago.

Og det er indlysende, i vores nutid, at kvinder søger efter spejlinger, fordi repræsentation faktisk betyder noget.

Det er også indlysende, og ganske vigtigt, at disse oversete kunstnere tages frem i rampelyset, simpelthen fordi de fortjener det og derfor også beriger kunsthistorien, gør den bredere og mere nuanceret og interessant.

Når bare man ikke glemmer selve nerven og den centrale kamp, der foregik under impressionisternes 150 år gamle oprør, der rystede hele verdenssynet og satte nye standarder for kunsten, for kønnene og for det, der er æstetisk interessant.

Man bør ikke glemme, at impressionisterne som samlet, avantgardistisk gruppering, var udenfor systemet.

De gjorde det sammen, og etablissementet forsøgte at håne dem og nedgøre dem på alle mulige tænkelige måder.

Alligevel holdt de fast og stod sammen, uafhængig af køn og klasse, og det er blandt andet derfor, at de selv i dag fremstår som netop dem, der satte nye standarder, og sammen skabte de en ny respekt for de laveste klasser og for især kvinders trange kår, imod datidens moralisme og idealiseret, æstetiske smag.

 

’Impressionismen og dens oversete kvinder’. Særudstilling. 9. februar – 20. maj, 2024. Kunstmuseet Ordrupgaard.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Alle steder og i alle sammenhængen var der kvinder der gjorde sig gældende alligevel før i tiden. Det virke nærmest som om det med GLEMTE kvinder er en stor overdrivelse der fremme end dominans i nutiden og at vi skal skamme os over vores tip tip oldefar. Men det er nu tydeligt at det behøver vi ikke længere.

Annonce