Skildringer af to vidt forskellige kyster i smuk og sprudlende udstilling

På en smuk dag viste naturen på begge sider af Øresund sig fra sin bedste side. Det gør den også på ny maleriudstilling på Nivaagaard Malerisamling.
Foto: Nivaagaard Malerisamling/Privateje
Olof Krumlinde: 'Havet', 1882 er et af de malerier, som kan ses på udstillingen om de to kunstnerkolonier på hver sin side af Øresund.
Det er en blændende solskinsdag, hvor man for alvor mærker, at foråret er ved at nærme sig. Jeg har valgt at tage turen med kystbanen op til Nivaagaard Malerisamling, der i øjeblikket diverterer med udstillingen: Hornbæk & Arild.

Det er marinemalerne, der udstilles, og som dannede kunstnerkolonier omkring fiskerlejerne i Hornbæk, og samtidig på den svenske side af sundet, ved Kullen og den lille fiskerby, Arild.

Jeg forbereder mig til udstillingen, som jeg glæder mig til at se. Jeg lytter til Claude Debussys ’La Mer’, som han komponerede i årene 1903-05. Det er impressionistisk musik, og det må kunne virke som optakt til at se udstillingen, der sætter fokus på malerne fra omkring 1870 og nogle årtier frem efter århundredskiftet.

Jeg lytter til musikken der giver indtryk af havets forskellige formationer, mens jeg kikker ud af togvinduet på de imposante villaer og palæer, hvor man indimellem kan se havet ude ved Strandvejen, tindrende og glimtende som sølv.

Begynder i Guldalderen

Da jeg ankommer til Nivaagaards malerisamling, opdager jeg, at udstillingen i virkeligheden begynder tidligere, nemlig med Guldaldermalerne. Og at det er indlysende, eftersom museet selv er i besiddelse af nogle af de bedste stykker fra disse maleres hånd, i form af malerier af den lokale natur og havet.

Malerier af Christian Købke, J.Th. Lundby og P.C. Skovgaard fremstår storslået og idylliske. Ideale kan man sige. Men den der virkelig rammer mig, her midt i forårsstemtheden, og med Debussys musik endnu vibrerende i mine indre strenge, er Eckersbergs malerier.

De fleste af hans malerier er nationalromantiske med store skibe, der nærmest er klistret til lærredet og til det helt stillestående havspejl

Han var, om nogen, den første danske maler, der tog friluftmaleriet til sig, og gjorde en dyd ud af selv at gå derud, mærke efter og se på naturen, for at kunne gengive den.

De fleste af hans malerier er nationalromantiske med store skibe, der nærmest er klistret til lærredet og til det helt stillestående havspejl, med et blafrende Dannebrog som blikfang. Det er idealiseret og måske også lige en kende for meget.

Men så falder jeg over et ganske lille maleri, der ligesom indleder udstillingen. Det er netop Eckersberg, og dets titel er: ’Parti af Kullen fra søen udfor Mølleleje’. Det er malet i 1829, og normalt hænger det på Statens Museum for Kunst.

C.W. Eckersberg: Parti af Kullen fra søen udfor Mølleleje, 1829. SMK.

Et stykke ren natur

Pludselig går der er en prås op for mig. Dette maleri er jo egentlig ganske slående, interessant og udfordrende, fordi det egentlig ikke har nogle af de symbolske elementer, som hans andre malerier ofte har.

Dette lille, uanseelige maleri er heller ikke, som sådan, et udtryk for noget sublimt eller overjordisk. Det er snarere et stykke ren natur, der rummer en underlig tomhed, hvor noget andet og mere fyldigt ligesom trænger i forgrunden.

disse malerier af havet er nogle af de første, hvor motivet ligesom er fraværende, og en form for baggrund træder frem i stedet

Farverne er nærmest gradueringer, og går man helt tæt på, så bliver man fuldkommen opslugt af hans fine, fine og meget tynde penselstrøg, koncentrationen i arbejdet, det minutiøse og det samlede hypnotiske udtryk.

Det er måske det, man skal fatte og forberede sig på, når man vil besigtige en udstilling, der handler om havet: at disse malerier af havet er nogle af de første, hvor motivet ligesom er fraværende, og en form for baggrund træder frem i stedet.

Det er pludselig det tomme, lyset, naturens rene formationer, stemninger, men ikke symboler, der kommunikeres ud gennem lærredet.

Fatamorgana-indtryk

Således stemt og afstemt til at tilgå resten af udstillingen, går jeg gennem salene og ser på de mange malerier af havets forskellige formationer, på de enkelte malerier af fiskerne, og på tidernes forskellige udtryk.

Det er særligt P.S. Krøyer, der har malet portrætter af fiskerne og deres koner, der fylder her. Motiver, der senere skal gøre ham berømt.

Men jeg forbløffes af og forelsker mig mest i malerier af blandt andet Frants Henningsen, hans ‘Strandparti fra Hornbæk’ fra 1883, der er så betagende roligt og farvemæssigt harmonisk.

L.A. Rings maleri af kysten, der slår en rolig bue og strækker sig ud i det uendelige, er så harmonisk og udtryksfuld, i al dets enkelthed og nærmest forladte, tomme motiv.   

Carl Lockers mange motiver er vidunderligt impressionistiske, næsten som fatamorgana-indtryk, hvor mennesker står langs kysten.

Holger Drachmanns ‘Parti fra Hornbæk Strand’ fra 1892 er nok det mest forfriskende af alle malerierne på udstillingen, med det skummende bølger og mange blå nuancer.

Carl Locker: Parti fra Hornbæk Strand med mørkklædte kvinder, 1887. Privateje.

Vidt forskellige udtryk

Hurtigt bliver det tydeligt, at Hornbæk og Kullen er to vidt forskellige formationer, med vidt forskellige udtryk. På den danske side strækker kysten sig nærmest uendeligt, fladt, med bølgernes rytmiske bevægelse hen over sandstranden.

Den svenske maler, Olof Krumlindes maleri, ‘Havet’ fra 1882, med motiv af havet i voldsomt oprør, hvor bølgerne slår ind mod klippekysten og mågerne stryger tæt hen over søjlerne af vand, det piskes op, med en dæmrende orangegul solopgang, der bryder gennem de gråsorte skyer.

Det er dramatisk og fuldkommen betagende! 

På den svenske side er det klippeformationerne, brændingen og havets skum, dets vældige kræfter og voldsomme oprør, der først og fremmest falder i øjnene.

Olof Krumlinde: Havet, 1882. Privateje.

Sundet er nærmest kun en passage mellem de to landskaber, og det slår mig, at malerierne aldrig rigtig er udtryk for udlængsel.

Havet er ikke et udtryk for det uendelige, hvor horisonten hele tiden flytter sig længere og længere væk.

De fleste af malerierne er snarere udtryk for noget cyklisk, hvor havets temperament studeres og årstiderne observeres. Det er gentagelsen, rytmen, der ligesom musik studeres.

Havet kan være roligt, tindrende, som et spejl. Det kan være i oprør, brusende og sydende med vældige skumsprøjt, hvor himmel og hav går i et.

Nogle gange bryder solen igennem skyerne og det fremstår endnu mere dramatisk og kraftfuldt. Andre gange er lyset mildt, nærmest mælkehvidt, og havspejlet fremstår blåt med små skypuder som pynt.

Svært at få fat om historien

Selve historien om de danske og svenske malere, der dannede kunstnerkolonier dengang i slutningen af det nittende århundrede, er ikke rigtig accentueret på udstillingen. Jeg kunne næsten ikke få fat på den historie, mens jeg gik rundt derinde.

Det var som om, at museet gerne ville fortælle denne historie, så historien kunne få samme genklang som Skagen og dette steds malere har nydt godt af.

Og selvom det er sandt nok, at disse kunstnerkolonier eksisterede, så er det først ved læsning af udstillingens omfattende og flotte katalog, at man rigtig kan få fat på denne del.

Problemet er nok, først og fremmest, at Guldaldermalerne tages med, men det er samtidig også det bedste ved udstillingen. Det er optakten, og her forstår man forbindelsesleddet.

Disse malerier er som en opfordring til selv at gå derud, opsøge disse landskaber

Afslutningen, med de langt serene kubister, der prøver kræfter med dette landskab, blev for meget for mig. Det hang ikke rigtig sammen med grundfortællingen.

Tilbage til Debussys ’La Mer’. Han udtalte selv, at han ikke var direkte inspireret af selve havet, men at han i stedet brugte malerier og historier om havet, da han komponerede sit smukke, alsidige og meget indtryksfulde værk.

Den kendte og enestående marinbiolog, Rachel Carson, blev engang bedt om at skrive en indledning til Debussys ’La Mer’. Her skrev hun, at havet var som musikken. Det er det rytmiske, det orkestrale, og det at begge elementer kan vække noget dybt i mennesket.

Det er samme kan man sige om maleriet. Det er uinteressant, hvis ikke man gider havet, kysterne og de skiftende formationer.

Disse malerier er som en opfordring til selv at gå derud, opsøge disse landskaber, og dufte, mærke, se og spekulere over alt mellem himmel og jord.

Mere virkelige og levende

Debussys ’La Mer’ er interessant fordi alle malerne, tilbage i 1870’erne hvor kunstnerkolonierne blev etableret, var særdeles inspireret af de franske naturalister og impressionister.

De ville male ligesom dem, og gøre deres naturskilderier mere virkelige, levende, mindre symbolladede og ideale.

Udstillingen er sprudlende, og det er en smuk og særdeles indtagende oplevelse af se den

Men de var samtidig præget af den danske guldalder, og de ville jo heller ikke bare kopiere de franske malere. Landskabet og kysten, ja, selv havet, var jo et andet, her på disse breddegrader.

Og det var netop hvad der skulle fanges, forstås og mærkes i disse mange malerier.

Udstillingen er sprudlende, og det er en smuk og særdeles indtagende oplevelse af se den. Den stritter nok i for mange retninger, og formår ikke at holde sammen på det hele i ordene.

Men til gengæld er det så perfekt, at den netop er her nu, hvor foråret er ved at ankomme, og hvor vi i stigende grad vil søge ud til kysterne, til turistområderne, for at sanse naturen og mærke havet.
 

Kunstnerkolonierne. Hornbæk & Arild. Nivaagaard Malerisamling, 2023. 28. januar - 11. juni 2023.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet

Annonce

Annonce