Der er forskel på skurvognsjargon og grov tone
Der er forskel på skurvognsjargon og grov tone
Ingen skal udsættes for grænseoverskridende adfærd eller kaldes for "kælling" på arbejdspladsen. Men vi skal huske, at der også er en anden fortælling om det at være kvinde i et håndværksfag, skriver forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet og fire unge kvindelige håndværkere.

Der er forskel på grov tone og håndværkerjargon, mener Formand for Blik- og Rørarbejderforbundet og fire unge kvindelige håndværkere
Lad os starte med slå én ting fast: Seksuel chikane eller ord som "sæk" og "kælling" hører hverken hjemme på byggepladsen, i skurvognen eller på værkstedet. Det hører slet ikke hjemme på nogen arbejdsplads.
Nogle af de grelle eksempler og historier, som i den seneste tid har været fremme i medierne, kan der ikke være to meninger om.
Vi blev både vrede og forargede, da vi læste artiklen om den 17- årige kvindelige tømrerlærling. Det, som hun er blevet udsat for, har absolut intet med "håndværkerjargon" at gøre.
Naturligvis skal en sådan sag belyses. For udover at sagen i sig selv er grotesk, er der tale om nogle mandlige kollegaer, der er gået langt over grænsen og udviser komplet mangel på respekt for en (kvindelig) kollega – men også mangel på respekt for et andet menneske i almindelighed.
Og der er tale om en mester, der er helt væk fra vinduet og tilsyneladende ikke skænker det psykiske arbejdsmiljø en tanke.
Når arbejdsgiverne skriger på mere faglært arbejdskraft, har de også et ansvar for kulturen på arbejdspladsen – herunder en pligt til at sikre at svendene behandler lærlingene ordentligt.
Den del gælder i øvrigt, uanset om lærlingen er en mand eller kvinde.
Skurvognsjargon og grov tone er ikke det samme
Vi skal dog huske, at der også er en anden fortælling – nemlig at det er fedt at være kvindelig håndværker.
Derfor tillader vi os – i al stilfærdighed – at gøre opmærksom på, at der er STOR forskel på det vi kalder "skurvognsjargon", og det vi kategoriserer som "grov tone".
Det som den kvindelige tømrerlærling blev udsat for – heriblandt at blive omtalt som "sæk" og "kælling" – ligger indiskutabelt i sidstnævnte kategori. For det, hun har måttet lægge ører til, har absolut intet med håndværkerhumor eller skurvognsjargon at gøre.
Selvfølgelig er der en jargon i byggebranchen. Det vil der altid være – og sådan skal det også være. En jargon er ikke nødvendigvis problematisk i sig selv.
Der er i forvejen rigeligt med fordomme om dét at vælge en erhvervsuddannelse
På et fodboldhold er der også en jargon i omklædningsrummet – både på mandehold og kvindehold. En jargon kan også være positivt.
Der er i forvejen rigeligt med fordomme om dét at vælge en erhvervsuddannelse – blandt andet inden for håndværksfagene.
Derfor må sagen med den 17-årige kvindelige tømrerlærling ikke blive repræsentativ for det billede, som folk måske i forvejen kan have.
Forestillingen om at dét at være kvinde i et mandsdomineret fag i selv er lig med en hverdag med seksuelle tilnærmelser og en grov tone, er nemlig forkert – og heldigvis for det!
Ikke på trods af, men på grund af
Vi må ikke fortælle unge kvinder, at de skal gå den faglærte vej og blive håndværkere, selvom de er kvinder. For de skal ikke gøre det på trods af noget. De skal gøre det på grund af noget.
De skal gøre det, fordi det er fedt at have et arbejde, hvor man bruger både hænder og hoved. Fordi det er fedt at have et arbejdsliv, hvor der sjældent er to dage, der er ens.
Og fordi det er fedt at gøre en konkret forskel for klimaet og den grønne omstilling.
Der mangler faglærte i Danmark
Sådan er det, hvis du som os er VVS’er, blikkenslager, ventilationstekniker eller skorstensfejer. Der mangler faglærte i Danmark, og vi ønsker mange flere kvindelige kollegaer i vores fag og brancher.
P.S. Fik vi i øvrigt nævnt, at der er god løn, høj jobsikkerhed og masser af spændende muligheder?
Tilføj kommentar