Annonce

Endnu en næse til V-minister

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen kan se frem til at modtage endnu en næse fra et flertal i Folketinget. Og det er ikke første gang.
I februar måned fik fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) en næse. Nu ser det ud til, at hun får endnu en.

Næsen får Eva Kjer Hansen for den såkaldte østerssag, hvor langsommelig implementering af ny lovgivning gav såkaldte kvotekonger muligheder for at hamstre kvoter til at fiske efter østers og blåmusling.

Eva Kjer Hansen har ikke orienteret Folketinget tilstrækkeligt, mener Dansk Folkeparti, og derfor vil de give ministeren endnu en næse.

Der er nogle spørgsmål, hvor ministeren selv bør kunne tænke sig til, at det er noget, Folketinget skal orienteres om

Det oplyser Dansk Folkepartis gruppefører, Peter Skaarup, til TV 2.

”Fra Dansk Folkepartis side forventer vi, at hun (Eva Kjer Hansen, red.) tager Folketinget seriøst og orienterer partierne ordentligt. Det indskærper vi nu. Der er nogle spørgsmål, hvor ministeren selv bør kunne tænke sig til, at det er noget, Folketinget skal orienteres om,” siger han.

Næsen skal dog først vendes i Folketinget, før den endelig kan gives, men der er opbakning til næsen, blandt andet fra Socialdemokratiet, meddeler fiskeriordfører Simon Kollerup.

”Endelig falder hammeren,” skriver han på Twitter.

placeholder

Ministeren siger til TV 2, at hun venter med at kommentere på kritikken – og dermed næsen – til den ligger der formelt.

Det andet gule kort

Sagen handler om, at myndighederne i det skjulte har givet landets største muslingefiskere en skjult adgang til at fiske østers.

Da ministeren i februar fik sin næse, sagde Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, at næsen var et gult kort, ”og dem får man ikke to gange”.

Men reglerne har åbenbart ændret sig, for partiet har ikke tænkt sig at vælte ministeren.

”Man må vurdere alvorligheden i den enkelte sag, og vi vurderer, at det, der er foregået, ikke er i orden, men at det ikke er så alvorligt, at det kræver, hun skal gå af,” siger Peter Skaarup.

Samler på næser

En næse er den populære betegnelse for en påtale af en politikers handlinger. Ordet stammer fra det gammeldanske nesæ, der betyder skam eller vanære.

Eva Kjer Hansen er ikke ubekendt med næser. Det er fjerde gang, at Folketinget tildeler hende en.

Udover den fra februar, så fik hun tilbage i 2008 også en næse, dengang for manglende initiativer til forbud mod farvestoffer.  

”Stærkt kritisabelt, at fødevareministeren ikke ønsker at forbyde eller arbejde for et europæisk forbud mod fem skadelige azofarvestoffer og farvestoffet kinolin i fødevareproduktion,” lød kritikken dengang fra Folketinget.

Da Eva Kjer Hansen var miljø- og fødevareminister i 2016, da hun blev tvunget til at gå af efter beskyldninger om vildledning af Folketinget om regeringens landbrugspakke. Dengang fik hele regeringen – altså også Eva Kjer Hansen - en næse for at tilbageholde oplysninger for folketinget.

Eva Kjer Hansen har været minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde siden 2. maj 2018, hvor hun afløste partifællen Esben Lunde Larsen.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet