Nu fortæller Lizette Risgaard i samarbejde med journalisten Søren Baastrup, sin version af sagen, som til slut i bogen, ’Min version’ bliver kaldt den perfekte storm.

Bogens 19 kapitler er sat sammen således, at hvert andet kapitel handler om Risgaards liv og vej til toppen af den danske fagbevægelse og hvert andet om sagen, der førte til hendes afgang.

Det er uden tvivl sidstnævnte, som er mest interessant, og man sidder for det meste med fornemmelsen af at de andre kapitler, som kunne stå i en traditionel erindringsbog, mest af alt fungerer som en slags alibi for de kapitler om krænkelsessagen.

Men jeg synes, at Risgaard og Baastrup skulle have gået linen helt ud og holdt sig til selve Risgaard-sagen. Det havde givet boget et meget strammere og mere fokuseret udtryk.

Man kan også indvende, at det har været fornuftigt at lægge den buffer ind, så Lizette Risgaard ikke virker alt for forsmået.

Men sagen er bare den, at det gør hun alligevel.

Dolkestødet

Lizette Risgaard lægger ikke fingre imellem i hendes version af begivenhederne. Særligt HK’s forbundsformand, Anja C. Jensen, får hårde ord med på vejen.

”Men at det falder Anja så let at slagte mig, det overrasker mig.”

Det var HK, der som de første trak støtten til Risgaard, kort tid efter at FH’s forretningsudvalg havde vedtaget at afvente en undersøgelse, og for alvor satte skred i hendes fald, da andre forbund fulgte trop.

Det antydes også via andenpart, at Anja C. Jensen måske selv har ambitioner om at blive FH-formand

Hvis Risgaard ikke direkte anklager HK-bossen for at stå bag det hele, så anklager hun i hvert fald Anja C. Jensen for ikke at prøve at dæmpe gemytterne, men måske ligefrem at puste til gløderne.

Ifølge Risgaard kan årsagen til dolkestødet blandt andet tilskrives gammelt nag fra fusionen mellem LO og FTF i 2018.

Det antydes også via andenpart, at Anja C. Jensen måske selv har ambitioner om at blive FH-formand.

Blev store bededag Risgaards Waterloo?

Lizette Risgaard førte som FH-formand an i det store slagsmål mellem fagbevægelsen og SVM-regeringen om afskaffelsen af store bededag i begyndelsen af 2023.

Balladen sendte Socialdemokratiet nedad i meningsmålingerne, imens fagbevægelsen demonstrerede på Christiansborg Slotsplads.

Var det i virkeligheden Socialdemokratiet, der førte kniven?

Lizette Risgaard siger det ikke direkte, men man fornemmer et godt forsøg ud i antydningens kunst.

Mette var næppe vild med dig efter det med bededagen

En med Risgaards ord ”ven i den politiske verden”, som hun på et tidspunkt taler med siger angiveligt:

”Ja, hvornår var det, at pressen for alvor fik hul på bylden? I begyndelsen af 2023, ikke? Synes du ikke, at det er mærkeligt, at det falder sammen med, at du lige var gået i kødet på regeringen over det med store bededag der?”

”Mette var næppe vild med dig efter det med bededagen. For fanden, hun måtte jo også droppe at afskaffe seniorpensionen, fordi hun ikke kunne tåle, hvis du angreb hende igen. Du havde jo allerede tirret hende flere gange før. Tro mig, det var kun i hendes interesse at, at der ikke sad en alt for stærk formand for FH.”

Lizette Risgaard undgår med den slags manøvrer dermed på lange stræk selv at komme med de hårdeste spekulationer.

Hvad angår hendes efterfølger, Morten Skov Christiansen, som tidligere havde været hendes ene næstformand, så lægger Risgaard i bogen ikke skjul på, at han, trods dygtighed, måske ikke var den stærkeste politiker.

Og at han af og til havde haft svært ved som næstformand at sætte foden ned.

Sans for dramaet

Lizette Risgaards forsvarsskrift omfatter både fagbevægelsen og dennes ungdomsorganisationer, hvor hun uddeler hug til højre og venstre, men også medierne får hårde ord med på vejen, for at for ukritisk at have viderebragt anklagerne om upassende berøringer. Og for ikke at høre hendes side af sagen.

Det er i det hele taget, som titlen antyder, hele formålet med bogen. At fortælle Risgaards version.

Der er, også efter min erfaring, mange, der mener at Risgaard fik en uretfærdig behandling

Den tidligere formand fortæller medrivende sin oplevelse af hele stormen, men der er man nødt til som læser også at tage hendes udsagn med de samme forbehold, som hun selv kræver af medierne.

Men spændende er det. I hvert fald de kapitler om selve sagen. De er korte og velskrevne med en sans for dramaturgi, som gør, at man som læser nemt lige får lyst til at nappe et kapitel mere.

Står stadig alene

Om ’Min version’ kommer til at ændre synderligt på offentlighedens opfattelse af Lizette Risgaard er ikke til at sige. Men jeg tillader mig at tvivle.

Der er, også efter min erfaring, mange, der mener at Risgaard fik en uretfærdig behandling.

Men det er ikke noget man ytrer offentligt, i hvert fald ikke hvis man sidder i toppen af politik eller fagbevægelsen.

Lizette Risgaard stod alene, da hun blev ramt af den perfekte storm, og det ændrer bogen ikke stort ved.

Lizette Risgaard og Søren Baastrup. ’Min version’. 328 sider. Grønningen1. Udkom i går.

Rettelse: I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at HK havde tilhørt FTF, det var naturligvis en fejl. HK tilhørte LO. Netavisen Pio beklager fejlen