I åbningstalen i starten af oktober lød det flot
I åbningstalen i starten af oktober lød det flot, da han talte om en million el-, brint- og hybridbiler. Men der var nok en grund til at Løkke ventede en hel uge med at udlevere papirerne om regeringens politik. Netavisen Pio var blandt de første der afslørede, at målet slet ikke var et mål men blot et gæt.
Dernæst viste det sig, at regeringens egen politik kun giver 1.000 grønne biler, og regeringen har i øvrigt kun penge til, at der bliver solgt 10.000 de kommende år. En helt klassisk Løkke: Går den så går den. Som en brugtvognsforhandler, der annoncerer en Tesla, men i virkeligheden har en Trabant til salg.
Læg dertil at transportområdet jo faktisk er det stærkeste element i regeringens klimaplan. Målet om at komme af med benzin- og dieselbiler er jo et skridt i den rigtige retning fra en regering, som ellers tre år i træk har gjort de gammeldags fossile biler billigere og klimaproblemet i transporten større.
Ironisk nok står det sort på hvidt i planen, at Danmark – hvis man gennemfører regeringens plan – IKKE vil leve op til vores EU-krav
Men vi er tydeligvis ikke i mål. Ironisk nok står det sort på hvidt i planen, at Danmark – hvis man gennemfører regeringens plan – IKKE vil leve op til vores EU-krav. Planen reducerer kun Danmarks CO2-udledning med 26 ud af de 32-37 mio. tons CO2, som EU har pålagt os at reducere inden 2030.
Regningen sendes med andre ord videre til nogle andre – går den, så går den.
Landbruget står for 22 procent af Danmarks CO2-udledning. Præcis lige som meget som der udledes fra transportsektoren. Og landbruget står også for 94 procent af den danske ammoniakudledning, som bidrager til luftforurening. Alligevel holder regeringen igen – præcis som med landbrugspakken – hånden over landbruget og lader klima og miljø betale prisen. Den ansvarlige minister siger, at der ikke er andet at gøre end at skyde dyrene, hvis man vil reducere klimabelastningen.
Socialdemokratiet vil sikre, at også landbruget bidrager til klimaløsningen
Til trods for at både regeringens eksperter og i øvrigt landbruget selv kan pege på mange succeshistorier og muligheder. Socialdemokratiet vil sikre, at også landbruget bidrager til klimaløsningen og reducerer sin udledning af klimagasser, og blandt andet sikre mere jordbytte, så vi kan binde større mængder CO2 i landbrugsjorden.
Endelig har regeringen – igen som de gjorde i energiudspillet – helt droppet indsatsen for at spare på energien i vores boliger. Det er svært at forklare hvorfor. Klimaet har brug for en ambitiøs indsats. Den grønne omstilling bliver dyrere, hvis ikke vi sparer på energien i vores bygninger. Og sidst men ikke mindst er det en gigantisk styrkeposition for dansk erhvervsliv.
Den risikerer vi at miste, hvis regeringen kommer igennem med at gøre ingenting, og det er nok også derfor, at en række tunge erhvervsledere og fagbevægelsen i klartekst fortæller, hvad det vil koste i tabte arbejdspladser og faldende eksport.
Der er brug for en ambitiøs indsats der omfatter alle områder – ikke bare transport
Klimavidenskaben taler sit tydelige sprog. Der er brug for en ambitiøs indsats der omfatter alle områder – ikke bare transport. Og der er brug for, at vi sætter tempoet i vores omstilling op.
Det er baggrunden for, at Socialdemokratiet vil ændre klimaloven, så vi ikke længere sigter mod fossilfrihed i 2050. De sorte energiformer skal hurtigere på pension og derfor vil vi rykke deadline frem til 2045.
Løkke er klog nok. Han ved godt, han ikke kan snyde klimaet. Men han tror åbenbart stadig, at han kan snyde vælgerne og os andre. Det skal han ikke have lov til.