Annonce

Fagbevægelsens helte er de mænd og kvinder, der siger fra

Netavisen Pios chefredaktør går i rette med de læsere, der tilsviner Jonas Larsen, efter han er stået frem og fortalt om Lizette Risgaards grænseoverskridende adfærd.
Foto: Grafisk afdeling
Netavisen Pios chefredaktør Niels Jespersen
“Skvatrøv”, “mors lille dreng”, “beta mand” eller “lille curling skat”.

Det er blot et udpluk af de skældsord, der hagler ned over 27-årige Jonas Larsen.

Han stod som den første frem i medierne med navn her i Netavisen Pio og berettede om forhenværende FH-formand Lizette Risgaards grænseoverskridende adfærd.  

Desværre stammer nogle af eksemplerne fra Netavisen Pios eget kommentarspor, hvilket sætter os i et dilemma. På den ene side vil vi gerne skrive til alle jer, der ikke arbejder i universitets- eller medieverdenen. Vi sletter det værste, men accepterer også et vist frisprog, hvis det indgår i et argument.

Selvom vi er uenige, så er det jer, vi gerne vil i dialog med. Det er ikke en nem balancegang.

På den anden side er den grove tone på de sociale medier en pest, der afholder alt for mange fra at blande sig i debatten.

Derfor, tillad mig et kammeratligt frisprog over for jer, der tilsviner Jonas Larsen: 

Så luk dog røven. I aner ikke, hvad I snakker om. Det kræver netop hår på brystet at gøre som Jonas. At stå frem og sige fra over for uret, selvom det koster.

Fagbevægelsens ære og magt beror på mænd som Jonas

Det handler ikke om at være glad for det modsatte køn. Eller kærlig til fester. Det skal vi blive ved med. Sagen handler om at misbruge sin magt. Det bekæmper vi blandt arbejdsgiverne, og derfor skal vi også bekæmpe det i egne rækker.

Lizette Risgaards afgang har kastet arbejderbevægelsen ud i en alvorlig krise. Det er ikke første gang, det sker, og det skal vi nok overleve.

Fagbevægelsens ære og magt beror ikke på formænd og forbundshuse

For så længe der er modige mænd og kvinder, som tør tage de tæsk, der følger med, når man står op imod de rige og magtfulde. Også vores egne. Så er der liv i de røde faner og de gamle kampsange.

Fagbevægelsens ære og magt beror ikke på formænd og forbundshuse, men på millioner af lønmodtageres sammenhold og tusindvis af lokale tillidsfolk som Jonas. Derfor er vi stærke.

#MeToo må ikke blive for dem med privilegeret adgang til medierne

Da #MeToo blev sat i gang af DR-værten Sofie Linde, advarede vi om, at opgøret med krænkende adfærd ikke blot måtte komme dem med privilegeret medieadgang til gode.

Samtidig måtte #MeToo ikke blive en bagudrettet moralsk domstol, som medlemmer af eliten kunne bruge til at pudse deres glorie ved at dunke hinanden i hovedet med gamle sager.

Som Jon Stephensen (M) viser, kan man sagtens opføre sig krænkende samtidig med, at man spiller hellig og siger alle de rigtige ting udadtil.

Drop helligfrans. Sammenhold er løsningen

Helligfranser er der nok af. Især i medierne. Knap var historien publiceret, før lederskribenterne krævede Lizette Risgaards hoved på et fad. Ifølge Se & Hørs chefredaktør, Niels Pinborg, skal hele FH-ledelsen falde, fordi de ikke greb ind i tide.

Det er en høj moralsk hest at sætte sig op på. Især for mediechefer.

Brugt fornuftigt kan #MeToo blive en positiv kulturændring, der kommer os alle til gode og stiller dem med magt til ansvar for deres handlinger. Det er det arbejderbevægelsen har kæmpet for i over 150 år.

Derfor skal vi slutte ring om Jonas Larsen

Derfor skal vi slutte ring om Jonas Larsen og de mange andre mænd og kvinder fra lønmodtagernes rækker, der er stået frem under #MeToo.

De kæmper vores alle sammens sag.

De er fagbevægelsens sande helte.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Af hjertet tak, Niels Jespersen!
Sjældent, at man ser en lederskribent skrive Luk røven, men hvis dine læsere ikke er curling unger, bør de kunne tage det. For det er aldeles berettiget.

Jeg kan da godt forstå at PIO og Niels Jespersen gerne vil beskytte og forsvare Jonas Larsen. Alle medier vil gerne stå sig godt med deres kilder.
Men der er intet helteagtigt over Jonas.
Han kommer med sin påstand 4 ÅR efter, at det skulle være sket. Han har intet afhængighedsforhold til formand Lizette Risgård, så hvad skulle have holdt ham tilbage fra at sige stop for 4 år siden. Det ville have klædt PIO at fremlægge beviser for påstanden, og ikke bare ukritisk rende efter en sensation.
Jeg er bange for at Niels Jespersen må finde en anden helt at dyrke, og gå lidt mere roligt og sagligt til værks.

Ole, jeg klikker aldrig på links jeg ikke kender. Det kan blive en ubehagelig oplevelse for ens pc.
Så du må skrive hvad du mener vi skal vide.

Vel talt Niels Jespersen.
Ligeså såre der gik hul på bylden, vidste Lizette Risgaard også, at der var mere på vej.
Vi skal væk fra det, at magtfulde mennesker benytter netop magten til at gå og gramse på andre, som står under dem i hierarkiet. Naturligvis! Det er på høje tid!

