Annonce

Atombomben og verdens undergang

Forfatteren Annie Jacobsen tegner en skræmmende og forrygende dystopi af verden, som den ser ud efter atomkrigen.
Foto: National Nuclear Security Administration / Nevada Site Office
Atomprøvesprængning i Nevadas ørken, 1953.
Et nordkoreansk missil med en atombombe nærmer sig USA.

Modangreb slår fejl og atombomben rammer Washington. Byens centrum med Det Hvide Hus, Capitol, Lincoln Memorial og alle de mennesker, der befinder sig der udslettes øjeblikkeligt.

I løbet af sekunder rammes den øvrige del af byen af en trykbølge, der ødelægger alt, og som har så høje temperaturer, at jern smelter og asfalt bliver til kogende suppe. Mens en søjle af ild rejser sig over eksplosionen vil hundredtusindvis af mennesker dø på grund af forbrændinger, af sprængte lunger eller mangel på ilt.

Sådan begynder en af de mest skræmmende bøger jeg har læst.

Den hedder ”Nuclear War. A scenario”. Den udkom i USA i marts 2024, og den er skrevet af den højt ansete amerikanske forfatter Annie Jacobsen.

Grundig research 

Med baggrund i en årelang og særdeles grundig research har hun beskrevet, hvad der kan ske, hvis USA bliver angrebet af raketter med atombomber. Dette er en reel risiko. Der oprustes kloden rundt, og antallet af atomvåben vokser år for år.

FN's generalsekretær António Guterres har sagt, at menneskeheden er blot en enkelt fejlbedømmelse fra total udslettelse.  

Annie Jacobsen har talt med dusinvis af højtstående embedsmænd og officerer, herunder lederen af mange atomprøvesprængninger.

Hun har interviewet nobelprismodtagere, IT-ingeniører og rådgivere for flere præsidenter. Antallet af interviewede eksperter er på 48.

Dertil kommer, at flere højtstående militærfolk med kendskab til emnet har læst manuskriptet og sagt god for indholdet, før det blev offentliggjort.  

Beskriver katastrofen sekund for sekund 

I bogen beskriver hun et tænkt angreb på USA med atombærende raketter, afsendt fra Nordkorea.

Sekund for sekund skildrer hun, hvad der sker fra affyringens første sekund et sted i nærheden af Pyongsong.

De næste to sekunder er vi på en amerikansk overvågningscentral i Colorado. Seks sekunder senere i Pentagon i Washington. Efter 15 sekunder løber piloter ud til deres jetfly på en base i Colorado. 20 sekunder senere er vi i Alaska. Efter 60 sekunder er vi i hovedkvarteret på USA's strategiske kommando i Nebraska.

Efter 3 minutter og 30 sekunder er vi i Det Hvide Hus, hvor præsidenten informeres om angrebet. Han har nu seks minutter til at beslutte sig for, hvad der skal gøres.

Sætter verden i brand 

Præsidenten udløser en hemmelig kode, og i løbet af en time og tolv minutter står hele verden i brand for aldrig mere at blive den samme igen.

Dette skyldes ikke fejl og mangler ved systemerne. Tværtimod. Alt fungerer som planlagt. Alle gør deres pligt, for det gælder om at vinde, men en atomkrig har ingen vindere.

en atomkrig har ingen vindere

Alle taber, og den civilisation, som vi har været tusinder af år om at bygge op, går under og efterlader de overlevende i en mørk og kold verden.

En dyster fremtid 

I bogens afsluttende kapitler beskriver Annie Jacobsen den fremtid, der venter efter en global atomkrig, og det er dyster læsning.  

De paddehatteskyer, der stiger op fra en atombombeeksplosionen, består af radioaktiv aske fra de mennesker, biler, bygninger og trafikanlæg, som suges ind i den opadstigende ildsøjle og knuses der.

Oppe i stratosfæren spreder askeskyen sig, og da der er tale om flere tusinde eksplosioner, vil denne sky blive så stor, at den spærrer for sollyset over hele kloden, så der bliver mørkt på jorden døgnet rundt.

Samtidig falder temperaturen, og store dele af kloden bliver ramt af hård frost. Alt dette betyder, at det bliver umuligt at dyrke jorden, så al landbrug stopper, og de mennesker der overlever skal finde føde som jægere og samlere i en mørk og kold verden.

Uden elektricitet. Uden biler og fly. Uden radio, tv og internet. Uden læger og hospitaler. Uden fødevareforsyning.

Al den viden som menneskeheden har indsamlet gennem årtusinder, vil gå tabt. Herunder også den viden, at katastrofen ikke skyldtes Nordkorea, Rusland, Kina eller USA, men at det var vores egen opfindelse, atombomben, der var den egentlige fjende.

