Annonce

Søger sort arbejde til levering af måltidskasser – 3F-formand: ”Det kommer ikke bag på mig”

HelloFresh leverer måltidskasser, og der bliver angiveligt lavet sort arbejde blandt eksterne chauffører. Firmaet sætter undersøgelse i gang: ”Vi har stramme regler, hvad angår kriminelle forseelser”
Foto: ©KIRSTENVANSANTEN/HelloFresh
HelloFresh blev startet i Tyskland i 2011 og er siden udvidet til flere lande
I flere grupper på Facebook udbydes og søges der efter sort arbejde af forskellig art. Ofte nævnes ikke specifikke firmaer ved navn. Men i et opslag tirsdag i gruppen ‘Sort Arbejde’ var det anderledes.

Her søgte en profil efter en chauffør til at køre sort for HelloFresh. Firmaet leverer måltidkasser direkte til deres kunders dørtrin.

”Søger erfaren chauffør til hellofresh kørsel i dag fra kl 11 til ca 17/18. Mødes på lageret i Greve. Skriv pb for mere info”

Opslaget er siden blevet slettet.

3F-formand er ikke overrasket

”Det kommer ikke bag på mig. Det er en branche, som kræver regulering. Heldigvis er vi ved at have ryddet lidt op i det,” siger Jan Villadsen, formand for transportgruppen i 3F, til Netavisen Pio og henviser til varebilsloven fra 2019.

Der blev reglerne for godstransport i varebiler strammet, således at chauffører fremover skulle leve op til en række uddannelsesmæssige og lovmæssige krav.

Færdselsstyrelsen kan tilbagekalde en varebilstilladelse, hvis en lang række regler overtrædes. Det kan være både færdselslovgivning, miljølovgivning eller afgifts- og skattelovgivning.

Påbegynder undersøgelse

HelloFresh har ikke egne chauffører ansat men bruger i stedet den model med såkaldte eksterne kurerpartnere, som i princippet anses som selvstændige.

Hverken vi eller vores partnere har kendskab til, at chauffører får andre til at gøre deres arbejde

Netavisen Pio har spurgt HelloFresh, om de er opmærksomme på, at der tilsyneladende bliver arbejdet sort blandt deres chauffører. Det lader til at komme bag på virksomheden, som nu har afkrævet en undersøgelse af deres samarbejdspartner:

”Vi har delt dit skærmbillede med vores samarbejdspartner, som har påbegyndt en undersøgelse for at sikre, at deres chauffører arbejder i overensstemmelse med lovgivningen,” lyder det i en skriftlig kommentar fra Carina Berg, kommunikationsansvarlig for Hello Fresh i norden.

Partnere er underlagt etiske standarder

Carina Berg tilføjer, at HelloFresh ikke er bekendte med, at der skulle blive kørt sort blandt deres tilknyttede chauffører, men at det klart strider imod virksomhedens regler og værdier.

Vi har stramme regler, hvad angår kriminelle forseelser og brud på lovgivningen.

”Hverken vi eller vores partnere har kendskab til, at chauffører får andre til at gøre deres arbejde, og vi har stramme regler, hvad angår kriminelle forseelser og brud på lovgivningen. Vores leverandører er underlagt vores etiske standarder, og alle samarbejdspartnere har underskrevet vores Code of Ethics.” 

Se HelloFresh’ etiske kodeks her.

HelloFresh blev grundlagt i Tyskland i 2011 og har siden udvidet til en lang række lande. I 2020 gik selskabet ind på det danske marked, som på daværende tidspunkt var land nummer 14.

Flere artikler om emnet

Kommentarer

"Partnere er underlagt etiske standarder"

Skulle der ikke retteligt have stået etniske? :D

Annonce