Annonce

Debat: Værdig tilbagetrækning for alle – er det virkelig så odiøst?

Det er åh så nemt at give dødsstødet til Arne-pensionen og efterlønnen, når man ikke selv har noget at bekymre sig om. Men sådan ser virkeligheden bare ikke ud for rigtig mange helt almindelige mennesker, mener HK-formand Anja C. Jensen.
Foto: Pressefoto
HK-formand Anja C. Jensen.
Suk!

Jeg får næsten helt ondt i ørerne over planerne fra Alex Vanopslagh, Martin Lidegaard og Søren Pape om at aflive Arne-pensionen og efterlønnen, så seniorpensionen står alene tilbage.

Når jeg hører de tre herrers syn på, hvad helt almindelige mennesker skal affinde sig med, acceptere og yde i deres arbejdsliv, får jeg lidt den samme følelse, som når Christiansborg-politikere giver gode råd til, hvordan man bedst kommer sig ovenpå en stress-sygemelding.

”Træk stikket i tre måneder, gå nogle lange ture, få en coach,” lyder de velmente anbefalinger. Jo tak. Det ville jeg virkelig også ønske for HK’s medlemmer, at de kunne.

Men de kan – modsat politikerne på Christiansborg  – ikke bare trække stikket i tre eller seks måneder til fuld løn og vende tilbage, når det passer dem. For sådan fungerer virkelighedens verden ikke.

Ville være fantastisk uden

Ligeledes med tilbagetrækning. Det ville da være fantastisk, hvis vi slet ikke havde brug for tilbagetrækningsordninger.

Det står meget højt på min ønskeseddel, at alle skal have et godt arbejdsliv, som man kan holde til – og har lyst til – at fortsætte i. Men der er vi bare ikke som samfund.

Det kan altså ikke være rigtigt, at man skal være gået helt i stykker, før man allernådigst får lov til at sætte et punktum for et langt arbejdsliv lidt før - tilmed til en relativt lav ydelse.

Så længe vi har et arbejdsmarked, som slider – fysisk og psykisk – på folk, skal vi også have et sikkerhedsnet, der griber os.

En fair løsning kan ikke stå på ét ben

Sikkerhedsnettet er nødt til at bestå af både en visiteret ret og en objektiv ret.

Den ene griber dem, hvor det desværre er for sent. Dem der er slidt helt ned til de berømte sokkeholdere.

Det er simpelthen for fattigt

Den anden griber de slidte og dem med de længste arbejdsliv. Og vi skal kunne begge dele.

Det er simpelthen for fattigt, hvis vi i et samfund som det danske, hvor økonomien er overholdbar, ikke har rum – menneskeligt og økonomisk – til at sikre alle en værdig tilbagetrækning.

Det lyder meget godt, når formændene for Liberal Alliance, De Konservative og Radikale argumenterer for, at vi skal redde de allermest nedslidte. For selvfølgelig skal vi det.

Hvad jeg til gengæld har et ret stort problem med er, at de herrer – som i øvrigt alle tre har deres på det tørre – samtidigt vil lade andre grupper i stikken ved at skyde Arne-pensionen og efterlønnen i sænk.

Min pointe er ikke, at man så bare skal skyde på seniorpensionen i stedet. Min pointe er, at der er behov for at bruge krudtet på noget helt andet. 

Nej tak til partipolitiske kludetæpper

Det, jeg efterlyser, er helhedsreformer frem for kludetæpper af partipolitik. For det handler om de lange, seje, stabile træk.

Vi har brug for en uddannelsesreform, der kommer hele vejen rundt og gør op med, at alle store livsbeslutninger skal træffes i teenageårene.

Vi skal have en beskæftigelsesreform, hvor vi får flere med ind i arbejdsfællesskabet

Hvor vi sikrer lige adgang til uddannelse, en mere balanceret og retfærdig fordeling af, hvordan og hvornår vi investerer i uddannelse, livslang læring og en reel mulighed for at skifte fag undervejs i livet.

Vi skal have en beskæftigelsesreform, hvor vi får flere med ind i arbejdsfællesskabet: De unge på kanten af uddannelse og job, seniorerne der er ledige for længe og mennesker med handicap. De vil gerne. Men de møder desværre barrierer og lukkede døre.

