Det er forfriskende nye toner, der lyder fra Danmarks nye Socialdemokratiske Regering, når det kommer til arbejdsmarkedspolitikken.
Landets dugfriske Statsminister, Mette Frederiksen har tidligere til Politiken udtalt, at det er op til markedskræfterne og politikerne at sørge for, at der er nok jobs nok til alle. Nu lyder det fra den nyudnævnte Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, at tiden er inde til at tage et opgør med tanken om, at straf alene gennem økonomiske incitamenter skaffer flere hænder til arbejdsmarkedet. Det er så arbejder-englene synger!
Det er så arbejder-englene synger
Men lad os dog tage det sidste skridt fuldt ud og give håndslag på også at gøre op med den trætte frase om, at det skal kunne betale sig at arbejde, der om noget var det golde borgerlige kampråb der akkompagnerede en asocial og ulighedsskabende arbejdsmarkedspolitik.
Ét er at ønske et opgør med konkurrencestaten, noget andet er faktisk at tage et opgør med de strømninger, der er konsekvensen af denne, eksempelvis hetzen på de arbejdsløse. Logikken i konkurrencestaten er, at det er arbejdstageren, der skal skabe jobbene – ikke politikere og markedskræfterne. Ideen er, at jobs på magisk vis opstår så længe, at der er nok, der står til rådighed for arbejdsmarkedet og kan presse lønningerne ned ved at konkurrere om det samme arbejde. Derfor indføres hetzen mod de syge og jobsøgende for at gøre det så ulideligt som muligt at stå udenfor konkurrencen.
Det skal være ulideligt at stå udenfor konkurrencen
Sætningen ”skal det kunne betale sig at arbejde” retfærdiggør disse ubehageligheder ved at påpege noget i sig selv åbenlyst, men underliggende mistillidsskabende. For hvem er det, der ikke gider arbejde, hvis det ikke kan betale sig? Alle der står udenfor arbejdsmarkedet må det lyde. Det er naturligvis absurd og blindt overfor alle de sociale faktorer, der kan spille ind på denne situation, men det er en enkel – og ekstrem effektiv, forklaring, der har ført til forringelser af mangt en ydelse.
Når man insisterer på at køre med på, at "det skal kunne betale sig at arbejde"-diskursen, så risikerer Socialdemokratiet at køre med på en logik, der bedst hører sig til blandt verdensfjerne CEPOS roligans. Menneskesynet, der gemmer sig bag denne liberalistiske hymne afspejler en forståelse af et grundlæggende dovent menneske, der skal drives af økonomiske incitamenter, før det søger arbejde.
Det er en forståelse af arbejdsløshed, der individualiserer ansvaret for at være i beskæftigelse og flytter ansvaret for jobskabelsen væk fra markedskræfterne eller politikeren og over på arbejdstageren. Præcis den logik, som Mette Frederiksen ellers ønsker et opgør med. Når syge og arbejdsløse udstilles som dovne og kynisk beregnende i den offentlige debat, som vi så det med eksempelvis Fattig Karina for at retfærdiggøre nedskæringer i de sociale ydelser, er vi gået for langt. At sige, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”, er ikke bare et produkt af denne politik, men medvirkende til den kan fastholdes.
Lad os samle Danmark igen - og lad os få sproget til at gøre det med
Man kan ikke sætte mennesket før markedet, så længe man har et system organiseret omkring, at mennesket skal være afhængige af at være på arbejdsmarkedet for at opleve tryghed om understøttelse og en værdig behandling af systemet. Det er som at ae borgernes kind med den ene hånd og stikke dem en flad med den anden. Derfor kræver Mette og Peters ønsker om et opgør med konkurrencestaten et opgør med en markedscentreret diskurs og en forfølgelse af tillidsbaseret reformer.
Tiden er kommet til at anerkende, at det sprogbrug man benytter, må spejle de værdier, der ligger i ens politik. Vi er stærkest, når vi står sammen, så lad os samle Danmark igen - og lad os få sproget til at gøre det med.
Kommentarer
Godt indlæg.
Men slagordet "det skal kunne betale sig at arbejde" er fint. Det skal bare rettes mod dem der ikke arbejder: "kapitalejerne".
Prøv at se på de store selskaber og se, hvad der udbetales i udbytte sammenholdt med hvad der udbetales i lønninger.
I de fleste firmaer er lønninger og udbytteudbetaling i samme størrelsesorden. Dvs at hver gang en arbejder tjener en ugeløn får "aktionæren" også en ugeløn.
I dagens Danmark kan det ikke betale sig, at arbejde. Det kan bedre betale sig at være "aktionær".
Det skal ikke kunne betale sig, at være på passiv forsørgelse via aktieudbytter. Det skal kunne betale sig at arbejde.
Bevar slagordet!!!
Flot Artikel
Det har altid kunne betale sig at arbejde i Danmark, fordi vi har indrettet velfærdsstaten, sådan, at den arbejdende befolkning bliver belønnet via løn og fradrag. Den del af befolkningen, der omvendt modtager “ydelser” fra det offentlige, bliver jævnligt mindet om deres rolle, med blandt andet udsagnet “Det skal kunne betale sig at arbejde”. Modtagerne af den offentlige støtte føler sig ofte set ned på og stigmatiseret. Der er meget stor prestige i, at have et arbejde og en høj stilling i samfundet. Frasen “Det skal kunne betale sig at arbejde”, som fordomsfuld opfattelse af menneskers ønsker om at få et godt liv, hvilket bliver beskrevet og analyseret helt skarpt i artiklen. “Det skal kunne betale sig at arbejde” er et liberalistisk credo fra en svunden tid.