Det kan ikke være anderledes. Menneskeheden står foran vores hidtil største udfordring: Den menneskeskabte klimakrise. Alvoren er ikke til at misforstå.

Vores civilisation og i sidste ende menneskehedens overlevelse er på spil. Kun de allermest ekstreme er uenige i målet om at få styr på klimaforandringer.

Hvordan skal vi løse den krise, som de selvforskyldte klimaforandringer udgør

Men lige så enkel, som erkendelsen af klimakrisen er, lige så kompliceret og fyldt med dilemmaer løsningerne - især i et demokrati, hvor borgernes opbakning er bydende nødvendig.

Særligt et dilemma melder sig i klimakampen: Hvordan skal vi løse den krise, som de selvforskyldte klimaforandringer udgør, samtidig med at vi fastholder og styrker vores levestandard verden over?

Yderst ressourcekrævende samfundsmodel

Smørhullet Danmark er ingen undtagelse. Vi er ikke kommet gratis til vores levestandard. Vores højtbesungne samfundsmodel er yderst ressourcekrævende.

Det har kostet blod, sved og tåre samt ikke mindst alt for store mængder CO2 at skabe den vækst, som muliggør Danmarks position som et af verdens rigeste samfund.

Men med et klimakrise-ur, der har rundet midnat, er CO2-skabt vækst ikke længere en farbar vej at betræde. Vi skal andre veje.

To ekstreme veje fører begge blindt

Man støder i debatten ofte på to veje, der fører i hver sin uholdbare retning.

Den ene er en samfundsomvæltende og vækstkritisk model med individuelle løsninger for øje; såsom kødfrie dage og togrejser til syden.

Begge løsninger er urealistiske.

Den anden er en markedsdogmatisk model, hvor man i al for høj grad overlader udviklingen til markedet og individets evne til at tøjle sin grådighed.

Begge løsninger er urealistiske.

Den første vil koste arbejdspladser, vækst og velstand. Og som konsekvens den folkelige opbakning til den grønne omstilling. Den anden vil skabe arbejdspladser, vækst og velstand, men kun lige indtil jordkloden ikke længere kan følge med – et stadie vi strengt taget allerede er nået.

Behov for vækst og velstand

Vores samfundsmodel kræver vækst og velstand. Men det kan ikke længere være CO2-skabt. Vi må derfor finde et kompromis, hvor vi foretager de nødvendige samfundsforandringer, samtidig med at vi skaber velstand og arbejdspladser igennem grøn vækst.

Lad mig derfor anslå en tredje vej. Et socialdemokratisk kompromis.

Hvor CO2-udslippet sænkes og velstanden stiger. Hvor arbejdspladser skabes og velfærden bevares. Hvor Danmark forbliver velstående og kan agere forbillede for resten verdenen. Hvor vejen til en retfærdig omstilling går gennem et grønt og bæredygtigt industrisamfund.

’Et grønt industrisamfund’ skal ikke kun imødekomme klimakrisen.

Den folkelige opbakning er pinedød nødvendig, når samfundet står foran store forandringer. I den henseende er jeg særligt bekymret for en udvikling, der fulgte med globaliseringen, da den buldrede ind over Vesten.

Globaliseringens elitære arrogance og tonedøvhed 

En elitær arrogance og tonedøvhed betød, at arbejderklassen betalte en enorm pris for globaliseringens idealer.

De politiske beslutninger, der var grundlagt i disse idealer, gav dødsstødet til mange af de vestlige industriområder.

Konsekvensen for arbejderklassen var en øget arbejdsløshed og utryghed, der kom til udtryk ved en mistillid til de liberale demokratier.

Håndterer vi klimakrisen på samme måde som vi håndterede globaliseringen, så er klimakampen tabt på forhånd.

De industriområder og lokalsamfund, der har lidt allermest som følge af globaliseringen, er dem, hvor Trump, Brexit og Le Pen nyder stor opbakning.

’Et grønt industrisamfund’ forsøger netop at adressere denne utryghed og mistillid. Det er åbenlyst, at håndterer vi klimakrisen på samme måde som vi håndterede globaliseringen, så er klimakampen tabt på forhånd.

De illiberale kræfter, der gødes af en utryg arbejderklasse og en mistillid til demokratiet, er notoriske klimaskeptikere.

Må gentage fortidens succes

I dette lys bliver socialdemokratismen som idé for alvor re-legitimeret efter at have trådt i et ideologisk dødvande siden 90erne.

Præcis som socialdemokrater for 100 år siden bekæmpede ekstreme bevægelser ved at sikre fremgang og velstand i den brede befolkning, og gav demokratisk medindflydelse, skal socialdemokrater i dag gentage den succes.

Med fokus på arbejdspladser, uddannelse samt social og økonomisk retfærdighed i ‘et grønt industrisamfund’ kan vi sikre den folkelige opbakning til klimakampen.

Se gældsangsten i øjnene

Det kræver dog et opgør med den herskende økonomiske politik. Gældsangsten skal kigges i øjnene en sidste gang, inden vi vinker frygten farvel og byder gælden velkommen. Vi må erkende, vi hverken kan spare eller beskattes os til de nødvendige klimainvesteringer.

Men trods coronakrisens hårde slag mod dansk økonomi, står vi netop nu med en gyldengrøn mulighed for at gældsfinansiere den grønne omstilling.

Først skal vi dog sluge nogle budgetkameler. Vi kan ikke slås med rigide og arbitrære budgetforpligtelser i kampen mod klimaforandringerne. Det vil de kommende generationer ikke tilgive.  

For hvem tror ærligt, at lykken er at være økonomisk gældfri på en ramponeret jordklode?

Grøn gæld sikrer morgendagens velstand 

Foretager vi de nødvendige investeringer og slipper fortidens dogmer, kan vi vende klimakrisen til et grønt industrieventyr.

Danmark vil kunne fastholde sin førerposition som en grøn industrination, hvor efterspørgslen på danske teknologier og produkter samt ’know how’ vil skabe massevis af arbejdspladser til stor som lille, til hånd som hoved.

Morgendagens velstand vil i sidste ende vokse ud af de gældsfinansierede grønne investeringer vi foretager i dag.

Solidarisk fordeling af klimaregningen

Sætter vi som samfund fokus på uddannelse, gode arbejdspladser og en solidarisk fordeling af klimaregningen kan vi skabe en social retfærdig grøn omstilling.

Med et grønt industrisamfund siger vi farvel til globaliseringens største luftkastel: Videnssamfundet.

Det er afgørende, hvis vi skal undgå, at klimakamp bliver til klassekamp, hvor store dele af befolkningen bliver overset og hvor globaliseringens vindere fortsætter deres optur på bekostning af almindelige lønmodtagere.

Med et grønt industrisamfund siger vi farvel til globaliseringens største luftkastel: Videnssamfundet.

Nu skal vi igen satse massivt på hjemlig produktion og gode industriarbejdspladser til høj som lav.

Det er et tiltrængt opgør med den herskende klasses samfundsforestillinger og globaliseringen.  

Får de lov til at diktere den grønne omstilling, som de dikterede globaliseringen, vil vælgerne vende sig mod den grønne omstilling, som de gjorde mod globaliseringen. Og så vil klimakampen være tabt.