Annonce

Debat: Jeg står lammet af angst over den glubende ammunitionssult

Mette Frederiksen tog det første spadestik til en ny ammunitionsfabrik i Tyskland. Det er en del af en generel oprustning og en truende fremtid, som planter sig som angst i mig.
Foto: regeringen.dk
Statsminister Mette Frederiksen (S)
“Vi lever ikke i fredstider”, udtalte den tyske kansler Olaf Scholz (SPD), da han sammen med statsminister Mette Frederiksen(S) tog det første spadestik til en ammunitionsfabrik i byen Unterlüss.

Og Mette Frederiksen udtalte, at “I krig er ord ikke nok”, som resonerer tydeligt med den svenske forsvarschef, Micael Bydéns udtalelse om, at alle svenskere bør forberede sig til en mulig krig.

Den danske lektor ved Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen, forsøgte at analysere advarslerne til svenskerne ned i skala, ved at udtale, at de svenske myndigheder bare gerne vil sende et signal til Vladimir Putin, selvom den umiddelbare fare ikke er overhængende.

Også i Danmark forbereder man sig på en kommende eskalering og er i gang med at bygge en ammunitionsfabrik op, mens Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa udtaler, at der er tale om “ammunitionssult”, der klinger lidt af ”fremtidsmusik”, fordi behovet for flere granater er presserende, eftersom Ukraine ikke længere er i stand til at modstå Ruslands angreb.

Derfor er opbyggelsen af ammunitionsfabrikkerne også en forsinket reaktion på en nuværende trussel.

Samtidig udtaler Donald Trump, der meget vel kan gå hen og blive USA's præsident igen, at Putin bare kan angribe de Nato-lande, der ikke har betalt til den militære fælleskasse.

Slider i min ro

USA's mulige trækken sig ud af de konflikter som Europa står overfor, er også nye toner, der klinger af mulig konfrontation og krig.

Og pludselig sidder jeg her i min stue og ængstes. Jeg følger med i medierne, der naturligvis dækker alt muligt andet, og i grunden ikke har ændret sig det store, men det er disse ildevarslende signaler, der nager mig.

Jeg følte mig tryg, og farer var sådan noget, der befandt sig uendelig langt væk fra landets grænser

De bider i mig, slider i min ro, ligesom de mange skriverier om en mulig, global miljøkatastrofe og en igangværende biodiversitetskrise.

Jeg tænker på min opvækst, hvor jeg som ung i slutfirserne skrålede ironisk med på Bjarne Jes Hansens ‘Vi voksne kan også være bange’, som vi fandt så latterlig.

Følelsen af tryghed

Jeg husker den tid, trods Den kolde krigs faretruende signaler, som en tid, hvor jeg kunne bevare min uskyld og selvsikkerhed, for tankerne om krig synes ikke reelle.

Jeg følte mig tryg, og farer var sådan noget, der befandt sig uendelig langt væk fra landets grænser.

Det var sådan noget, som man som politisk aktivist og socialt engageret kunne tage fat i, i et ønske om, at der også var fred globalt, ligesom i lille Danmark.

Det er som om, trods de mange advarsler og snak om en mulig væbnet konflikt, at jeg ikke rigtig kan tage det ind.

Det er som en advarsel, som jeg burde reagere på, men som jeg ikke fatter. Jeg kan ikke konkretisere faren, der derfor minder mere om angst end om egentlig frygt.

Det siger jeg, der ikke havde nogen egentlig modstand imod, at Danmark deltog i krigene i Irak og i Afghanistan

Samtidig savner jeg de mange pacifister, der råbte op, dengang i halvfjerdserne og i begyndelsen af firserne, hvor jeg som barn følte mig sikret af mennesker, der ikke ville finde sig i krigsmaskinens suverænitet.

Det siger jeg, der har rystet på hovedet ad de ekstremt få fredsaktivister, der dag efter dag har stået med deres flag foran Christiansborg.

Det siger jeg, der ikke havde nogen egentlig modstand imod, at Danmark deltog i krigene i Irak og i Afghanistan.

