En ordentlig arbejder-lussing til medierne

Anmeldelse: I bogen ”Det forsvundne folk” fremlægger Lars Olsen, hvordan medier og politikere overser både nedslidning, erhvervsuddannelser og lejernes vilkår
Forfatter, debattør Lars Olsen
”Meningsdannere antager, at vi lever i et ”videnssamfund”, hvor fabrikkerne er flytte til Kina, og polakkerne tager sig af alt det, der støjer og sviner. Dem, vi tidligere kaldte arbejderklasse, er forsvundet fra det fælles billede af det danske samfund.”

Sådan indleder journalist, forfatter og foredragsholder Lars Olsen sin nye bog, ”Det forsvundne folk”, der er udkommet på Gyldendal. Og han bruger sin bog til at vise, at denne antagelse om både arbejderklassen og produktionssamfundet er helt forfejlet, og at både medieverdenen, embedsværket, mangt en ”meningsdanner” og politikerne på Christiansborg har et ansvar.

Igennem bogens tre dele får vi anekdoter fra en nedslidende hverdag i produktionsdanmark og hos velfærdsheltene

Igennem bogens tre dele får vi anekdoter fra en nedslidende hverdag i produktionsdanmark og hos velfærdsheltene. Vi får hårde fakta om netop nedslidning og den voksende utryghed, lejernes vilkår, erhvervsuddannelserne, kritik af Finansministeriets magt og regnemetoder – især på dagpengeområdet, medieklassens blinde vinkler, når det gælder arbejdslivet for folk flest. Endelig får vi også en mere analytisk-diskuterende del om afstanden mellem elite og folk, social uro, de europæiske arbejderpartiers deroute, voksende mistillid til det politiske system og grobunden for populisme i Europa og USA.

Til slut leverer Olsen et fint ”reformistisk efterskrift”, der forsøger at give svar på, hvad man dog skal stille op med en arbejderklasse, der føler sig fremmedgjort både politisk og af medierne, og som ikke får leveret ordentlige svar på deres bekymringer om nedslidning, ulighed, centralisering og utryghed.

"Hvornår har topøkonomerne, der designede dagpengereformen, sidst mødt en af dem, som har mistet dagpengene?"

Medieboblen

Især medierne får en tur med krabasken. Lars Olsen – og flere af dem, der optræder i hans anekdoter – kritiserer medierne for ikke at skildre den virkelighed, som mange arbejdere oplever i dagens Danmark. De mange journalister i hovedstaden kritiseres også for at have en ”social blindhed” og leve i en ”boble”, som Olsen meget fint beskriver: Han nævner journalisten Christian Bennike fra Information, der fortalte ham, at blandt 100 gæster til Bennikes bryllup kunne han ikke komme på én, der ville stemme på Dansk Folkeparti, selvom det ved sidste valg var hver femte dansker.

De medieansatte er en del af en hovedstadsboble, som ifølge Olsen har ”stærke bånd til andre i overklassen og den højere middelklasse” og som også indeholder embedsfolk og økonomer, for som Olsen skriver: ”Men hvor tit træffer de rengøringsassistenten fra Slagelse eller fabriksarbejderen på Danfoss? (…) Hvornår har topøkonomerne, der designede dagpengereformen, sidst mødt en af dem, som har mistet dagpengene?”

Han kalder mediernes omtale af Løkkes efterlønsreform for ”den mest tendentiøse mediekampagne i nyere tid”

Mediekritikken om den sociale blindhed tager til, når Olsen beskriver efterlønsforringelserne i 2011. Han kalder mediernes omtale af Løkkes efterlønsreform for ”den mest tendentiøse mediekampagne i nyere tid” og deler øretæver ud til både Jyllands-Posten, Berlingske og Politiken, som alle var begejstrede for forslaget og ikke så den sociale slagside. Kun Ekstra Bladet var kritisk over for rundbarberingen af efterlønsordningen.

Det store løftebrud

Alle løftebruds moder, mener Lars Olsen, skal findes i VK-regeringens efterlønsforringelser fra 2011, som de fik flertal for sammen med Dansk Folkeparti og de radikale. Det såkaldte velfærdsforlig i 2006, som alle førnævnte partier og Socialdemokratiet medvirkede til, betød, at pensionsalderen skulle hæves i takt med levealderen. Men en forudsætning for dét forlig var netop efterlønnen, som blev totalt afmonteret og de facto blver afskaffet med efterlønsreformen i 2011.

Ikke engang Danmarks Statistik har styr på fakta, lyder det fra forfatteren

Dermed er forudsætningen for forliget fuldstændigt forsvundet, og han henviser endda til aftaleteksten fra 2006. Men det synes ingen rigtig at have bemærket. Ikke engang Danmarks Statistik har styr på fakta, lyder det fra forfatteren: ”Har ingen i Danmarks Statistik læst Velfærdsaftalen”?, spørger han retorisk og kritiserer statistikernes tiårsoversigt fra 2017.

Resultatet af 2011-reformen er, at en ordning, der gav mange nedslidte ufaglærte og faglærte et værdigt otium, reelt er under afvikling og efterlader en stor gruppe nedslidte tilbage på perronen uden mulighed for en værdig afgang fra arbejdslivet. Mange af de nedslidte – eller dem der frygter nedslidningen – får en tiltrængt stemme i bogen, når Lars Olsen refererer fra sine mange debatmøder og foredragsaftener.

Spørgsmål om nedslidning, helbred, det faktum at 39 procent af de erhvervsaktive danskere har fysisk arbejde og endelig retten til en værdig tilbagetrækning er et gennemgående tema for bogen sammen med den hårde, men berettigede mediekritik.

Genbrug er godt, men …

Bogens budskaber er skarpe og vigtige, men de modarbejdes lidt af bogens opbygning. Den virker rodet og byder på mange gentagelser og henvisninger frem og tilbage til både andre afsnit, men så sandelig også Lars Olsens tidligere udgivne bøger. Derfor får man også opfattelsen af, at bogen delvist bygger på genbrug. Det er i øvrigt en kritik, der også har været rettet af andre.

Bogen er helt sikkert et wake up-call for mange. Både på Christiansborg og i Mediedanmark, der må se indad

Gentagelserne skyldes delvist, at Lars Olsen har valgt en struktur for bogen, hvor hele første del består af dagbogsagtige notater, som Olsen har gjort sig til sine mange foredrag rundt om i landet. Det betyder også, at han springer fra det ene emne til det andet relativt hurtigt.

Den anekdotiske bevisførelse bliver dog et godt og levende supplement til den mere tunge, statistiske bevisførelse, som præger bogens anden halvdel. Men jeg havde måske hellere set, at anekdoterne var blevet placeret løbende og tematisk i bogen sammen med statistikkerne.

Bogen er helt sikkert et wake up-call for mange. Både på Christiansborg og i Mediedanmark, der må se indad. For tømreren fra Esbjerg, pædagogen fra Svendborg og sosu-assistenten fra Korsør, er der ikke meget nyt i bogen. Men bogen er jo heller ikke skrevet til tømreren, pædagogen og sosu-assistenten, men for dem, som Lars Olsen altså giver en megafon med sin vigtige bog.

Lars Olsen: Det forsvundne folk, 188 sider, Gyldendal, 249 kroner (vejl.).

Bogen er anmeldt af Jakob Esmann.

Jakob Esmann er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook