Man kan måske forstå Mette Frederiksens ord som en umiddelbar, følelsesmæssig reaktion på den modbydelige terror fra Hamas.

Men senere, under mere velovervejede former, fastholdt Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, samme synspunkt i et interview med Information: Det er historieløst at se den historiske konflikt mellem Israel og Palæstina som konteksten for de aktuelle kamphandlinger.

Svært at se logikken

Rent logisk er det svært at se logikken i, at det skulle være ahistorisk at betragte noget historisk. Som historiker vil jeg tværtimod mene, at man faktisk kun kan blive klogere af at se på vores samtid med historiske briller.

Det gælder også den nuværende, ulykkelige krig. Man behøver såmænd ikke at gå helt tilbage til staten Israels oprettelse, og fordrivelsen af de oprindelige palæstinensiske indbyggere i 1948, selvom det kunne være fristende.

Vi kan nøjes med at gå tilbage til 1993.

Dengang blev den første Oslo-aftale indgået. Jeg er så gammel, så jeg selv oplevede det, og stadig husker det.

Måske husker Mette Frederiksen det også, selvom hun var en ung DSU’er på 16 dengang? 

Ikke mindst det ikoniske foto af Israels socialdemokratiske premierminister, Yitzhak Rabin, som trykker hånd med PLO-formand Yasser Arafat, iklædt palæstinatørklæde, på plænen foran det Hvide Hus, mens en synlig tilfreds Bill Clinton breder armene ud til omfavnelse i baggrunden.

Måske husker Mette Frederiksen det også, selvom hun var en ung DSU’er på 16 dengang? 

For det var jo hendes egen partifælle som stod der, og trykkede Arafat i hånden som tegn på, at han og Israel ville freden.

Mest hensigtserklæringer

Set i bakspejlet, og såmænd også i samtiden, er der meget kritisk at sige om Oslo-aftalen. Respekterede, palæstinensiske venstreintellektuelle som Edward Said og Hanan Ashrawi har kritiseret den for at give principielle indrømmelser til Israel, uden at palæstinenserne fik ret meget konkret igen.

Det er nok rigtigt. I det hele taget var aftalen karakteriseret ved hensigtserklæringer.

Men alligevel forekom den for mange i min generation at være et håb i mørket. PLO anerkendte staten Israels ret til at eksistere. Til gengæld anerkendte Israel PLO som repræsentant for det palæstinensiske folk.

Det blafrende lys af håb som Oslo-processen havde tændt, blæste imidlertid meget hurtigt ud

Samtidig udpegede Oslo-aftalen målet: En to-statsløsning, med en Israelsk og en Palæstinensisk stat som fredelige naboer.

Skridt på vejen skulle være afviklingen af de folkeretsligt ulovlige Israelske bosættelser på besat område, etablering af palæstinensisk selvstyre på Vestbredden og i Gaza og afholdelse af frie og demokratiske valg.

Det blafrende lys af håb som Oslo-processen havde tændt, blæste imidlertid meget hurtigt ud. Israel trak sig ganske vist ud af Gaza, men ikke fra Vestbredden. Der blev etableret en form for selvstyre, men i stedet for at afvikle bosættelserne som lovet, intensiverede Israel dem.

Den anden Intifada

De manglende fremskridt i processen underminerede PLO’s og selvstyrets autoritet, og i 2000 udbrød den såkaldte anden Intifada, et militant oprør blandt palæstinenserne, som Israel besvarede med kampvogne og luftangreb.

Mens det sekulære PLO og dets hovedkraft, Fatah, mistede anseelse og opbakning i takt med de manglende resultater, opstod nye, islamistiske grupper, herunder Hamas. Og da der i 2006 blev afholdt valg til det palæstinensiske selvstyre, fik Hamas 74 ud af 137 pladser.

Man kan med rette bebrejde palæstinenserne

Vesten nægtede at anerkende valget, og internt udbrød der en regulær borgerkrig mellem Hamas og Fatah. Resultatet blev, at Hamas satte sig tungt på magten i Gaza, og Fatah på Vestbredden. Valg har der ikke været noget af siden.

Man kan med rette bebrejde palæstinenserne, at de på den måde har forkludret og undergravet deres egne politiske organisationers legitimitet. Men skylden for, at Oslo-processen kørte af sporet, ligger i endnu højere grad på Israel. For ligesom blandt palæstinenserne var der grupper i Israel, der anså Oslo-aftalen for et forræderi.

Højrefløjens strategi

I 1995 blev Yitzhak Rabin skudt, ikke af en palæstinenser, men af en jødisk ekstremist. Året efter stillede højrefløjens Netanyahu op på et program om slut med forhandling med palæstinenserne, og blev valgt med 50,5 procent af stemmerne.

Selvom Arbejderpartiet kortvarigt var i spidsen for et forsøg på at genoplive processen i 2000-2001, så blev den reelt lagt død fra Israelsk side.

I stedet blev det højrefløjens strategi der blev herskende: at udvide bosættelserne, etablere en mur af beton og pigtråd mod de palæstinensiske områder, og i det hele taget slå uforholdsmæssigt hårdt ned på enhver form for palæstinensisk modstand, som man blandt andet har vist det ved gentagne bombninger i Gaza uden hensyn til civile tab.

Og i den Israelske regering indgår nu åbenlyst racistiske partier

På Vestbredden har det efterhånden i mange år hørt til dagens orden, at bevæbnede bosættere terroriserer lokale palæstinensere, ødelægger deres huse og afgrøder og fratager dem deres jord, mens Israelske sikkerhedsstyrker ser passivt til.

I selve Israel behandles indbyggere af arabisk herkomst på en måde, som respekterede menneskeretsorganisationer har karakteriseret som apartheid.

Og i den Israelske regering indgår nu åbenlyst racistiske partier, og politikere som omtaler palæstinensere som ”menneskedyr”.

Politiske lunser til Hamas

Flere israelske analytikere anklager ligefrem Netanyahu for, gennem sine sammenlagt 16 år ved magten i Israel, at have været med til at fremme Hamas.

Rationalet skulle være, at man ved på den ene side at undergrave selvstyrets autoritet på Vestbredden, og på den anden side smide små politiske lunser til Hamas, som midlertidige opblødninger af blokaden af Gaza, kunne opmuntre splittelsen mellem palæstinenserne indbyrdes.

Netanyahu og højrefløjens politik har været en ulykke

Uanset om man mener det sidste er sandt, eller smager for meget af konspirationsteori, så er det en uomtvistelig kendsgerning, at Netanyahu og højrefløjens politik har været en ulykke, ikke bare for palæstinenserne men også for israelerne.

Netanyahus løfte til israelerne var, at han, med sin nådes- og kompromisløse politik overfor palæstinenserne kunne ”håndtere konflikten” og garantere sikkerhed.

Men som den israelske krigsveteran og nuværende leder af fredsorganisationen ”Bryd tavsheden”, Avner Gvaryahu, har sagt det, så var det denne illusion om at ”håndtere konflikten”, som brød sammen den 7. oktober.

Ansvaret hos besættelsesmagten

Der er kun én realistisk måde at ”håndtere konflikten” mellem Israel og Palæstina på, og det er at få processen henimod en internationalt garanteret to-statsløsning tilbage på de skinner, den har været afsporet fra gennem mere end tyve år.

Og her kommer man ikke uden om, at ansvaret først og fremmest ligger hos besættelsesmagten.

I stedet for bestandigt at udvide de ulovlige bosættelser, må Israel begynde at afvikle dem. I stedet for at terrorisere palæstinensiske civile må Israel leve op til menneskerettigheder og international lov. I stedet for at undergrave og destabilisere selvstyret, må Israel indgå i et reelt samarbejde.

Fra Vesten kan vi hjælpe til, både ved at lægge pres på begge parter og facilitere en forhandlingsproces

Naturligvis skal der også stilles krav til palæstinenserne. Først og fremmes om, at enhver form for terror mod civile israelere ophører. Dernæst om, at væbnede angreb mod Israel i det hele taget indstilles, så længe der forhandles. Og endelig om, at der indføres demokratiske tilstande i både Gaza og på Vestbredden.

Fra Vesten kan vi hjælpe til, både ved at lægge pres på begge parter og facilitere en forhandlingsproces. Men også gennem massiv humanitær hjælp til Gaza og Vestbredden.

For hver gang vi viser en ung palæstinenser en vej ud af elendigheden, gennem uddannelse og arbejde, svækker vi ekstremisternes rekrutteringsgrundlag.

Det er den historiske kontekst

Kravet til palæstinenserne lyder i disse dage, at de skal holde op med at støtte de islamistiske ekstremister, som kun vil agere gennem vold og terror. Det er fair nok. Men det er mindst lige så relevant at stille det samme krav til Israelerne.

Når israelere siger de vil leve i fred, så er det på tide at vi svarer: det lyder rimeligt – men så skulle i nok ikke have skudt den statsleder, som faktisk arbejdede for freden.

Og først og fremmest skal I holde op med gang på gang genvælge de politikere, der står for vold, uforsonlighed og i sidste ende krig.

Og det ubærlige er, at de danske socialdemokrater nu så ensidigt og historieløst stiller sig på den modsatte side

Det er den historiske kontekst, man kunne have håbet, at Mette Frederiksen og Christian Rabjerg Madsen havde haft indsigt og forståelse nok til at forholde sig til.

For det ironiske er jo, at det var netop deres egne partifæller i det israelske Arbejderparti, med Rabin i spidsen, som i sin tid havde modet til at vælge fredens vej med Oslo-aftalen.

Og det ubærlige er, at de danske socialdemokrater nu så ensidigt og historieløst stiller sig på den modsatte side, sammen med Netanyahu og den israelske højrefløj, som gennem alle årene har gjort hvad de kunne for udradere arven fra Oslo.