I de sidste forgangne år har jeg fulgt med i hvorledes et utal af politiske kommentatorer har skoset og kritiseret kunstnere, der har engageret sig politisk, ofte med et budskab om ikke at gå i krig eller opildne til krig.

Dårlig smag i munden

I dag vakler jeg, og selvom jeg nok er enig i, at disse kunstnere er for naive, så skræmmer de mange nøgterne realister mig.

Dem, der ikke mener at budskabet om nedrustning og opfordring til at nedtone krigsretorikken er vejen frem og hører nogen steder hjemme.

For hvad er det egentlig, som de svenske myndigheder opfordrer til? 

Og hvad mener Mette Frederiksen egentlig, når hun taler om, at ord ikke længere er nok, og at vi som land skal etablere ammunitionsfabrikker? 

Jeg ængstes over en trussel, der ganske vist bliver talt om, og som mange reagerer på

Angiveligt det realistiske i, at verden er blevet et truende sted selv for os europæere. Det er nok derfor, at jeg og mange andre slet ikke bekymrer os om, at vi skal have amerikansk militær på dansk jord.

Vi føler nærmere, at der er noget betryggende over sådan et tiltag.

Men jeg sidder alligevel med denne her dårlige smag i munden, hvor jeg ikke selv føler mig rustet til denne nye virkelighed, der forekommer at være indhyllet i mangel på viden, mangel på et overblik.

Det er angsten, der taler i mig. Jeg ængstes over en trussel, der ganske vist bliver talt om, og som mange reagerer på.

Blændet af billygterne

Selv står jeg som det dyr, der er blevet blændet af billygterne, og som lammet blot stirrer og stirrer ind i en fremtid, der ser dyster og uoverskuelig ud.

For grundlæggende ved jeg ikke, hvad det er, som de svenske myndigheder forventer af den almene svensker. Skal han indkøbe ekstra forsyninger, som nogle danske rigmænd er i gang med? 

Og har jeg lyst til at være en af dem, der har forberedt mig således, at jeg blot er lidt bedre stillet i begyndelsen af Ragnarok?

Under alle omstændigheder bliver disse mange, faretruende signaler plantet i mig som regulær angst

Og er det ikke lidt ligesom i tv-programmet ’Alene i vildmarken’, hvor de fleste udsendte forestiller sig, at det bliver nemt, men hvor virkeligheden faktisk viser sig, at de ikke har forberedt sig godt nok, fordi der er så mange ubekendte faktorer, som de ikke er rustet til at imødekomme?

Under alle omstændigheder bliver disse mange, faretruende signaler plantet i mig som regulær angst.

Det er en uhåndterlig størrelse, og jeg tror ikke, at jeg er alene om denne ubehagelige fornemmelse. Og kan man i virkeligheden forvente mere af vores myndigheder, så vi bedre kan håndtere det?

Jeg ved det ikke. Jeg erkender blot, at disse signaler ikke bare sådan flyver igennem mig, via informationsstrømmen, men planter sig i mig, og det er næsten ubærligt.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

En forøgelse af våbenproduktionen og udbygning af militæret skulle være med til at øge den grønne omstilling, de såkaldte eksperter har jo iflg. en undersøgelse, udtalt at der hvor biodiversiteten har det bedst i Danmark, er på det militære øvelsesområde i Oksbøl, så mere af den slags.
De unge må også holde for og melde sig som værnepligtig til militæret, hvor de får undervisning i hvordan man "dræber" andre mennesker (fjenden) og undervisning i hvordan man kan jævne bebyggelserne og infrastrukturen i byerne med jorden så alt kommer til at ligne det vi nu på TV ser ske i Ukraine og Gaza til gavn for klima og miljø, jo der er mange måder at løse klimakrisen på.

Freddy Hagen overrasker mig ved sin oprigtighed, mens Bent's indlæg vel skal forstås ironisk - eller måske kynisk.
Jeg selv tænker, at den største fare i en krigseskalerende situation, er den, at man selv kunne være skyld i mistroen og angsten. Derfor er det nødvendigt at sætte sig ind i sagerne, herunder også at lytte til modparten.

