Gummi Tarzans far fylder 80: Opgør med voksenautoriteterne stadig aktuelt

Den 29. juli ville forfatter Ole Lund Kirkegaard være fyldt 80 år. René Staun Hansen kigger på, hvad han kan og hvorfor hans sjove børnebøger stadig holder.
Ole Lund Kirkegaards berømte børnebog Gimmi Tarzan.
Året er 1966. I Politiken kan man læse fortællingen ”Dragen” om en lille dreng ved navn Virgil. Sammen med kammeraterne Oskar og Carl Emil har han fundet en ægte levende, ja, også noget ildelugtende drage, som de en dag tager med i skole til deres dogmatiske skolelærers store fortrydelse.

Den fantasifulde fortælling har nemlig vakt så meget opsigt, at den har vundet førstepræmien i den litteraturkonkurrence, som det københavnske dagblad nogle måneder tidligere har udskrevet. Og vinderen, ja, det er ingen ringere end Ole Lund Kirkegaard.

Begivenheden fører ikke kun til et vendepunkt i dansk børnelitteratur, som bl.a. professor i børnelitteratur Torben Weinreich har bemærket om den sprælske forfatter, langt fra det opdragende og fornuftige take på barndommens land, som bøgerne om Jan, Puk, De Fem og Kim repræsenterer i 1960’erne.

Det bliver også et vendepunkt for den unge, piberygende skoleleder fra det nordjyske, der året efter debuterede som børnebogsforfatter med bogen ”Lille Virgil” på opfordring fra forlagsbranchen, og inden længe funkler på den store børneforfatterhimmel.

Litteratur i børnehøjde

En af de ting som stadigvæk gør Ole Lund Kirkegaard relevant, er den fantasifulde fortællestil. Lige fra debuten i 1967 til forfatterens sidste bog ”Frode og de andre rødder” tolv år senere gælder det, at fantasien altid er i højsædet.

I sådan en grad at litteraturforsker Anna Karlskov Skyggebjerg endda har bemærket, at der stort ikke findes eksempler på fantastiske fortællinger for børn udgivet mellem Ole Lund Kirkegaard og H.C. Andersen. En fortællestil, der med sin blanding af fantasi og virkelighed er tæt knyttet til 1800-tallets børnelitteratur.

Eksekveret med en unik fornemmelse for børns begrænsede ordforråd

Som når den sprælske børnebogsforfatter pludselig lader et næsehorn i ”Otto er et næsehorn” træde ud af en tegning. Eller når han i ”Hodja fra Pjort” lader vores orientalske helt flyver afsted på et magisk tæppe.

Eksekveret med en unik fornemmelse for børns begrænsede ordforråd er fantasien i fortællingerne på den måde et effektivt greb, som gør det muligt for den populære skanderborgenser at vende verden på hovedet og skrive bøger på børnenes præmisser.

Opgør med voksenautoriteterne

Hvad der har fået generation efter generation til at lade sig opsluge af det fantasimættede univers skyldes imidlertid også, at Ole Lund Kirkegaards bøger ikke kun er sjov og spas, men også ramme alvor.

Vi møder bl.a. alvoren i hans største succes, nemlig ”Gummi Tarzan”, hvor den lille, klodsede Ivan forbliver det udstødte mobbeoffer derhjemme og i skolen. Men vi møder den også i ”Frode og de andre rødder”, hvor Simme lærer Frode at kaste remoulade-madder på tavlen.

At fortællingerne typisk udspiller sig i genkendelige hverdagsmiljøer med strikse lærer og dumme forældre, danner på den måde rammerne om bøgernes fælles opgør mod voksenautoriteterne. Et opgør mod forestillingen om at børn er uden egen vilje eller personlighed og hvor dem, der falder ved siden af normen, ikke bliver mødt.

Genkendelige hverdagsmiljøer med strikse lærer og dumme forældre

Om netop det opgør mod den ulidelige voksenverden udtalte Ole Lund Kirkegaard engang i begyndelsen af halvfjerdserne til Berlingske: ”Når man skriver for børn, er man nødt til at gøre dem opmærksom på, at der er en frihed, som er større, end vores almindelige samfundsopfattelse giver indtryk af, men som også koster noget”.

Egentlig et tidstypisk take på barnelivet i kølvandet på ungdomsoprøret. Også så alligevel ikke mere end at de faglige krav om effektivisering, præstation og målbarhed, vi stiller til børn i dag, stadig ikke levner meget plads til skæve typer som Albert, Virgil og Ivan.  

Nye arvtagere

Skulle man imidlertid være tvivl om, der er grund til håb i samtidens børnelitteratur, ja, eller børnekulturen i bredere forstand, behøver dog man blot at skæve til forfatter Kim Fupz Aakeson, musiker og sangskriver Rasmus ”Telestjernen” Johansen eller skuespiller Mads Geertsen, som beslægtet med Ole Lund Kirkegaard balancerer mellem det anarkistiske og det pædagogiske.

Hos Kim Fupz Aakeson gælder det især bøgerne om drengen, de kaldte Vitello. Et magisk univers sjovt illustreret af Niels Bo Bojesen, hvor vi lidt ligesom i Lille Virgil oplever barndommens naivitet og nysgerrighed gennem øjnene på en faderløs ballademager.

Hos Rasmus ”Telestjernen” Johansen får vi tekster fra den jyske provins skildret gennem sange som ”Rocketman”, ”Hugos Helvede” og mange flere om livet i børnehøjde.
Ligesom det hos Mads Geertsen gælder Onkel Rejes skæve ”madness”, som de fleste nok kender fra Ramasjang på Danmarks Radio, men som faktisk er også aktuel med bogen ”Onkel Rejes (sø)røverhistorier”.

Kærlighed til rødder og enspændere

Den kirkegaardske forkærlighed for frække rødder og mismodige enspændere, der uden hensyn til gnavne voksnes normer og regler gør lige præcis, hvad der passer dem, eller som af anden årsag bare ikke passer i forestillingen om det normale liv, har fået dermed klart sine arvetagere derude i kulturlandet.

Også selvom Ole Lund Kirkegaards nyklassikere om Lille Virgil, Orla Frøsnapper, Albert osv. stadig er noget ganske særligt.

I dag er den populære forfatter da også stadig den mest læste, mest solgte og mest oversatte danske børnebogsforfatter, hvad der jo taler sit tydelige om hans aktualitet.  

 

Kulturskribent og anmelder


placeholder

Kommentarer

FYI: Ole Lund Kirkegaard døde i 1979. Men hvorfor lade sig begrænse af fakta.

- og dansk grammatik kniber det også med for kulturskribenten. Enten skriver man "striks lærer" eller også skriver man "strikse lærere".

Annonce