Debat: Jeg står lammet af angst over den glubende ammunitionssult

“Vi lever ikke i fredstider”, udtalte den tyske kansler Olaf Scholz (SPD), da han sammen med statsminister Mette Frederiksen(S) tog det første spadestik til en ammunitionsfabrik i byen Unterlüss.

Og Mette Frederiksen udtalte, at “I krig er ord ikke nok”, som resonerer tydeligt med den svenske forsvarschef, Micael Bydéns udtalelse om, at alle svenskere bør forberede sig til en mulig krig.

Den danske lektor ved Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen, forsøgte at analysere advarslerne til svenskerne ned i skala, ved at udtale, at de svenske myndigheder bare gerne vil sende et signal til Vladimir Putin, selvom den umiddelbare fare ikke er overhængende.

Også i Danmark forbereder man sig på en kommende eskalering og er i gang med at bygge en ammunitionsfabrik op, mens Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa udtaler, at der er tale om “ammunitionssult”, der klinger lidt af ”fremtidsmusik”, fordi behovet for flere granater er presserende, eftersom Ukraine ikke længere er i stand til at modstå Ruslands angreb.

Derfor er opbyggelsen af ammunitionsfabrikkerne også en forsinket reaktion på en nuværende trussel.

Samtidig udtaler Donald Trump, der meget vel kan gå hen og blive USA's præsident igen, at Putin bare kan angribe de Nato-lande, der ikke har betalt til den militære fælleskasse.

Slider i min ro

USA's mulige trækken sig ud af de konflikter som Europa står overfor, er også nye toner, der klinger af mulig konfrontation og krig.

Og pludselig sidder jeg her i min stue og ængstes. Jeg følger med i medierne, der naturligvis dækker alt muligt andet, og i grunden ikke har ændret sig det store, men det er disse ildevarslende signaler, der nager mig.

Jeg følte mig tryg, og farer var sådan noget, der befandt sig uendelig langt væk fra landets grænser

De bider i mig, slider i min ro, ligesom de mange skriverier om en mulig, global miljøkatastrofe og en igangværende biodiversitetskrise.

Jeg tænker på min opvækst, hvor jeg som ung i slutfirserne skrålede ironisk med på Bjarne Jes Hansens ‘Vi voksne kan også være bange’, som vi fandt så latterlig.

Følelsen af tryghed

Jeg husker den tid, trods Den kolde krigs faretruende signaler, som en tid, hvor jeg kunne bevare min uskyld og selvsikkerhed, for tankerne om krig synes ikke reelle.

Jeg følte mig tryg, og farer var sådan noget, der befandt sig uendelig langt væk fra landets grænser.

Det var sådan noget, som man som politisk aktivist og socialt engageret kunne tage fat i, i et ønske om, at der også var fred globalt, ligesom i lille Danmark.

Det er som om, trods de mange advarsler og snak om en mulig væbnet konflikt, at jeg ikke rigtig kan tage det ind.

Det er som en advarsel, som jeg burde reagere på, men som jeg ikke fatter. Jeg kan ikke konkretisere faren, der derfor minder mere om angst end om egentlig frygt.

Det siger jeg, der ikke havde nogen egentlig modstand imod, at Danmark deltog i krigene i Irak og i Afghanistan

Samtidig savner jeg de mange pacifister, der råbte op, dengang i halvfjerdserne og i begyndelsen af firserne, hvor jeg som barn følte mig sikret af mennesker, der ikke ville finde sig i krigsmaskinens suverænitet.

Det siger jeg, der har rystet på hovedet ad de ekstremt få fredsaktivister, der dag efter dag har stået med deres flag foran Christiansborg.

Det siger jeg, der ikke havde nogen egentlig modstand imod, at Danmark deltog i krigene i Irak og i Afghanistan.

I de sidste forgangne år har jeg fulgt med i hvorledes et utal af politiske kommentatorer har skoset og kritiseret kunstnere, der har engageret sig politisk, ofte med et budskab om ikke at gå i krig eller opildne til krig.

Dårlig smag i munden

I dag vakler jeg, og selvom jeg nok er enig i, at disse kunstnere er for naive, så skræmmer de mange nøgterne realister mig.

Dem, der ikke mener at budskabet om nedrustning og opfordring til at nedtone krigsretorikken er vejen frem og hører nogen steder hjemme.

For hvad er det egentlig, som de svenske myndigheder opfordrer til? 

Og hvad mener Mette Frederiksen egentlig, når hun taler om, at ord ikke længere er nok, og at vi som land skal etablere ammunitionsfabrikker? 

Jeg ængstes over en trussel, der ganske vist bliver talt om, og som mange reagerer på

Angiveligt det realistiske i, at verden er blevet et truende sted selv for os europæere. Det er nok derfor, at jeg og mange andre slet ikke bekymrer os om, at vi skal have amerikansk militær på dansk jord.

Vi føler nærmere, at der er noget betryggende over sådan et tiltag.

Men jeg sidder alligevel med denne her dårlige smag i munden, hvor jeg ikke selv føler mig rustet til denne nye virkelighed, der forekommer at være indhyllet i mangel på viden, mangel på et overblik.

Det er angsten, der taler i mig. Jeg ængstes over en trussel, der ganske vist bliver talt om, og som mange reagerer på.

Blændet af billygterne

Selv står jeg som det dyr, der er blevet blændet af billygterne, og som lammet blot stirrer og stirrer ind i en fremtid, der ser dyster og uoverskuelig ud.

For grundlæggende ved jeg ikke, hvad det er, som de svenske myndigheder forventer af den almene svensker. Skal han indkøbe ekstra forsyninger, som nogle danske rigmænd er i gang med? 

Og har jeg lyst til at være en af dem, der har forberedt mig således, at jeg blot er lidt bedre stillet i begyndelsen af Ragnarok?

Under alle omstændigheder bliver disse mange, faretruende signaler plantet i mig som regulær angst

Og er det ikke lidt ligesom i tv-programmet ’Alene i vildmarken’, hvor de fleste udsendte forestiller sig, at det bliver nemt, men hvor virkeligheden faktisk viser sig, at de ikke har forberedt sig godt nok, fordi der er så mange ubekendte faktorer, som de ikke er rustet til at imødekomme?

Under alle omstændigheder bliver disse mange, faretruende signaler plantet i mig som regulær angst.

Det er en uhåndterlig størrelse, og jeg tror ikke, at jeg er alene om denne ubehagelige fornemmelse. Og kan man i virkeligheden forvente mere af vores myndigheder, så vi bedre kan håndtere det?

Jeg ved det ikke. Jeg erkender blot, at disse signaler ikke bare sådan flyver igennem mig, via informationsstrømmen, men planter sig i mig, og det er næsten ubærligt.