Kommunernes Landsforening (KL) efterlyser flere penge fra regeringen i forhandlingerne om en aftale for næste års økonomi.
Og så vender Københavns teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen (EL), tilbage på Københavns Rådhus på mandag efter at have været sygemeldt på ubestemt tid.
Det er blot nogle af historierne i dagens Aktuelt.
Det danske bidrag til klodens fattigste er på sit laveste niveau siden slutningen af 1970’erne.
I 2018 gav Danmark mindre til humanitære kriser og fattigdomsbekæmpelsen, end vi har gjort i de seneste 40 år. Det viser beregninger, som Altinget har lavet på baggrund af de nyeste tal fra OECD, Udenrigsministeriet og Finansministeriet.
Støttepartier kræver handling, men der er en række velfærdsløfter, der kommer først, siger udviklingsminister Rasmus Prehn (S).
”Det er regeringens ambition at fastholde de 0,7 procent. Der er fem lande, som lever op til FN's målsætning om at give 0,7 procent af BNI, og vi vil blive i den superliga.”
Læs mere her.
Onsdag landede regeringen og Danske Regioner en økonomisk aftale for 2020, der styrker sundheden med 1,5 milliard og sløjfer det udskældte omprioriteringsbidrag.
Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) forhandler stadig om en aftale for næste års økonomi.
KL-formand Jacob Bundsgaard (S) efterlyser både tempo og flere penge ved forhandlingsbordet.
"Vi synes, at det går meget langsomt i forhandlingerne. Der mangler grundlæggende en forståelse for, at udgifterne stiger til det specialiserede socialområde, og at opgaver går fra sygehuse til kommuner."
"Og vi oplever ikke, at regeringen anerkender, at der skal flere penge på bordet bare for at opretholde serviceniveauet. Vi er meget langt fra hinanden," siger Jacob Bundsgaard til Ritzau ifølge Jyllands-Posten.
Læs mere her.
Teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Ninna Hedeager Olsen (EL), vender tilbage til sit embede mandag d. 9. september.
Hun blev sygemeldt på ubestemt tid, efter det kom frem, at en mand var mistænkt for voldtægt af en kvindelig gæst til en fest, som blev holdt i Ninna Hedeager Olsens lejlighed d. 31. marts.
I august kunne Ekstra Bladet og Jyllands-Posten afsløre, at den sygemeldte borgmester – mens hun var sygemeldt – havde serveret for gæster på en venindes kro på Tunø.
Efter ønske fra forvaltningen i Københavns Kommune fremlagde Ninna Hedeager Olsen en lægeerklæring som dokumentation for sit sygefravær.
Læs mere her.
Gode og sunde samfundsøkonomiske forslag bliver reelt modarbejdet af regnemodellerne i Finansministeriet.
Sådan lyder meldingen fra Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
Anledningen er, at FH lancerer anbefalinger til de økonomiske ministerier om at indføre en række nye principper, som skal bidrage til at rette op på de skævheder, der er indbygget i Finansministeriets regneregler i dag.
”Der har længe været ubalance i regnemodellerne i Finansministeriet. De kan udregne samfundsgevinsterne ved at sænke skatten eller sociale ydelser. Men forbedringer af velfærd som fx mere personale i daginstitutioner og grundskoler eller flere hænder i sundhedsvæsenet – dét kan modellerne i dag kun beregne som en ren udgift, selvom det er med til at sikre bedre og mere arbejdskraft,” siger Lizette Risgaard.
Læs mere her.
Den hidtil eneste formandskandidat i Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, mener, at den nu afgående Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen blev uretfærdigt behandlet i det forløb, der endte med, at Løkke trak sig som formand.
Læs mere her.
Også Venstre-veteranen, tidl. integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, kritiserer behandlingen af Lars Løkke Rasmussen. Hun angriber især Venstres forretningsudvalg, som hun kalder for nogle ”usle hunde”.