Nuclear War er en væsentlig og rystende bog om den destruktive kraft som vi har installeret i vores midte.

Den vedkommer os alle. Derfor bør den også læses af alle

Bogen udkom i marts 2024 og er blevet en stor salgssucces i USA.

Man må håbe, at den bliver oversat til dansk, så den også kan blive læst og diskuteret her i landet.

Den vedkommer os alle. Derfor bør den også læses af alle.

Forfatter og journalist. I en lang årrække ansat på Danmarks Radio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hvis nogen mener det kan betale sig at anvende atomvåben, så gør de det. Det gjorde USA i Japan. Og det vil ske igen såsnart nogen mener det er prisen værd.

Atomvåben er også en forsikring. Ingen udbomber et land med atomvåben. Hvorimod lande uden atomvåben gerne tages under beskud, hvis det findes nødvendig - For her er der ingen risiko. Derfor slipper vi aldrig af med skidttet. Tværtimod vil flere og flere komme med i den atomare klub.

Men hvad. Om det bliver atombomben, klimakatastrofen eller andet, som til slut tager livet af civilationen kan vel være et fedt.

Forhåbentlig bliver bogen filmatiseret. Altid super med lidt cli-fi.

Der er jo nok den forskel, at da USA brugte atombomben mod Japan, var USA det eneste land der var i besiddelse af atombomber. I dag er der jo mange lande ud over USA der er i besiddelse af atomvåben, bl.a. England, Frankrig, Israel, Nordkorea, Indien, Pakistan, Kina, Rusland og måske Iran, så problemet med brug af atomvåben er større i dag end i 1945.

Mu ved vi heldigvis, at med et ordentligt luftforsvar skal fjenden nok sende mindst 100 missiler for at få bare et igennem. Så nu mangler vi bare et ordentligt missilforsvar ..

De nyeste atombærende missiler har en så høj hastighed, at det nærmest er umuligt at skyde dem ned.

Faktisk har Patriot-systemet efter sigende haft ret god succes mod hypersoniske missiler (op til mach 10) i Ukraine. Om der findes en statistik på det, ved jeg ikke, men sådan en kunne da være spændende at se.

Irans atomprogram har nået et punkt, hvor Iran inden for tre uger kan berige nok uran til fem fissionsvåben. For at uranet kan udgøre en trussel mod atomvåben, skal det dog forarbejdes yderligere, og de andre komponenter i et vellykket våben skal være klar til at modtage det forarbejdede uran. Våbenaktiviteter kan tage alt fra flere måneder til et år eller mere, selvom tidsrammen er usikker. Nogle af disse aktiviteter kan foregå parallelt med produktionen af fissilt materiale og kan finde sted i laboratorieskala, hvilket vil gøre dem svære at opdage.

Irans evne til hurtigt at berige uran er blevet forbedret i takt med, at landet har testet og taget kraftigere centrifugemodeller i brug. Centrifugens ydeevne måles i separative arbejdsenheder (SWU), som angiver det arbejde, der kræves for at øge koncentrationen af den spaltelige U-235-isotop. Iran har installeret flere kaskader af disse modeller i produktionslinjer, hvor de støt har øget både størrelsen og berigelsesniveauet af Irans uranlager.

https://www.iranwatch.org/our-publications/articles-reports/irans-nuclea...

De kunne sådan set bare købe et par stykker af Nord Korea. Det har i forvejen nære bankforbindelser de to.

Kernekraft og hjernekraft. Vi kan opruste alt det vi vil. Men vi kan alligevel ikke vinde en større krig end vores medvirkende til en angrebskrig mod Irak's Saddam Hussein i start 00'erne, hvor vi jo nærmest ikke blev berørt. I bedste fald kan vi måske forsvare os.

End ikke vilde milliarder kan ændre på den kendsgerning. Det er en illusion som så meget andet efterhånden. En illusion som politikerne kræver vi skal tro på. Det eneste som kan have en vej frem er diplomati, fred og samarbejde. Der er ingen vej udenom. Men det tager desvære for meget tid før vi forstår det. Det er en skam og et enormt spild af ressourcer.

I øvrigt. Bort set fra atombomben, har intet militært isenkram for alvor været i krig. Det har kun været situationer, hvor fjenden har været betydelig underlegen. Og selv her, som f.eks. Vietnam krigen, måtte den i teorien militært overlegen trække sig.

Saddam og Gaddafi fik en på bøtten. Men det var vist heller ikke så svært. Det kunne ordnes i bekvemmelighed.

En virkelig stor krig i verden kan ingen vinde. Her findes kun tabere.

Igen. Der er intet alternativ til diplomati, fred og sameksistens.