FOA angriber notat fra Finansministeriet: ”Tendentiøst taltrylleri”

Folk, der arbejder i mange år, føler sig mindre nedslidte, hævder en analyse fra Finansministeriet. Den konklusion er i strid med virkeligheden, mener FOA.
Seniorer i arbejde, som har været på arbejdsmarkedet i mange år, har et bedre selvvurderet helbred og højere arbejdsevne, end dem, der har været der i færre år.

Det er budskabet i en analyse, som Finansministeriet præsenterede tirsdag, men notatet gør brug af lidt for smart talgymnastik og ligner politisk bestillingsarbejde, mener fagforbundet FOA.

"Det kan godt være, at finansministeren som næstformand i Venstre er meget optaget af den kommende valgkamp, hvor pension spiller en hovedrolle, men fremtiden for de mange danskere, der kæmper med nedslidning, er altså for vigtig og alvorlig til, at man skal lege taltrylleri med den," siger FOAs formand Mona Striib i en pressemeddelelse.

Deltidsarbejde og arbejdsløshed tælles ikke med

FOA-formanden hæfter sig ved, at Finansministeriet er nået frem til sin konklusion ved at definere et langt arbejdsliv som et fuldtidsarbejdsliv, og det er ifølge Mona Striib her, kæden hopper af for Finansministeriet.

Det betyder nemlig, at social- og sundhedsassistenten eller rengøringsassistenten, som måske nok er startet tidligt på arbejdsmarkedet, men som i store dele af sit arbejdsliv ikke har kunnet få andet end deltidsarbejde, ikke tæller helt med.

Mine medlemmer vil være et stort spørgsmålstegn

"Det er f.eks. hende, der startede på arbejdsmarkedet som 21-årig, og som 63-årig har arbejdet i 42 år i et deltidsjob på 26 timer. Hun har ifølge Finansministeriets særlige regnemetode kun haft et 'arbejdsliv' på 25-26 år. Og det er endda kun, hvis hun slet ikke undervejs har gået arbejdsløs eller været sygemeldt eller på barselsorlov eller sygedagpenge. Har hun det, så har hendes 'arbejdsliv' i Finansministeriets regneark været endnu kortere," forklarer Mona Striib, som oplyser, at 2 ud af 3 af FOAs medlemmer arbejder på deltid.

Hun mener, at notatet afslører finansministeren som fraværende fra virkeligheden.

"Jeg tror, at mine medlemmer vil være et stort spørgsmålstegn, hvis finansminister Kristian Jensen kommer ud i virkeligheden og fortæller dem, at de på trods af årtier på arbejdsmarkedet ikke rigtig tæller med, når man opgør de lange arbejdsliv."

Socialdemokratiet fastholder forslag

Notatet fra Finansministeriet får heller ikke Socialdemokratiet til at ændre partiets politik. Det fastslår partiets ordfører Mattias Tesfaye, der til Berlingske siger, at "der er en sammenhæng mellem, hvor tidligt folk er kommet på arbejdsmarkedet, og hvor nedslidte de er".

Han siger samtidig, at Socialdemokratiet vil fastholde udgangspunktet for forslaget:

”Derfor vil vi holde fast i ambitionen om at nå en model, der så præcist som muligt omfatter de nedslidte. Og der er det fortsat et centralt kriterium, hvornår man er kommet på arbejdsmarkedet.”

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Man kan tilsyneladende ikke stole på noget som helst, hverken mundtligt eller skriftligt, som kommer fra ministerierne. Alting har været forbi en politisk kommisær, der sørger for at udtalelserne har den rigtige farve, og dermed understøtter blå bloks opfattelse af verden.
Var der nogen der sagde beton-liberalisme ???