Du har helt ret, det kan være begge dele!!
Et forslag fra mig kunne også være at de ældste klasser i folkeskolen fik en gennemgang af 2. verdenskrig baseret på Tv-serien, Europa i flammer, som blev vist på DR2 for et par år siden. Her kan man se hvad der sker når et flertal af vælgerne i Tyskland giver magten til et Nationalsocialistisk parti ledet af personer som Hitler, Göring, Goebbels og Himmler i spidsen for Nazisternes krig og ødelæggelser.

Hvis NATO virkelig var en forsvarsorganisation, ville det da give god mening at bygge en ammunitionsfabrik. Især nu, hvor NATO har vist sig at være en papirtiger uden tænder. Uden krudt og kugler til soldaternes skydevåben er et forsvar jo ikke meget værd, som vi har set i Ukraine.

Problemet er, at NATO er blevet en angrebsorganisation, bestyret af krigsliderlige politikere uden hverken en historisk eller en realistisk sans for virkeligheden.

Hvad vi er vidne til, er en variant af den gamle historie om drengen, der råbte "Ulven kommer". I den gamle historie kommer ulven faktisk til sidst og æder os alle sammen, fordi vi sad advarslerne overhørig. Men i den moderne udgave er det ikke en ulv, der advares imod, men derimod en bjørn, og problemet er ikke, at vi sidder advarslerne overhørig, men at vi går i panik uden noget at have panikken i.

Hvad vi risikerer, er at reagere på paranoide krigsfanatikeres hallucinationer, i en grad, så vi risikerer at piske en stemning op, så vi ved en fejltagelse komme til at skyde naboens hund, fordi vi troede, at den var en bjørn. Gæt hvordan naboen vil reagere på det!

Der er intet galt i at have et troværdigt forsvar, herunder ammunitionsfabrikker, for mennesket er et krigerisk dyr. Men der er altid noget galt i at fremmane fjender, hvor der ingen fjender er. Russerne har ingen - som i INGEN - interesser i at angribe den vestlige verden, hvorfor i alverden skulle de dog det? Hvad har vi, som de ikke har?

Sanktionerne og afviklingen af handelen med Rusland har vist, at Europa har mere brug for Rusland, end Rusland har for Europa. Og det vil en ammunitionsfabrik ikke ændre på. Tværtimod vil et oprustet Europa blive opfattet af russerne som en endnu større trussel, end det allerede er.

Det morsomme - tragikomiske - er, at ingen på det politiske parnas synes at være i stand til at tænke den tanke, at vi måske kunne tale med russerne om problemerne og løse vore uenigheder ved hjælp af diplomati. Vi har allerede set, hvad der skete for Ukraine, efter at de hårdnakket nægtede at finde en diplomatisk løsning på deres interne problemer i Donbas: Efter otte års bombardementer af den russiske befolkning i Østukraine fik Rusland nok og erklærede, at alle diplomatiske muligheder for en fredelig løsning var udtømt. Der var jo ikke tale om et "uprovokeret angreb", således som de vestlige medier vil have os til at tro, men derimod om en meget militant reaktion på otte års stadige provokationer fra Ukraines side.

Og vore politikere har intet lært: I stedet for at insistere på fredsforhandlinger, insisterer de på oprustning. Som om det nogensinde har hjulpet nogen som helst.

Men det giver selvfølgelig nogle arbejdspladser i Tyskland.

Niels Duus, tak for dit indlæg, hvor jeg kun kan finde et enkelt punkt, der kunne nuanceres. Jeg tror nemlig at der er mange på "det politiske parnas" som idag ønsker forhandling. Måske ikke i Danmark, men i både USA, Tyskland og Ukraine. Men det er især befolkningen der stædigt holder fast ved, at russerne er nogle udyr, som skal bekæmpes med vold. På grund af uvidenhed. Et stort flertal aner nemlig intet om alt det foregående. Alt det der skete fra de to Maidan-oprør, og hvordan Krim har holdt folkeafstemning om egen selvstændighed, kort før Ukraine blev selvstændigt. På grund af uvidenhed tror vi, at russerne pludselig er blevet gale!

