Annonce

Hvad skete der med Løkkes grønne løfter?

Det største slagnummer er også blevet det største bluffnummer. Finansloven indeholder flere skattelettelser end midler til grøn omstilling.
Hvis Løkkes finanslov skulle filmatiseres ville det være oplagt med et afsnit af snobberne ”Fritz og Poul” fra Rytteriet. I finanslovsaftalen prioriteres nemlig billigere jetfly og lystbåde, mens der samtidig skæres ned på velfærden og fællesskabet.

Hvis Løkkes finanslov skulle filmatiseres ville det være oplagt med et afsnit af snobberne ”Fritz og Poul” fra Rytteriet

Og så indeholder aftalen flere skattelettelser end midler til den samlede grønne omstilling. Der er så at sige flere dyre vaner end store visioner. Fritz og Poul kunne ikke have skrevet det bedre selv. Men helt ærligt. Satire skal jo udstille, når vi opfører os tosset. Ikke efterlignes i virkeligheden.

Mere til skattelettelser end til grøn indsats

Hvis klimaet kunne reddes af spin, skåltaler fra Statsministeren og dyre reklamekampagner, så havde Venstre været godt på vej. De har malet deres logo grønt. Men de havde vist glemt den brede grønne pensel, da de forhandlede finanslov. For hvad blev der egentlig af Løkkes grønne løfter?

De har malet deres logo grønt. Men de havde vist glemt den brede grønne pensel, da de forhandlede finanslov

Finanslovsaftalen er 70 sider lang. 16 af dem hører under overskriften ’Udlændinge’. 5 sider omhandler alt det grønne. Både klima, natur og miljø. Tilsammen. Regeringen har fundet plads til nye grønne initiativer for cirka 450 millioner kroner i 2019. Det er ikke det laveste tal, den her regering har præsteret, men i lyset af klimakrisen, giftstoffer i drikkevandet, plastforurening i os alle og en natur på tilbagegang er det ikke specielt imponerende.

Særligt ikke, når man samtidig kan se, at regeringen har fundet 500 miollioner årligt til skatte- og afgiftslettelser. Mens skolebørn demonstrerer på gaden for større klimaambitioner mente regeringen åbenbart, at vi havde mere presserende brug for billigere jetfly og lystbåde.

1 millioner blev til tusind grønne biler

Læg dertil at det største slagnummer også blev det største bluffnummer. Ved åbningsdebatten proklamerede Lars Løkke stolt, at regeringens politik vil føre til, at der i 2030 er 1 millioner grønne biler. Det lød for godt til at være sandt, og som Pio hurtigt havde fat i var det også lige præcis, hvad det var.

Temmelig pinligt for statsministeren

Løkkes udsagn er siden blevet totalt gennemhullet. Først viste det sig, at regeringen maksimalt havde penge til 10.000 nye grønne biler. Temmelig pinligt for statsministeren. Men det skulle vise sig at blive endnu værre, da Politiken kunne afsløre, at det faktisk kun var tusind flere grønne biler, regeringens politik ville medføre. Og senest viser et nyt notat fra Klimaministeriets embedsmænd, at Løkkes løfte om den ene million grønne biler ikke rigtig kan forsvares.

Prøv selv at læs den her sætning og overvej, hvor mange forbehold man egentlig kan skrive ind i en enkelt sætning. Embedsmændene mener, at Løkkes løfte om 1 million grønne biler er: ”behæftet med betydelig usikkerhed og skal ses som en illustration af den potentielle effekt af et muligt forløb”. Det er djøf’sk og betyder: ”Vi vil meget gerne forsvare vores minister, men han gør det virkelig ikke nemt”.

Overskrifter fremfor omstilling

Sandheden er nok, at Løkke helt bevidst oversolgte regeringens politik. Fordi det vigtigste faktisk var de grønne overskrifter. Ikke den grønne omstilling.

Sandheden er nok, at Løkke helt bevidst oversolgte regeringens politik

Man kan sige regeringen allerede kom i mål, da de holdt pressemøde. Klimaministeren indrømmede senere, at det slet ikke var meningen at hele regeringens plan skulle forhandles inden et valg. Den indrømmelse har regeringen netop lige bevist sandheden i med deres finanslov helt uden grønne biler – men til gengæld med billigere jetfly og lystbåde.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Folketingsmedlem og beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet.


Flere artikler om emnet