Uanset enkeltsager og sympatier skal vi tage ved lære af efterårets bølge af opråb om sexisme og krænkelser på alle dele af arbejdsmarkedet og i den politiske verden: Det skal være slut med at fortie de krænkelseshistorier, som kvinder har lært at gemme på og skamme sig over altid.

Sagerne skal frem i lyset. Problemet er, at det kommer sagerne ikke, hvis kritik af deres håndtering, bliver til had rettet mod ofrene.

En efter en har vi set, hvad der er sket for kvinder, der har talt højt om sexisme og krænkelser: De er blevet lagt offentligt for had, hånet og chikaneret, ikke mindst digitalt.

Kommunalpolitiker Sonja Marie Jensen fra Nyborg blev mødt af en shitstorm tilbage i 2017, da hun påtalte problemer med sexisme i kommunalpolitk.

Og i efteråret var det hele Danmarks TV-darling, Sofie Linde, der stod for tur. Hendes fortælling om tv-kanonen, der truede hendes karriere, hvis han ikke fik et blowjob, blev først betvivlet, så hånet og senere forsøgt fremstillet som en måde at ”få opmærksomhed på”.

#MeToo var et nybrud

Det, der efterfølgende skete, varslede dog et nybrud. Kvinder gik sammen om underskriftsindsamlinger. Og de stillede op til interview i medierne, ofte flere sammen.

Først i mediebranchen, senere i politik under hashtagget #EnBlandtOs - og så fulgte ellers resten af arbejdsmarkedet trop.

Bag dem står kvinder på alle dele af arbejdsmarkedet med de samme oplevelser i bagagen.

Pointen med at gå sammen - mange kvinder - var netop at sige: Det handler ikke om den enkelte sag, om den enkelte kvindes troværdighed. Men det handler om at gøre op med en kultur, hvor særligt unge kvinder i sårbare positioner - praktikanter, elever og freelancere - skal stå model til seksuel chikane (og det, der er værre) fra folk med magt, som slipper afsted med det.

Mange kendte kvinder, der i dag både har gode job og karrierer, har været medunderskrivere. Og er også blevet ansigter på det opgør, der fandt sted i efteråret. Men tag ikke fejl. Bag dem står kvinder på alle dele af arbejdsmarkedet med de samme oplevelser i bagagen. Og mange meget værre. Jo mere udsat du er – som ung, vikar, praktikant, alene i arbejdssituationen med videre - jo større er sandsynligheden for, at du er blevet udsat for krænkelser.

Således oplever lavtlønnede syv gange så meget seksuel chikane som højtlønnede, har fagbevægelsens Hovedorganisation FH dokumenteret (link Seksuel chikane: Lavtlønnede langt mere udsat end de veluddannede (fho.dk)).   

Taler de svagestes sag

Derfor er de stemmer så vigtige – både fordi de taler på vegne af de allermest udsatte og fordi, de taler om noget, der altid er blevet fortiet.

For første gang har vi - med efterårets underskriftsindsamlinger og den såkaldte “andenbølge af #MeToo” - hævet  os over enkeltsagen. Vi har set den problematiske kultur og andre – med flere stjerner på skulderen - er begyndt at tage deres ansvar på sig for at gøre op med netop den kultur.  

Det ser vi nu. Hvilket også betyder, at sagerne ruller. Senest har en sag om TV-værten Jes Dorph-Petersen sat sindene i kog.

Nu er spørgsmålet om, vi kan skabe en kultur, hvor kvinder trygt kan fortælle om krænkelser, sideløbende med at vi godt kan debattere håndteringen af de sager, der dukker op.

TV-stationen, der fjernede værten

Jes Dorph-Petersen er nemlig ikke længere ønsket i TV2’s programmer og har derfor afsluttet sit samarbejde med Nordisk Film TV, der var hans arbejdsgiver.

Det er sket efter en advokatundersøgelse, som TV2 besluttede at iværksætte. Det er TV-stationen, som har valgt, at der ikke er forældelsesfrist på sagerne. Det er advokaterne, der har vurderet dem. Og det er ledelsen på TV-stationen, som har sanktioneret.

Hvad der er op og ned i sagen ved de fleste af os ellers kun fra medierne, udlagt af Jes Dorph-Petersen og hans advokat. Man kan altså forestille sig, at der er vigtige nuancer og perspektiver på sagen, som offentligheden ikke er blevet præsenteret for.

En storm omkring kvinderne

Ikke desto mindre er en storm af støtte strømmet til Jes Dorph-Petersen og hans kollega Jens Gaardbo. Kritikken er rettet mod TV2, men mange kritiserer også de kvinder, der er blevet opfordret til at fortælle om deres oplevelser.

Chefredaktør på Aarhus Stiftstidende, Jan Schouby, spekulerede  på Twitter i, om kvindernes vidnesbyrd var opdigtet i bitterhed og misundelse over Jes Dorph-Petersens karriere, og i grupper på Facebook forsøgte flere at identificere kvinderne, så de kunne ”stilles til ansvar for deres handlinger.”

Damned if you do, damned if you don’t, som man siger.

Og det er her, kæden hopper af. For igen bliver ofre for krænkelser forsøgt fortiet ved at stille dem til ansvar for et efterspil, som de reelt intet har at gøre med.

Når det sker, føles beskeden til krænkede kvinder klar: Hvis du oplever noget, gør du klogt i at aldrig sige det til nogen. For hvem ved, om din krænker bliver fyret? Hvem ved, om han begår selvmord? 

Overalt i Danmark lige nu kan ofre for sexchikane på arbejdspladsen forstå, at hvis ikke de har total kontrol over håndteringen af en arbejdsretlig sag, bør de slet ikke aflægge vidnesbyrd i den. For det er dem, der vil stå med ansvaret for udfaldet. Og hvis de så vælger ikke at sige noget, ja, så var det nok ikke så slemt alligevel.

Damned if you do, damned if you don’t, som man siger.

Uanset sympati, bekæmp tavshedskulturen

Jeg kan sagtens forstå de følelser, der udløses i de her sager. Jeg kan også godt forstå, at det kan virke uretfærdigt, når en person, som man har stor sympati for, må bøde for en adfærd, der ligger mange år tilbage.

Tilmed en adfærd, som hans arbejdsgiver dengang har – om end ikke legitimeret - så set igennem fingrene med. Den uretfærdighed skal man også have lov til at udtrykke.

Ofrenes historier skal høres, og deres mod skal hyldes.

Men skytset skal rettes imod de rigtige.

De kvinder, der endelig – efter mange år – har fundet modet og er blevet opfordret til at fortælle deres oplevelser, skal ikke stå i skudlinjen. Tværtimod. Uanset sympati og mening om håndtering, så skal vi - organisationer, debattører, partifæller og engagerede læsere og seere - have deres ryg.

Ofrenes historier skal høres, og deres mod skal hyldes. For det er takket være det, vi kan bevæge os derhen, hvor der ikke længere bliver tiet om krænkelser, hvor alle medarbejdere på en arbejdsplads bliver respekteret, og det kan være trygt at gå på arbejde og engagere sig i politik og samfundsliv.

Det er nemlig den krukke med guld, der venter for enden af #MeToo.