Niels Duus Nielsen, din sympati for diktatoren Vladimir Putin synes at være helt på højde med den sympati DKP havde over for Stalin.

Niels Duus -
Du spørger til hvad vi som Nato har som Rusland skulle være interesseret i - Med Finlands og snart Sverige og den stategiske vigtige ø Gotland optagelse i Nato - er der opnået fuld kontrol over Østersøen og dermed den russiske Østersøflåde i Kaliningrad -
Så det er naivt at tro at Rusland ikke har en geopolitisk militær interesse i de Baltiske lande og Østersøen -

Jeg er enig i denne kritik af Niels Duus' indlæg, men det er et spørgsmål om rigtigt ordvalg. Naturligvis har Rusland interesser forbundet med Østersøen, Nordsøen med mere. Hvis derimod Niels Duus havde skrevet at "at Rusland ikke hører noget råb om hjælp fra disse områder" så har vi defineret den afgørende forskel med Ukraine, for i dette land var der nogle millioner russisktalende der følte sig truede af de nye magthavere i Kiev, og som forlangte beskyttende aftaler (Minsk I og II). Da disse aftaler ikke blev respekterede, bad de russiske minoriter om militær hjælp, og efter otte år besluttede Rusland at gribe til magtanvendelse.

Jeg tror ikke at den uskyldige civilbefolkning i byen Butja som blev udsat for de russiske krigsforbrydelser , umiddelbart efter angrebet på Kiev og Ukraine- deler din opfattelse af hvem der er aggressoreren og den skyldige i denne ulykkelige konflikt - Eller de civile ofre i Mariupol der mistede liv og lemmer efter et russisk og helt uprovokeret angreb på et af byens teatre - etc etc

Nej, der er et stort antal ukrainere, der er overbeviste om at Ruslands militær har begået enorme grusomheder, og at russerne er, og altid vil være, onde og umenneskelige.
Men ikke alle i Ukraine er besat af denne specielle form for racisme. I Polen og de baltiske lande er russerhadet endnu mere udbredt end i Ukraine.

Mio N -
Nu er det ikke kun et stort antal Ukrainere der er “overbeviste” om at Ruslands militær har begået enorme grusomheder - Amnesty international har også været ude og fordømme de ansvarlige for de overgreb og brud på menneskerettighederne - som beviseligt har fundet sted -

For et par dage siden udsendte de russiske myndigheder en eftersøgning og arrestordre på fremtrædende politikere herunder Estlands statsminister Kaja Kallas for at udvise en fjendtlig adfærd overfor Rusland samt vanhelligelse af den historiske fortælling - Ja, man tror det er løgn - men det forklarer på en måde det voldsomme ubehag de Baltiske lande føler ved et russisk naboskab -

Men er Amnesty International et upartisk vidne? Jeg husker at organisationen for et års tid siden forsøgte at være upartisk ved at kritisere Ukraine for systematisk brug af boligområder til militære installationer. Det var blot én enkelt kritik, men den blev mødt med en sådan storm af protester og udmeldelser, at de, så vidt jeg ved, ikke siden har vovet at kritisere Ukraine i denne krig. Iøvrigt tror jeg at Ukraines sikkerhedstjenester er bemyndiget til at skabe beviser for grusomheder - også hvor sådanne ikke er blevet begåede. At Rusland ikke gør den slags - eller kun i mindre omfang - skyldes nok, at ingen ville tale om deres iscenesættelser.

Amnesty har efterfølgende været ude og beklage at de gik for langt i deres analyse af situation i Ukraine hvor de beskyldte det Ukrainske militær for brud på folkeretten - og ikke have gjort nok for at beskytte civilbefolkningen -
Efterrationaliseringen kom efter at uafhængige eksperter havde gennemgået anklagerne fra Amnesty - Hvor de nåede frem til at der ikke var belæg for anklagerne mod Ukraine -
Og ja jeg tror på at Amnesty er neutrale og upartiske i deres vidneudsagn -
Selv om vi mildt sagt ikke er enige om hvem der er skyld i de ulykkelige forhold i Ukraine - Så alligevel en tak for debatten for dennegang -

Ja, selv tak Nielsen. Og måske på gensyn i en anden tråd.

