Kronik: Klimakrisen kalder på et socialdemokratisk kompromis

Hverken samfundsomvæltende vækstkritik eller blind tro på markedet kan løse klimakrisens udfodringer. Det kræver i stedet et socialdemokratisk kompromis.
Foto: Colourbox
Det 21. århundrede kalder på markante samfundsforandringer.

Det kan ikke være anderledes. Menneskeheden står foran vores hidtil største udfordring: Den menneskeskabte klimakrise. Alvoren er ikke til at misforstå.

Vores civilisation og i sidste ende menneskehedens overlevelse er på spil. Kun de allermest ekstreme er uenige i målet om at få styr på klimaforandringer.

Hvordan skal vi løse den krise, som de selvforskyldte klimaforandringer udgør

Men lige så enkel, som erkendelsen af klimakrisen er, lige så kompliceret og fyldt med dilemmaer løsningerne - især i et demokrati, hvor borgernes opbakning er bydende nødvendig.

Særligt et dilemma melder sig i klimakampen: Hvordan skal vi løse den krise, som de selvforskyldte klimaforandringer udgør, samtidig med at vi fastholder og styrker vores levestandard verden over?

Yderst ressourcekrævende samfundsmodel

Smørhullet Danmark er ingen undtagelse. Vi er ikke kommet gratis til vores levestandard. Vores højtbesungne samfundsmodel er yderst ressourcekrævende.

Det har kostet blod, sved og tåre samt ikke mindst alt for store mængder CO2 at skabe den vækst, som muliggør Danmarks position som et af verdens rigeste samfund.

Men med et klimakrise-ur, der har rundet midnat, er CO2-skabt vækst ikke længere en farbar vej at betræde. Vi skal andre veje.

To ekstreme veje fører begge blindt

Man støder i debatten ofte på to veje, der fører i hver sin uholdbare retning.

Den ene er en samfundsomvæltende og vækstkritisk model med individuelle løsninger for øje; såsom kødfrie dage og togrejser til syden.

Begge løsninger er urealistiske.

Den anden er en markedsdogmatisk model, hvor man i al for høj grad overlader udviklingen til markedet og individets evne til at tøjle sin grådighed.

Begge løsninger er urealistiske.

Den første vil koste arbejdspladser, vækst og velstand. Og som konsekvens den folkelige opbakning til den grønne omstilling. Den anden vil skabe arbejdspladser, vækst og velstand, men kun lige indtil jordkloden ikke længere kan følge med – et stadie vi strengt taget allerede er nået.

Behov for vækst og velstand

Vores samfundsmodel kræver vækst og velstand. Men det kan ikke længere være CO2-skabt. Vi må derfor finde et kompromis, hvor vi foretager de nødvendige samfundsforandringer, samtidig med at vi skaber velstand og arbejdspladser igennem grøn vækst.

Lad mig derfor anslå en tredje vej. Et socialdemokratisk kompromis.

Hvor CO2-udslippet sænkes og velstanden stiger. Hvor arbejdspladser skabes og velfærden bevares. Hvor Danmark forbliver velstående og kan agere forbillede for resten verdenen. Hvor vejen til en retfærdig omstilling går gennem et grønt og bæredygtigt industrisamfund.

’Et grønt industrisamfund’ skal ikke kun imødekomme klimakrisen.

Den folkelige opbakning er pinedød nødvendig, når samfundet står foran store forandringer. I den henseende er jeg særligt bekymret for en udvikling, der fulgte med globaliseringen, da den buldrede ind over Vesten.

Globaliseringens elitære arrogance og tonedøvhed 

En elitær arrogance og tonedøvhed betød, at arbejderklassen betalte en enorm pris for globaliseringens idealer.

De politiske beslutninger, der var grundlagt i disse idealer, gav dødsstødet til mange af de vestlige industriområder.

Konsekvensen for arbejderklassen var en øget arbejdsløshed og utryghed, der kom til udtryk ved en mistillid til de liberale demokratier.

Håndterer vi klimakrisen på samme måde som vi håndterede globaliseringen, så er klimakampen tabt på forhånd.

De industriområder og lokalsamfund, der har lidt allermest som følge af globaliseringen, er dem, hvor Trump, Brexit og Le Pen nyder stor opbakning.

’Et grønt industrisamfund’ forsøger netop at adressere denne utryghed og mistillid. Det er åbenlyst, at håndterer vi klimakrisen på samme måde som vi håndterede globaliseringen, så er klimakampen tabt på forhånd.

De illiberale kræfter, der gødes af en utryg arbejderklasse og en mistillid til demokratiet, er notoriske klimaskeptikere.

Må gentage fortidens succes

I dette lys bliver socialdemokratismen som idé for alvor re-legitimeret efter at have trådt i et ideologisk dødvande siden 90erne.

Præcis som socialdemokrater for 100 år siden bekæmpede ekstreme bevægelser ved at sikre fremgang og velstand i den brede befolkning, og gav demokratisk medindflydelse, skal socialdemokrater i dag gentage den succes.

Med fokus på arbejdspladser, uddannelse samt social og økonomisk retfærdighed i ‘et grønt industrisamfund’ kan vi sikre den folkelige opbakning til klimakampen.

Se gældsangsten i øjnene

Det kræver dog et opgør med den herskende økonomiske politik. Gældsangsten skal kigges i øjnene en sidste gang, inden vi vinker frygten farvel og byder gælden velkommen. Vi må erkende, vi hverken kan spare eller beskattes os til de nødvendige klimainvesteringer.

Men trods coronakrisens hårde slag mod dansk økonomi, står vi netop nu med en gyldengrøn mulighed for at gældsfinansiere den grønne omstilling.

