Debat: Produktionsdanmark er blevet usynligt i den akademiske osteklokke

Opdelte boligområder og øget tilslutning til privatskoler er symptomer på en usund opdeling af mennesker, der lever i hver deres lille hjørne af samfundet.
Som så mange andre er jeg begyndt at gå ture under Corona-nedlukningen. Jeg har genopdaget mit kvarter på Amagerbro i København, og lige rundt om hjørnet tårner en produktionsvirksomhed sig op med røg ud af skorstenen.

Synet af den har fået mig til at tænke på, hvor usynlig produktionsdanmark er for mange danskere. Og det er farligt.

En akademisk osteklokke

Da jeg var barn, fik jeg et chok, da jeg så det faktiske tal for, hvor mange akademikere der er i landet. Som barn af to læger troede jeg, at omtrent halvdelen af befolkningen havde studeret på universitetet.

I dag udgør akademikere omkring 10 procent af arbejdsstyrken. Min forestilling var skudt helt forbi virkeligheden. På trods af at jeg gik i en almindelig folkeskole, og mine forældre også havde venner med kortere uddannelse.

Havde nogen fortalt mig, at ufaglærte i dag udgør 35 procent og faglærte 30, var jeg faldet bagover.

Medier skaber en akademisk osteklokke

Jeg tror, der er mange børn, som har den samme forestilling i dag, som jeg havde engang. Som ikke tilstrækkeligt bliver konfronteret med mennesker fra andre socialklasser.

Det billede, der tegnes af virkeligheden, er ofte ude af proportioner.

Opdelte boligområder og øget tilslutning til privatskoler er symptomer på en usund opdeling af mennesker, der lever i hver deres lille hjørne af samfundet.  

Medierne bidrager også til at skabe en akademisk osteklokke. Det billede, der tegnes af virkeligheden, er ofte ude af proportioner.

Under første Corona-lockdown fik studenterne, der risikerede at miste deres vognkørsel, patent på alle overskrifter.

Samtidig fik de hjemsendte erhvervsskoleelever så godt som ingen opmærksomhed fra medierne, på trods af at mange ikke kunne færdiggøre deres uddannelse, fordi den ikke kan klares over en skærm.

Fabrikkerne skal også være i byen

I dag er mange produktionsvirksomheder rykket ud af byen. I Københavnsområdet holder mange til på Vestegnen og ofte i industrikvarterer. Så slipper folk for at have en fabrik i baghaven, men det er en skam.

Jeg støder ind i en produktionsvirksomhed, når jeg cykler i skole. Jeg bliver mindet om den store befolkningsandel, der hver dag knokler i et produktionsapparat, når jeg spadserer over til min lokale bar og kan lugte den sødlige lugt fra virksomhedens røg.

I starten var det generende – nu er det en daglig påmindelse om det usynlige flertal af danskere, der arbejder som faglærte og ufaglærte, men som ikke får lov at fylde i debatten.

Brug for blandede boligområder

Det har en selvstændig værdi, at vi kender til andre slags mennesker end os selv. Akademikere såvel som arbejdere i produktionen.

Blandede boligområder og en mangfoldig folkeskole er gode skridt på vejen

Det er forudsætningen for, at vi kan udvikle empati og solidaritet for andre mennesker. Og at vi i et velfærdssamfund overhovedet gider at betale halvdelen af vores løn ind til en fælles kasse.

Blandede boligområder og en mangfoldig folkeskole er gode skridt på vejen til et samfund, hvor lægens datter møder plastoperatørens eller kasseassistentens.

Men noget så lavpraktisk som i sin hverdag at støde på en fabrik, kan være med til at minde en privilegeret københavner med længere uddannelse som mig om, at der findes mange mennesker, der har fysisk hårde jobs, og som arbejder i produktionen.

Medlem af DSU's forretningsudvalg og lærerstuderende


placeholder

Kommentarer

Man kan undre sig over, at unge DSU’ere gang på gang kan fylde spalterne med deres forundring over, hvor stor en del af befolkningen er hhv. faglærte og ufaglærte. Det kender vi andre socialdemokrater alt til fra vores daglige virke. Noget tyder på, at DSU efterhånden har fået et alt for snævert rekruteringsgrundlag.

Ja, man kan undre sig, men det er godt at det bemærkes af en DsU'er. Håbet er så, at de huskes, når DsU'erne bliver MF'ere, MB'ere og i øvrigt indgår i Kommentariatet. Den nuværende generation har tilsyneladende glemt det. Fx. behandles erhvervsskolerne stedmoderligt, og dagpengene er sakket pænt bagud, ligesom det ofte er mere interessant at forsvare individets suveræne ret til at forblive i et socialt og kriminelt belastet boligkvarter end at acceptere kulturændringer, der presses igennem af statsmagten.

Friskolerne er små lokale grundskoler som i disse år opstår i kølvandet på at vi lukker de lokale kommunale skoler. Det må vi holde op med. Vi må give grundskolen fri til de lokale forældre - som gerne vil og kan tage styringen med den lokale skole. Alt andet er forældet og forsimplet økonomisk tænkning. Hvis vi vil den danske model helt ærligt og ikke kun på skrømt når det passer os. At bevare arbejdspladser i landdistrikter og bydistrikter sikre mangfoldighed og fællesskab. Det er ikke akademikere, der lukker og udsulter skoler, det skal vi turde indse. Det er de resterende 90 %. Brug din stemme til kommunalvalgene.

Annonce