Ole, du har helt ret, og alt tyder på at Lizette Risgård har opført sig utilstedeligt. Men at vi derfor skal lappe alle, mere eller mindre, fantasifulde og ikke beviste påstande i os, er der da et stort skridt. Enhver kan komme og påstå noget der er sket for flere år siden til en eller anden koncert, uden at der stilles spørgsmål.
DET ligner mere en massepsykose.

Glimrende at redaktør Jespersen siger fra og forsvarer Jonas. Men jeg er enig med Hans Jensen, som sætter fingeren på det ømme punkt, nemlig bevisførelsen og stiller det eneste logiske spørgsmål, hvorfor dukker Jonas op flere år efter, at der efter Jonas opfattelse skulle have været en upassende episode med Lisette?
Sagen om Lizette ligner mere og mere, at det hele er orkestret...

Helt enig med Hans og Flemming. Og lad så Lizette forklare sit syn på de påståede "krænkelser". Det lyder i mine ører, som om de indtil videre "krænkede" er omsorgssvigtede unge mænd, der har behov for at blive set og hørt? Metoo ligger år tilbage, så hvorfor stiller de sig først frem nu? Uvist af hvilken grund er det pludselig blevet en heksejagt på Lizette Risgaard, der om nogen har gjort først LO og siden hen FH synlig og vedkommende i danskernes og i særdeleshed lønmodtagernes og arbejdsgivernes bevidsthed - og det med stor respekt fra begge sider!
Må lige nævne et eksempel, som Mona Striib fra FOA kom med: En sag om "krækelse fra Lizettes side" overfor en ung mand - også fra år tilbage - var kommet til ledelsens kendskab, da en kvinde havde anmeldt "upassende og krænkende opførsel". Sagen blev undersøgt, den unge mand blev foreholdt beskyldningerne, hvortil han svarede, han ikke havde følt sig krænket, som i OVERHOVEDET ikke krænket. STOP NU HEKSEJAGTEN og ødelægge en faglig dygtig leder, som fagbevægelsen har savnet - og nu desværre mistet :-(

Jeg tror, du har fat i noget, Flemming Riedel.
Det er også faldet mig for brystet, at anklagerne mod Lizette er så præcist timede og synkroniserede, at det ligner et planlagt karaktermord.
Det er farligt for retssikkerheden, at det kan lade sig gøre, at oppiske en inkvisitionsmentalitet uden, at anklagerne overhovedet trykprøves og uden, at der vises interesse for, hvem iscenesætterne er.

Jeg tror, du har fat i noget, Flemming Riedel.
Det er også faldet mig for brystet, at anklagerne mod Lizette er så præcist timede og synkroniserede, at det ligner et planlagt karaktermord.
Det er farligt for retssikkerheden, at det kan lade sig gøre, at oppiske en inkvisitionsmentalitet uden, at anklagerne overhovedet trykprøves og uden, at der vises interesse for, hvem iscenesætterne er.

Hvad blev der dog af mit indlæg... var jeg for direkte ... Jeg har tidligere arbejdet under inkompetente chefredaktører... Jeg kritiserede og nu er mit indlæg væk, hvor er friheden til at udtale sig blevet af ???

Chefredaktør Niels Jespersen - 1000 tak for at fremlægge dit dilemma som ansvarshavende og for at holde fast i, at det netop kræver mod (samme tak til og respekt for Jonas Larsen) at stå frem. Det handler jo slet ikke om tidslængden ift., hvornår krænkelsen er sket, men netop om princippet : misbrug af magt.

Arh Dorthe, selvfølgelig betyder tidslængden da noget. Selv rigtige forbrydelser er underlagt en tidslængde.
Alle (er min påstand) har foretaget sig et eller andet åndsvagt i sit liv, og skal man så pludselig stå til ansvar for noget man har sagt eller gjort for 20 år siden. Det er åbenlyst forkert, med mindre det er et mord eller andet voldsomt. Så din kommentar tror jeg du skal gen-tænke. Alle kan jo blive klogere og et bedre menneske med tiden.

Det er fint alle siger, hvad de mener her. Bare det gøres i ordentlig tone. Måske er min tanke helt uden for skiven, men alle skriver om misbrug af magt, hvilket misbrug, hvad kunne LR gøre ham, hun var ikke formand i 2019
for FH, og det var i festligt lag. Hun ville da til hver en tid blive den lille, hvis han havde råbt op, eller bare bedt hende lade være med det, da det føltes ubehageligt. Magtmennesker, dem skal man ikke ligge under for. Man skal lære børn og unge fra barnsben, at det er okay at sige nej, når man enten ved noget er galt eller føles galt, sige fra. Jeg lærte det som barn og har lært mine elever og eget barn , nu voksen det samme.

Noget stemmer ikke. LR lød meget overrasket over beskyldningerne og virkede ærlig, Hvis det er foregået sådan i flere år, og unge der har sagt fra er blevet forflyttet, så er hun en pokkers god skuespiller og to, hvorfor f.. rent ud sagt har man så stemt på hende som formand

Noget stemmer ikke. LR lød meget overrasket over beskyldningerne og virkede ærlig, Hvis det er foregået sådan i flere år, og unge der har sagt fra er blevet forflyttet, så er hun en pokkers god skuespiller og to, hvorfor f.. rent ud sagt har man så stemt på hende som formand

LR ser da ud til at være en rar ældre dame, der blot har udvist lidt venlighed over for de unge mænd,
disse kunne da blot have sagt fra, hvis det var dem så meget imod. Der er vel ikke diktatur inden for fagbevægelsen.