Han var en 20-årig DSU’er fra København, der otte dage før folketingsvalget – sammen med en gruppe fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) – ville hindre en gruppe medlemmer af Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU) i at hive socialdemokratiske valgplakater ned.
Et voldsomt slag i hovedet med et kosteskaft blev hans død. DSU’s medlemsblad ”Rød Ungdom” skrev efterfølgende om den tragiske episode: ”Her har ingen enkeltpersoner ansvaret, thi det ligger reelt hos dem, der nu gennem lang tid har søgt at så had indenfor dansk arbejderbevægelse, hos kommunisterne”.
Historien kan læses i kapitel 3 af DSU’s 100-års jubilæumsbog, ”Vi bygger fremtidens Danmark”, som er skrevet af Lars Wernblad Hansen.
Netop beskrivelsen af DSU’s kamp mod antidemokratiske og totalitære kræfter på både højre- og venstrefløjen i kapitel 3 er altafgørende at forstå, hvis den pragmatiske og socialdemokratiske del af arbejderbevægelsen skal kunne holde sammen på Danmark i fremtiden.
Dengang pressede arbejdsløshed, sult og armod tusindvis af mennesker i armene på kommunisterne, nazisterne og fascisterne i hele Europa.
I disse år kan migration, klima-revolutionen og en forstenet økonomisk politik komme til at gøre det samme. Især hvis Socialdemokratiet – både herhjemme og i Europa – ikke kender sin besøgelsestid.
Arbejderbevægelsen og venstrefløjen kan blive spaltet i endnu højere grad, end vi har været vant til de sidste to-tre årtier.
I 1930’erne voksede splittelsen mellem DKU og DSU, fordi de to forskellige og konkurrerende samfundssystemer for alvor blev manifesteret i den virkelige verden.
Forskellige venstreorienterede partier i Europa vil vælge forskellige veje
Noget lignende vil muligvis ske i de kommende årtier. Forskellige venstreorienterede partier i Europa vil vælge forskellige veje, og det store spørgsmål vil være, om de forskellige retninger også her vil få mulighed for at manifestere sig i den virkelige verden.
Tag bare klimakampen. Alle i arbejderbevægelsen og på venstrefløjen er enige om, at videnskaben taler sandt, og at CO2-neutralitet skal nås, før det bliver umuligt at undgå de værste katastrofescenarier for menneskeheden.
Men i disse uger, måneder og år bliver forskellige retninger støbt, som de næste årtier kan komme til at definere den nye afgørende splittelse i arbejderbevægelsen.
Den første retning vil tilbyde en klimarevolution, koste hvad det vil. Hele den enorme omstilling skal ske så hurtigt som muligt, og målet om CO2-neutralitet helliger midlet, må man forstå.
På vejen dertil vil titusindvis af solide og velbetalte produktionsjob ofres på klimakampens alter, og en stor gruppe faglærte og ufaglærte arbejdere i middelklassen vil i en 10-årig mellemfase blive forvist til lavtlønnede servicejobs.
Denne retning interesserer sig ikke voldsomt for de grundlæggende rammer i den økonomiske politik og mener derfor, at klimarevolutionen godt kan finde sted inden for den nuværende økonomiske politik.
Frygten for at blive kaldt ”økonomisk uansvarlige” af højrefløjen nedskalerer ambitionsniveauet.
Den anden retning erkender, at rammerne for den nuværende økonomiske politik reelt umuliggør, at sociale fremskridt og grønne fremskridt kan gå hånd i hånd.
Man kan ikke både udvikle velfærdsstaten, styrke arbejderklassens livsmuligheder og komme i mål med de ambitiøse klimamål, så længe man insisterer på stramme regler for offentlig gæld og investeringer.
Men i stedet for at tage et opgør med den nuværende økonomiske politik, så skruer man i stedet ned for tempoet ift. den grønne omstilling. Frygten for at blive kaldt ”økonomisk uansvarlige” af højrefløjen nedskalerer ambitionsniveauet.
Den tredje retning insisterer på, at et økonomisk paradigmeskifte er nødvendigt for at opfylde vores ambitioner om at udvikle velfærden, styrke arbejderklassens muligheder og komme i mål med den grønne omstilling.
Udgangspunktet er, at den økonomiske politik skal indrettes på en måde, så vi kan skabe det samfund, vi gerne vil, samtidig med at vi har høj vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse.
På baggrund af erfaringerne fra finanskrisen og den efterfølgende økonomiske krise er man – i den tredje retning – ikke bange for offentlige lånefinansierede investeringer.
Disse tre retninger er ved at slå rod i socialdemokratierne og de andre venstrefløjspartier i hele Europa.
Sammen med håndteringen af migrationsspørgsmålet vil det blive den nye spaltende faktor i de europæiske arbejderbevægelser.
Hvorfor så drage parallellen til DSU’s kamp mod ekstremisme og totalitarisme i 1930’erne?
Fordi kapitel 3 i DSU’s jubilæumsbog beskriver den ekstreme udgave af de tendenser, som i dag begynder at spire frem i dele af klimabevægelsen på venstrefløjen.
Konservativ Ungdom oplevede stor medlemsvækst i 1930’erne ved bl.a. at efterlyse ”det stærke, handlekraftige styre, der er tidens behov”.