Der er altså tegn på at det var Amnesty's eneste kritik af Ukraine i denne krig, som er blevet trukket tilbage. Tre års krig, uden at gøre noget kritisabelt! Og vi skal tro på at Amnesty er upartisk, og at det ikke var mængden af udmeldelser af medlemmer, der fik organisationen til at udnævne nogle endnu mere upartiske eksperter, så man kunne trække sin kritik tilbage.

Tja, verden og tingenes tilstand kan jo sagtens være præcis lige så grum og ubehagelig, som den ser ud. Og det er den såmænd også nok. Og så må vi jo prøve at indrette os efter bedste evne.

Jeg ved faktisk ikke engang, hvor nærmeste beskyttelsesrum befinder sig, eller om der overhovedet er sådan et?

Problemet er at ingen politikere og slet ikke venstrefløjen har taget sine egne ord om at bruge klimaforskernes resultater for alvor!

Landbruget i Europa og andre steder i verden står for 35% af co2 udledningen! Skal man tro klimaforskerne? Skal man tro de rød-grønne partier!

Herhjemme siger selv LA, lad de radikale køre fuld skrue på klimaet!

Godt så!

Herfra må analysen så tage sin begyndelse!

Selv i Rusland!

Og Putin er langt længere fremme i tankegangen!

25% af Europa og verden i øvrigt skal gøres til grøn natur der holder på co2!

Fed ide!

Problemet er blot at Østeuropa som de første kommer til at sulte!

Især russere og de omkringliggende lande!

Altså sikrer Putin og Rusland sig Europas fødekammer nummer et- Ukraine!

I stedet for at sætte sig ned i FN og sikre sig fødevarer til hele verden, ja så gentager og gentager og gentager FN generalsekretæren at “ the point of no return” er allerede nået!

Siden begyndelsen af 1990'erne har FN forsøgt at samle verdens lande om aftaler, der skal dæmme op for de menneskeskabte klimaforandringer!

Men konsekvenserne gør FN intet ved!

Medmindre man synes at krig til bekæmpelse af sult er vejen frem!

Det vi ser i Ukraine og Mellemøsten!

Jo færre munde, desto bedre for klimaet!

Og herhjemme er vi i den grad med på vognens!

Ammunitionsfabrikker!

Og om lidt nedlægger vi dansk landbrug!

Kun franske og tyske landmænd kæmper imod!

Hvis vi i stedet lovede russerne masser af mad, ville den enkelte russer måske vende sig imod Putin!

De grønne partier mister i øjeblikket fodfæste i Europa!

Det er gået op for befolkningerne at sulten nærmer sig faretruende!

Danske marker er allerede blevet til lavbundsjorde med sø på sø!

Og opbakningen til ammunitionsfabrikker stiger!

Som i 1930erne hvor sulten havde fået fat i europæerne!

Køb krudt og kugler!

Eller producer billig mad til russerne!

Det er det simple valg!

Men for længst har vesteuropæerne med Mette Frederiksen i spidsen valgt krudt og kugler!

En atomkrig og 100 millioner døde vil om 10 år bringe verden ind i en klima-fredelig udvikling!

Vi har intet lært af 1930erne historie!

Klimaforandringerne og deres bredt accepterede løsninger betyder sult i de fattigste dele af verden!

Altså skaf mad på bordet til de fattigste lande!

Så stopper selv de med at producere krudt og kugler!

Fredelige midler som korn, ris, kartofler skaffer fred i verden!

En organisation der kæmper for dette i stedet for NATO der bruger 2% af BNP på krudt og kugler, er det verden og Putin behøver!

North Atlantic Food Organisation - NAFO!

Lad Mette Frederiksen bliver dens første formand og skaber!

Men hun trives desværre i gamle F16 fly og camouflage-bukser!

