Finanslov glemmer manglen på faglært arbejdskraft

Vi mangler smede, industriteknikere og elektrikere. Det kræver flere investeringer i erhvervsskolerne og bedre tiltrækning af kvalificeret faglært arbejdskraft
Så kravlede Nicolai Wammen og støttepartierne langt om længe ned igennem skorstenen med en Finanslov i sækken.

Og måske er det ikke helt skævt at aftalen landede så tæt på Jul, for regeringens første finanslov er propfyldt med gaver.

Regeringens første finanslov er propfyldt med gaver

Det symbolpolitiske opholdskrav fjernes, psykiatrien prioriteres markant mere, uddannelsesloftet rives ned og niveauet løftes både på hospitaler og i børnehaver.

Faglært arbejdskraft blev glemt i Finansloven

Det er tydeligt at vi har fået en rød finanslov, som sætter velfærden først og det er jeg glad for. Alligevel står jeg tilbage med en underlig smag i munden og èt spørgsmål står stadigvæk uberørt tilbage i den offentlige debat: Hvad med manglen på faglært arbejdskraft?

Hvad med manglen på faglært arbejdskraft?

I finansloven findes ingen løsninger på virksomhedernes mangel på faglært arbejdskraft, snarere tværtimod.

I lang tid har Socialdemokratiet haft fokus på den faldende arbejdsløshed i mange af industriens fag, som nu er skræmmende tæt på nul. Og kombineret med det høje aldersgennemsnit i de grupper, så står vi med en dødelig cocktail for velfærdssamfundet. Med andre ord står samfundet med håret i postkassen og der er behov for en markant indsats for at tiltrække mere faglært arbejdskraft til de eksporterende brancher, hvis vi skal opretholde vores gode velfærdssamfund. Det får vi ikke i Finansloven for 2020.

Der mangler investeringer i erhvervsskolerne 

Der investeres endelig i nogle uddannelser igen, desværre gælder det ikke erhvervsskolerne. Vi skal faktisk spare penge i 2020 sammenlignet med 2019.

Vi skal faktisk spare penge i 2020 sammenlignet med 2019

Og når alt tyder på, at vi går en tid i møde hvor manglen på faglært arbejdskraft bliver større og arbejdsløsheden hos mange akademikere går samme vej, så forstår jeg ikke prioriteringerne.

Det må betragtes som simpel logik at når niveauet hæves på gymnasier og universiteter men sænkes på erhvervsskolerne, så øger man ikke efterspørgslen hos de unge på de faglige uddannelser. Det er en helt forkert udvikling, der bør naturligvis investeres bredt i bedre uddannelse.

Jeg ville være glad, hvis man investerede sig til at flere unge ville vælge den faglige vej, men da det ikke er tilfældet, indeholder finansloven et andet forsøg på at imødekomme virksomhederne.

Morten Østergaard blevet taget ved næsen

Det Radikale Venstre gjorde et forsøg på give virksomhederne bedre muligheder for at tiltrække kvalificeret faglært arbejdskraft fra udlandet igennem en positivliste, hvor man som virksomhed kan hente udenlandsk arbejdskraft, hvis man florere på den liste.

Dog er Morten Østergaard og Co. Blevet taget ved næsen ved forhandlingsbordet.

For at komme på positivlisten skal man som virksomhed have overenskomstmæssige løn- og arbejdsforhold og man skal løfte et lærlingeansvar – hvilket jeg bifalder.

Heller ikke denne gang er der taget højde for manglen på faglært arbejdskraft i finansloven

Alligevel vil jeg minde om, hvilke grupper vi har mangel på arbejdskraft i. Vi mangler smede, industriteknikere, elektrikere ect. I de fag er den overenskomstmæssige løn i forvejen højere end beløbsgrænsen som den er i dag, når feriepenge, pension mm. Er medregnet. Derfor kommer den nye positivliste ikke til at have en positiv effekt for arbejdsudbuddet i de fag, hvor efterspørgslen er faretruende høj.

Desværre må jeg konkludere at der heller ikke denne gang er taget højde for manglen på faglært arbejdskraft i finansloven og at langsigtede investeringer i velfærdssamfundet stadigvæk udebliver.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Thomas Skriver Jensen er industritekniker og folketingskandidat for Socialdemokratiet i Odense Sydkredsen.


Flere artikler om emnet

Annonce