Først skal vi dog sluge nogle budgetkameler. Vi kan ikke slås med rigide og arbitrære budgetforpligtelser i kampen mod klimaforandringerne. Det vil de kommende generationer ikke tilgive.  

For hvem tror ærligt, at lykken er at være økonomisk gældfri på en ramponeret jordklode?

Grøn gæld sikrer morgendagens velstand 

Foretager vi de nødvendige investeringer og slipper fortidens dogmer, kan vi vende klimakrisen til et grønt industrieventyr.

Danmark vil kunne fastholde sin førerposition som en grøn industrination, hvor efterspørgslen på danske teknologier og produkter samt ’know how’ vil skabe massevis af arbejdspladser til stor som lille, til hånd som hoved.

Morgendagens velstand vil i sidste ende vokse ud af de gældsfinansierede grønne investeringer vi foretager i dag.

Solidarisk fordeling af klimaregningen

Sætter vi som samfund fokus på uddannelse, gode arbejdspladser og en solidarisk fordeling af klimaregningen kan vi skabe en social retfærdig grøn omstilling.

Med et grønt industrisamfund siger vi farvel til globaliseringens største luftkastel: Videnssamfundet.

Det er afgørende, hvis vi skal undgå, at klimakamp bliver til klassekamp, hvor store dele af befolkningen bliver overset og hvor globaliseringens vindere fortsætter deres optur på bekostning af almindelige lønmodtagere.

Med et grønt industrisamfund siger vi farvel til globaliseringens største luftkastel: Videnssamfundet.

Nu skal vi igen satse massivt på hjemlig produktion og gode industriarbejdspladser til høj som lav.

Det er et tiltrængt opgør med den herskende klasses samfundsforestillinger og globaliseringen.  

Får de lov til at diktere den grønne omstilling, som de dikterede globaliseringen, vil vælgerne vende sig mod den grønne omstilling, som de gjorde mod globaliseringen. Og så vil klimakampen være tabt.

Malthe Johan Poulsen er lokomotivfører og tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet.

placeholder

Kommentarer

Det begynder åbenbart at blive alvor for en ældre herre som jeg - jeg skal nok til lommerne, når vi skal løse "klimakrisen".
Mit problem er at jeg ikke kan få øje på nogen som helst klimakrise, og jeg har slet ikke forstået at der skulle være en sammenhæng mellem temperaturen på jorden og CO2-indholdet i atmosfæren. Jeg har ellers læst en del geologi gennem tiden, og det er da rigtig at der geologisk set er store udsving i såvel temperatur som CO2. CO2-indholdet i atmosfæren faktisk temmelig lavt for tiden sammenlignet med tidligere tider, som fx tiden hvor dinosaurerne levede. Nogle gange stiger CO2-indholdet uden at temperaturen stiger, andre gange er det omvendt. Der synes derfor ikke at være nogen kausal sammenhæng mellem CO2-indholdet i atmosfæren og jordens temperatur. Så inden der skal findes løsninger på klimakrisen, så tænker jeg at det er på tide at "klimakrisen" bliver defineret knivskarpt.
Jeg giver ikke fem potter pis for Parisaftalen og IPCC's forskere der flyver på 1. klasse til alle deres mange konferencer. IPCC bedriver ikke forskning, og de tilknyttede "forskere" bedriver politik, og de laver masser af datalogiske klimamodeller. Ikke en eneste af de modeller kan imidlertid bruges "baglæns", dvs. de kan ikke forklare de historiske data, hvorfor de er ikke pålidelige.
Skrot venligst al den snak om klimakrise.
Ja, det bliver tilsyneladende stadig lidt varmere, hvilket er dejligt for mennesker, dyr og planter, og ja, havet stiger nogle cm om året; det bør vi forberede os på. At CO2-indeholdet i atmosfæren øges lidt, er til gengæld kun godt for planterne og kloden.

Korrektion: Havet stiger nogle mm om året, ikke cm.

Jeg har også interesseret mig en del for emnet og jeg kan heller ikke få øje på nogen kausal sammenhæng mellem CO2 og temperatur.

Men på linje med hvad den katolske kirke gjorde i fordums tid, er det lykkedes at overbevise store dele af befolkningen om at dommedag er nær. Så nu er vi villige til af købe aflad for milliarder.

Det er et verdens problem og kan kun løses af samarbejde med alke verdens regeringer for at det skal lykkes!!! Der er tiltag fra EU incl Danmark !
Spørgsmålet er om man får vækket de andre ikke mindst Sovjet, Kina, Indien og alle de andre !
Man kan tvinge en hest til truet men ikke tvinge den til at drikke!!!!

Når klimakrisen er menneskeskabt må løsningen jo være en begrænsning af befolkningstilvæksten. Jordens befolkning er tredoblet på 70 år til de nuværende ca. 7,8 milliarder fra ca. 2,5 milliarder i 1950. Derfor burde det være muligt ved udbredelse af prævention at befolkningen bliver halveret til ca. 4 milliarder i år 2100. Det gør ikke ondt ikke at blive født og løsningen er ikke en tredje verdenskrig, tværtimod burde man nedlægge våbenindustrien og afskaffe millitæret, ingen af delene gavner klimaet eller miljøet og koster ca. 11.000 milliarder på verdensplan iflg. oplysning for nylig i div. medier.
Hvis en bondemand, som eksempel, har sat 20 grise ind i en grisesti beregnet til 12 grise og grisene derved bider hinanden og forurener stien, løser han jo ikke problemet ved at sætte flere grise ind i grisestien, men ved at fjerne halvdelen af grisene.

Annonce