Men andre danske politikere kan måske gå sammen om NAFO!

Ingen tør tale krigsliderligheden imod i 2024!

Det sås også i 1914 og i 1938-39!

Historien gentager sig!

Desværre synes Trumpf at være den mindst krigsgale!

Novo Nordisk fonden burde gå foran og skabe NAFO!

En fredelig fødevareproducerende verdensomspændende organisation!

Det er det klimaet og verden har brug for!!

I Rusland sulter befolkningen allerede!

Sult avler kugler!

Desværre fatter Mette Frederiksen ikke sammenhængen!

Men kong Frederik den 10. Og Novo Nordisk fonden ville være en mulighed!

Fredelige med indsigt i verdens brændpunkter!

Hvad i alverden skulle Mette Frederiksen dog ved indvielsen af en våbenfabrik i Tyskland ? Hvad fanden tænker socialdemokraterne på efterhånden - ærlig talt.

Ja tænk at det kan forarger at landets statsminister passer sit arbejde - som i denne forbindelse sker samtidig med et fælles EU sikkerhedsmøde -

Det er fordi mette er en Linselus.

Where have all the soldiers gone
Long time passing
Where have all the soldiers gone
A long, long time ago
Where have all the soldiers gone
Gone to graveyards, every one
When will they ever learn?
When will they ever learn?

Where have all the graveyards gone
Long time passing
Where have all the graveyards gone
Long time ago
Where have all the graveyards gone
Gone to flowers, every one
When will they ever learn?
When will they ever learn?

Become farmers everyone!

Become cereals everyone!

Fra soldater til landmænd!

Fra begravelsesblomster til kornsorter!

Where have all the flowers gone
Long time passing
Where have all the flowers gone
Long time ago
Where have all the flowers gone
Young girls picked them, every one
When will they ever learn?
When will they ever learn?

I Norge har kvinder haft værnepligt på lige fod med mænd siden 2015, og generelt er erfaringerne gode. Både kvinder og mænd oplever det som en fordel, at begge køn arbejder og bor sammen i værnepligtstjenesten, og at begge køn bidrager på lige fod.

Jens Stoltenberg bliver på posten som generalsekretær i Nato indtil 1. oktober 2024. Jens Stoltenberg har selv offentliggjort, at han bliver siddende. Det gjorde han efter et møde mellem medlemslandenes Nato-ambassadører.

Jens Stoltenberg er en norsk samfundsøkonom og politiker. Stoltenberg var Norges statsminister fra 2005–2013 og var også statsminister 2000–2001. Han var leder af Arbeiderpartiet 2002–2014 og stortingsrepræsentant for Oslo 1993–2013. Siden 2014 har han været Natos generalsekretær.

I forbindelse med Nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik (marts 2022) blev det aftalt at løfte udgifterne til forsvar og sikkerhed varigt til 2 pct. af BNP inden udgangen af 2033.

I 2021 lå 10 NATO-lande over de 2 % af BNP til forsvaret: Frankrig, Rumænien, Litauen, Polen, Letland, Estland, Storbritannien, Kroatien, USA og Grækenland.

Jens Stoltenberg mente i dagens pressekonference at 18 NATO lande i 2024 vil nå de 2%.

Where have all the young girls gone
Long time passing
Where have all the young girls gone
Long time ago
Where have all the young girls gone
Gone to young men, every one
When will they ever learn?
When will they ever learn?

Den nuværende generalsekretær, Jens Stoltenberg, havde i 2020 en månedsløn på mere end 176.000 kr. I dag lyder den på 200.233 kr. om måneden – altså lidt over 2,4 mio. kr. om året ifølge det norske medie Nettavisen.

Og det er altså også den grundløn, Mette Frederiksen indtil videre kan se frem til, såfremt hun ender på posten.

Statsminister Mette Frederiksen afviser selv at være i stilling til at blive den nye generalsekretær for forsvarssamarbejdet Nato. Men hvis hun får stillingen, bliver det med en imponerende - skattefri - lønstigning.

Annonce