Fokus på bedre arbejdsmiljø

Og så skal vi have set alvorligt på arbejdsmiljøet. 20.000 danskere er hver dag sygemeldt pga. stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Tænk et potentiale der ligger i, hvis vi som samfund bliver bedre til at forebygge problemerne! Det skal vi – både af hensyn til den enkelte, men også for økonomien.

I stedet for at flå tæppet væk under fødderne på mennesker, der har brug for at trække sig lidt før folkepensionsalderen, så lad os da fokusere på at skabe et arbejdsmarked, der er godt, attraktivt og sundt at være på.

Anja Camilla Jensen er forbundsformand for fagforbundet HK.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er de samme mennesker, som nu råber op om at aflive Arne-pensionen og efterlønnen, som før råbte op om klimaforandringer ikke var så alvorlige, ikke var menneskeskabte og at der ingen grund var til at gribe ind. Se nu, hvor det har ført os hen.

Jo da. Jorden fortsætter med at dreje rundt selvom Arne-pensionen og efterlønnen afskaffes eller klimakatastrofen sætter en stopper for civilisationen.

Jeg tror ikke ret meget på menneskeskabte klimaforandringer, men det har ikke noget med mine holdninger til pensionsordninger at gøre. Klimaet har altid forandret sig, og man kan efter mening ikke sætte klimaet på pension sådan som klimakirkens helligpetere prædiker. Den lille istid ophørte ca. samtidig med at industrialismen tog fart, men efter en istid plejer der sjovt nok at komme varmere tider. De er her nu. Nyd dem dog - uanset om du er pensionist eller ej.

Kommentar:

Tak for et godt debatindlæg !

Ser man på Liberal Alliance, Radikale og Konservative's tankegang med, at afskaffe den såkaldte "Arnepension" så hænger det sammem med de tre omtalte partier's idologi...

Ser man på tallene for Seniorpensionen, så bliver flere og flere ansøgerer til Seniorpensionen afvist, selv om der i ansøgningen til en Seniorpension er læger, som udtaler, at ansøgeren ikke kan arbejde de 15 arbejdstimer, som loven siger, alligevel får ansøgerer afslag på Seniorpension, det passer; som fod i hose med de tre omtalte partiers ideologi om større udbud af arbejdskraft...

Så de tre omtalte partier's kærlige omfagning af nedslidte Lønmodtagerer, er så skinger en tone, som hos Musene i eventyret om Askepot...

God Middag !

Jeg får ondt i både ører og hoved og øjne ved at høre på de tre herrer på bænken, så sølle at det er det eneste de har at komme med. Vor herre bevares.

En gang hed det den danske model!

Og trepartsforhandlinger!

Mette Frederiksen satte først den danske model ud af kraft imod folkeskolelærere og sygeplejersker!

Så fjernede hun tre-parts-forhandlinger i forbindelse med afskaffelsen af Store Bededag!

RV, KF og LA forsøger sig nu med en mini-udgave af den danske model!

Og egne ophøjede tre-parts-forhandlinger!

De har en fælles målsætning, som de ønsker at opnå!

Mette Frederiksens største problem er at hun har mistet den fælles målsætning med fagbevægelsen og de offentligt ansatte!

Derfor holdes 1. maj i år uden socialdemokraterne!

Socialdemokraterne spiller i superligaen, hvorimod fagbevægelsen er røgen fra 4. division!

Ingen røg uden ild!

Socialdemokraterne er i gang med at brænde alle broer til fagbevægelsen!

At pøse 7.000 kr i fradrag til et fagforeningsmedlemsskab på bålet i sidste øjeblik, viser desperationen!

Hvem fanden gider melde sig ind i en forening som Socialdemokratiet blot spiser af med tavshed, valgflæsk og honningkager!

Flertalsregeringens honning-måneder er slut!

Virkeligheden venter allerede 1. maj 2023!

Du glemmer lige at uligheden, nok den største, er den manglende boligpolitik. At man fortsat kan trække kapital ud ved et salg uden beskatning er en bombe under uligheden.