Danmark udviser to russiske diplomater

Danmark har - sammen med 13 andre EU-lande - udvist en række russiske diplomater som følge af det påståede russiske giftangreb i Storbritannien.
To russiske diplomater bliver udvist af Danmark efter angrebet på den tidligere russiske dobbeltspion Sergej Skripal og hans datter i byen Salisbury i Storbritannien. Det meddelte udenrigsministeren i dag.

Flere EU-lande annoncerede mandag deres egne diplomatiske sanktioner mod Rusland, der beskyldes for at stå bag giftangrebet i Salisbury. Det stod klart fredag efter et EU-topmøde i Bruxelles.

”Det er et spørgsmål om at sende et meget klart signal om, at det her er helt uacceptabelt,” sagde udenrigsminister Anders Samuelsen på pressemødet.

Udenrigsministeren kalder beslutningen "helt ekstraordinær" i lyset af, at Danmark kun én gang tidligere har udvist en russisk diplomat.

På Twitter fulgte statsministeren op med et engelsk-sproget tweet med samme ordlyd.

Fra Socialdemokratiet er der “fuld opbakning” til regeringens beslutning, skriver politisk ordfører Nicolai Wammen.

Også Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen udtrykker støtte til regeringens beslutning.

"Vi bakker det fuldstændigt op. Sanktionen er utrolig skarp, så det er virkelig noget, der vil vække genlyd i Rusland," siger han til Ritzau.

13 andre EU-lande fulgte også op med sanktioner. I Tyskland drejer det sig for eksempel om fire diplomater, mens USA udviser hele 60 af slagsen.

Rusland svarede prompte igen ved at udvise to danske diplomater.

Rusland: Briterne udnytter jeres solidaritet
En talsmand fra det russiske udenrigsministerium, Maria Zakharova, mente at den fælleseuropæiske aktion var misforstået, set i lyset af at briterne jo står til at forlade EU næste år.

"Storbritannien forlader den europæiske familie. Ingen har aflyst Brexit og skilsmisseprocessen er i fuld gang," skrev Maria Zakhorava ifølge Reuters på Facebook og fortsatte:

"Et land som er i gang med at forlade den europæiske union udnytter de andres solidaritet og efterlader de tilbageværende lande med et dårligere forhold til Rusland."

David Troels Garby-Holm er konstitueret chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook