’The Apprentice’ skildrer, som forventet, en yderst usympatisk og til tider decideret modbydelig Donald Trump, men den vækker også en form for sympati for USA´s kommende præsident.

Og det er en god film, der skaber en autentisk fortælling om New York-byggemilliardæren, der blev præsident.

Det er umuligt at komme uden om, at filmens intention også er, at man skal sidde tilbage med følelsen af, at Trump er uegnet som præsident, men den kunstneriske kvalitet er høj.

Det tror jeg skyldes, at budskabet er langt mere nuanceret end som så.

For man sidder også tilbage med en ret stor sympati for Trump-junior, der kæmper med at træde ud af sin fars skygge, og kommer ind i miljøer, der presser ham til at blive den vanvittige person, vi alle kender i dag.

Watergate

Filmen begynder med et klip fra den berømte Nixon-tale om Watergate fra 1973, hvor han løgnagtigt erklærer sin uskyld.

En tydelig reference til Trumps manglende anerkendelse af valgresultatet i 2020 og den tvivl han også har sået om troværdigheden ved valget i år.   

Derefter møder vi en ung Trump, i 70’ernes New York, på en eksklusiv bar, hvor han støder ind i advokaten Roy Cohn, der har ry for at hjælpe klienter i svære sager mod staten.

Trump har desperat brug for Cohns hjælp

Noget Trump i den grad kan bruge, fordi han, hvilket kan overraske ingen, har en række sager kørende med staten New York, og det ser skidt ud.

Trump har desperat brug for Cohns hjælp, eftersom udfaldet af sagerne afgør, om han kan bygge det ikoniske Trump Tower i New York.

Cohn, der er noget af en personage, kan godt lide, hvad han ser i den unge byggeagent, så han indvilliger i at hjælpe, og derfra tager det fart.

Tre regler

Trump introduceres til Cohns tre regler: 1) Angrib, angrib, angrib, 2) Indrøm intet, fornægt alt, og vigtigst af alt 3) Uanset hvad de siger, så påberåber du dig sejren, og indrømmer aldrig et nederlag, også selvom du har tabt.

Trump, der er en smule vægrende undervejs, tager i takt med, at han ser, hvor effektiv Cohn er, mere og mere disse principper til sig, og lærer også af Cohn, hvordan man virkelig spiller spillet beskidt.

Det ser vi, da Cohn afpresser en embedsmand fra justitsministeriet med kompromitterende billeder af embedsmanden, der har samleje med andre mænd.

Og det bringer mig videre til en af filmens andre pointer, der overraskede mig, som er, hvor meget fokus, der er lagt på homofobien i de miljøer, Trump er i.

Homofobien hænger sammen med det politiske miljø, Trump også introduceres til af Cohn

Det tror jeg igen skyldes filmens ambition om at tale sig ind i valget 2024, hvor et fokuspunkt har været Trumps toksicitet, men at gøre det på en måde, der samtidig nuancerer fortællingens skurke.

For Trump virker det ved, at han faktisk ikke fremstilles synderligt homofobisk, hvilket sympatiserer ham sammenlignet med faren og Cohn, der er åbenlyse homofober.

For Cohn virker det, fordi vi hurtigt finder ud af, han faktisk er bøsse, og sågar senere får aids, hvorfor det for ham var en maske han tog på for at passe ind.

Og homofobien hænger sammen med det politiske miljø, Trump også introduceres til af Cohn, der selv er yderst politisk bevidst, og bruger det som forsvar for hans personlighed. Amerika er hans største klient.

Donald og Ivana

Det ligner igen noget, vi kender fra Trumps politiske virke. Alt, ligegyldigt hvor kontroversielt det har virket, kan forsvares ved at henvise til USA.

Midt imens alt det her sker, vinder Cohn selvfølgelig retssagen for Trump, der gør, han kan bygge sit tårn, hvilket giver den unge byggemilliardær en kæmpe stjernestatus.

Alle vil pludselig have et stykke med den kontroversielle skikkelse, der er kendt som en hård forhandler og en ægte vinder.

Det er sandt at sige en hvirvel af fest, damer, kokain, penge og succes, der præger den tidligere og kommende præsidents tilværelse i 70’ernes New York.

Trump selv holder sig til nogle piller, der angiveligt holder ham frisk, men det er midt i den hvirvel, vi også introduceres til mødet mellem Donald og Ivana.

Det lader en lille smule til, at den mest af alt er taget med, så den meget omtalte voldtægtsscene, kunne komme med i filmen

Det forløber nogenlunde som præsten ville have prædiket, og er måske det mest uinteressante i filmen. Hun er afvisende, men han er stædig og forelsket, hvilket fører til, at hun til sidst falder for ham, hvorefter de hurtigt giftes.

Selvfølgelig er historien om Ivana også vigtig for fortællingen om Trump, men det lader en lille smule til, at den mest af alt er taget med, så den meget omtalte voldtægtsscene, kunne komme med i filmen.

Før det sker, er der en anden hændelse, der yderligere er med til at menneskeliggøre og forklare fænomenet Trump, hans bror Freddy dør en meget tidlig død. Og det er noget, der tydeligvis påvirker Trump, selvom han prøver at fornægte det.

”Let’s Make America Great Again”

Der sker faktisk enormt mange ting på det, der føles som meget kort tid filmen, hvilket jeg synes er godt ramt.

Filmen føles så at sige som Trump. Det hele går stærkt, der er ingen begrænsninger, og hvis der penge eller damer i luften, så tager han dem.

Han gør alt for at opnå den anerkendelse, der har været så svært at få fra sin far og andre autoritetsfigurer.

Måske er det også filmens tempo, der gør, at man nærmest ikke opdager det, da man når til slutningen. Oven på et forløb der viser, hvordan Trump og Cohn falder ud af det med hinanden, og forsones, samtidig med Cohns aids forværres, kommer vi nemlig lidt abrupt til slutningen.  

Alt i alt er det en film, der forsøgte at advare mod at gøre Trump til præsident

Oven på alt succesen, der både er kommet på godt og ondt, ser vi Trump tale med en person, der ønsker at skrive en biografi om Trump. I mødet om biografien, der bliver til bogen ’The Art of the Deal’ fremhæver Trump Cohns tre regler, og begrunder sin succes med dem og det faktum, at han er en vinder og dræber.

Og så slutter filmen ellers som den startede, med et klip fra en tidligere præsidenttale, der refererer til Trump og nutiden. Og det er selvfølgelig Reagans berømte ord: ”Let’s Make America Great Again”, der skubber yderligere til den politiske gnist, Cohn allerede har tændt i Trump.

Alt i alt er det en film, der forsøgte at advare mod at gøre Trump til præsident ved at udfolde de værste forestillinger, vi kunne have om ham som person på det store lærred.

Det mislykkedes tydeligvis.

En anden politisk kultur

Til gengæld lykkedes det, bevidst eller ubevidst, at skabe en nuanceret fortælling, der sår tvivl om, hvorvidt det er Trumps eget ansvar, han er, som han er, eller om han blot er et produkt af sine omstændigheder.

Og så tillader jeg mig afslutningsvis lige at dvæle lidt ved, at jeg er glad for, at det ikke er en del af den politiske kultur i Danmark, at der laves spillefilm om statsministerkandidaterne.

For det er jo den bagvedliggende historie om filmen, at den så at sige bidrager til reality-ficeringen af amerikansk politik.

Jeg er glad for, vi er et andet land med vores egen, i sammenligning, meget stille og rolige politiske kultur.    

 

'The Apprentice'. Instruktion: Ali Abbasi. Medvirkende: Sebastian Stan, Jeremy Strong og Maria Bakalova. 120 min. 2024.