Hos DKU oplevede man også fremgang, jo flere identitetsmarkører gennem påklædning, slagord og demonstrationer man hældte ud over den politiske kamp.
Noget af det sneg sig også ind i DSU. Her slog daværende DSU-formand (og senere statsminister) H.C. Hansen hårdt ned på det og sagde bl.a.:
”Bliver bevægelsen for en stor del af kammeraterne kun bluse, kasket, langskaftede støvler, trepiletegn og demonstration på demonstration, så er vi inde på en linje, der fører mod bevægelsens forfladigelse, så mod åndelig stagnation, mens stupiditet, overfladiskhed, hurrasocialisme får gode dage”.
Klimakampen rummer de samme identitetsmarkører og stemmer, der taler for at bruge krisen til at skabe et nyt politisk system.
Instagram-mobilisering, sprog, påklædning og udskamning af folk uden for identitetsmarkørerne bruges i høj grad af den del af de europæiske arbejderbevægelser, som har valgt den første retning.
Målet helliger midlet, og det er vigtigere at markere et tilhørsforhold til et bestemt gruppefællesskab fremfor at gå ind i en realpolitisk diskussion.
Jeg mener ikke, at man skal undervurdere denne splittelse i arbejderbevægelsen – hverken herhjemme eller ude i Europa.
Klima må og skal ikke smadre arbejderklassen eller velfærdsstaten.
Vi ser det ikke så stærkt endnu, men de kommende 10-20 år bliver afgørende. Svaret på det må være, at den førnævnte tredje retning bliver adopteret af Socialdemokratiet og fagbevægelsen.
Klima må og skal ikke smadre arbejderklassen eller velfærdsstaten.
Omvendt må den pragmatiske del af arbejderbevægelsen indse, at den betonkonservative opfattelse af ”økonomisk ansvarlighed” – som også de DSU’ere, der var aktive i 1990’erne stadig er rundet af den dag i dag – giver luft til en radikalisering af større og større dele af venstrefløjen.
En radikalisering, som vil få tilslutning fra de by-generationer med lange videregående uddannelser, som der i de kommende år kun bliver flere og flere af.
Væk med den forældede modstand mod offentlig gæld. Væk med de gamle regnemodeller i Finansministeriet, som empirien for længst er løbet fra. Væk med resterne af frygten for at blive kaldt økonomisk uansvarlige, som fik os til at deregulere og liberalisere de europæiske økonomier i 1990’erne og 00’erne.
Vi kan undgå den overfladiske identitetskultur, de ekstreme markører og antidemokratiske sværmerier, hvis vi til gengæld viser, at realpolitiske forslag stadig kan rumme idealisme og visioner.
Kort sagt er vores opgave følgende: At vise at vejen til en total omstilling af produktion og forbrug kan foregå inden for demokratiets rammer, samtidig med at velfærdsstaten og arbejderklassen ikke ofres.
Misforstå mig ikke: Selvfølgelig kommer det ikke så vidt, som det gjorde for Werner Nielsen den 8. november 1932. Men splittelsen i de kommende årtier kan blive hård.
Og meget afhænger af, hvor den pragmatiske del af arbejderbevægelsen placerer sig i disse dage og uger.
Jeg har i denne kronik præsenteret, hvor DSU placerer sig – den tredje retning. Snart skal også Socialdemokratiet træffe et valg. Jeg håber, at mit parti placerer sig rigtigt.
Kommentarer
Til at starte med, læg mærke til at det er ungdomen der her udtaler sig, og det er vores håb for fremtiden.
Og så vidt jeg forstår hvad Frederik Vad Nielsen skriver er jeg enig.
Og jeg vil gerne sige hvad jeg mener der er sagens kerne.
Olie-selskaber har siden 70erne købt forskelige anerkendte personer,professer,klimaforsker,direktøre.politiker,og flere, der så i al hemmelighed har udtalt sig om klimaet,CO2-forureningen, at det er naturskabt og at olie-afbrandningen ingen betydnigen har for klimaet.
Altså olie-selskaberne har med fuldt overvægt og med millioner af kroner har løjet og mannipuleret med sandheden og det er blevet gjordt mod bedere viden.
og hvorfor, jo fordig de vil tjene penge mange peng og de vil gøre alt for at det forsætter lige meget hvad så vil de forsætte med at pumpe olie op af jorden og helst lige så længe der er olie i jorden,penge penge penge.
og det bringer mig til en sagens kerne nr 2
Kapitalismen er mere end bare olie-selskaberne og kapitalismen har lige nøjagtig den samme tilgang som olie-selskaberne det handler om at tjene så mange penge som muligt,og de ved godt at den dag kommer at det bliver jordens/klimat tilstand der bliver vigtiger, end hvor mange penge man kan tjene men indtil dato er det kapitalismen der bestemmer altså dem med flest penge, og ikke flertallet på jorden
Og det jeg ser som vigtigst er at man begynder meget alvorligt at skrue ned for olien, og det kan kun gå forlangsomt
Jeg håber på at vi når at lukke for olie-hanerne før al olie er pumpet op i grådighedens navn på bekostning af klimaet
Og løsningen er at der skal meget mere gang i VIND-ENERGI,SOL-ENERGI, OG BRINT-ENERGI og det kan kun gå forlangsomt
Og det bliver et valg mellem højer og venster der afgøre hvor hurtigt det sker