Annonce

DF’er vil forbyde læger med skæg

Det er udansk med læger med skæg, mener partiets spidskandidat i Region Hovedstaden.
Pia Kjærsgaards mand Henrik Thorup, der er Dansk Folkepartis spidskandidat til regionsrådet i Region Hovedstaden, har haft hvad der lyder som en gennemgående forfærdelig oplevelse. På Akutmodtagelsen på Gentofte Sygehus blev han mødt af en læge med et stort skæg, og det hører ikke hjemme på et dansk hospital, mener han.

Henrik Thorup vil med egne ord sætte ”en stopper for disse knæfald for muslimske traditioner.”

”Du kan tage en tur ned på Gentofte akutmodtagelse, så vil du møde én, jeg ved ikke, om han er iraner, iraker, islamist eller muslim, men han har i hvert fald et kæmpestort sort skæg, og det mener jeg ikke hører hjemme på et dansk hospital. Du ser ikke danske læger med kæmpefuldskæg, det gør du ikke. Jeg har ikke noget imod manden, men jeg synes stadig ikke, at et skæg af den størrelse hører hjemme på et hospital,” fortæller han til Berlingske om den grufulde oplevelse.

Henrik Thorup fortæller, at det store skæg var så voldsomt krænkende, at han ønskede han havde haft mulighed for at få en anden læge end den pågældende.

”Alle andre løber rundt med hovedbeklædning og alt muligt, når de behandler. Jeg var nede på akutmodtagelsen, hvor jeg oplevede det, og jeg tænkte: Det er løgn, ganske simpelt. Det har stadig ikke noget med manden at gøre eller hans behandling, men jeg kan som patient ikke komme og sige: skal du ikke lige af med det der? Det hører bare ikke til. Hvis jeg kunne sige fra, ville jeg sige: Kan du ikke finde en anden? Det hører ikke til på vores hospitaler. Færdig. Slut.”

Det hører sig ikke til
Den 71-årige Henrik Thorup mener, at et langt skæg er udtryk for at bæreren af det er muslim. Og den slags bryder han sig ikke om.

”Når man har sådan et skæg af den størrelse, så har man en vis religion, som jeg aldeles ikke bryder mig om. Den hører ikke til. Den skal der ikke fokuseres på, når man kommer ind på et hospital,” siger han til Berlingske og tilføjer, at han heller ikke bryder sig om ”hovedbeklædningen” – altså et muslimsk tørklæde.

Henrik Thorup langer desuden ud efter dem, der har ansat den pågældende læge, som han i øvrigt ikke har noget fagligt imod.

”Jeg kan ikke forstå, at der nogen, der har ansat den læge. Hvis man har haft en ansøgning fra ham, og man sidder og godkender ham uden at have set manden, så forstår jeg bare ikke, at der ikke er nogen, der reagerer så,” siger han og mener, at vedkommende der har ansæt lægen er ”ude af trit med virkeligheden.

Om Henrik Thorup forestiller sig, at danske hospitaler skal fravælge kandidater til jobs på grund af for meget skæg, melder historien ikke noget om.

Hvad sker der for DF?
Udmeldingen fra Henrik Thorup medførte naturligvis en lang række – hovedsageligt hovedrystende - reaktioner på de sociale medier.

”Hvad sker der lige for DF,” lyder det blandt andet fra SF’s formand Pia Olsen Dyhr.

Flere morede sig blandt andet ved at finde billeder af andre DFere med store skæg.

Og andre forsøgte sig med sammenligningen med kendte danskere med store skæg. Blandt andet Stauning og børne-TV-personligheden Hr. Skæg.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce