Annonce

FOA-formand: Forlig i dag eller konflikt

Forligsmanden vil ikke udsætte en storkonflikt med yderligere 14 dage, siger FOA-formand Dennis Kristensen.
Forligsmand Mette Christensen vil ikke udsætte storkonflikten med 14 dage - endnu engang. Det afslører Dennis Kristensen, som er formand for fagforbundet FOA, i en video, hvor han taler til forbundets 2.000 tillidsrepræsentanter, der er samlet til stormøde i Odense her i dag, tirsdag. Det skriver avisen.dk.

Dennis Kristensen valgte lidt utraditionelt at bryde den tavshedspligt, der ellers er for forhandlerne, når de er i Forligsinstitutionen.

”Hun (Mette Christensen, red.)  har mindet os om fra starten, at man ikke må referere, hvad hun siger, så jeg håber ikke, hun hører det her: at hvis ikke vi bliver enige i løbet af den her forhandlingsrunde, så er det slut, så kommer vi ikke til at møde hende mere,” siger Dennis Kristensen i videoen.

Indtil nu har det stadigt været en mulighed, at forligsmanden endnu en gang trykkede på pause-knappen og udskød konflikten med yderligere 14 dage, så parterne fik mere tid til at finde en løsning.

Men den mulighed bliver ifølge Dennis Kristensen ikke længere en mulighed. Parterne skal nå til enighed nu eller aldrig:

”Det er sidste frist, og det lægger et afgørende pres, så ser vi, om der kommer bevægelse. Vi har stadig spørgsmålet om lærernes arbejdstid som udestående,” siger Dennis Kristensen i videoen, hvor han vurderer at der er ”lidt mere end en my”, der skiller parterne.

Fristen for at nå en aftale mellem parterne udløber ved midnat tirsdag, men Forligsmanden har mulighed for at ”sætte uret i stå” og lade parterne forhandle videre.

Men under alle omstændigheder, så begynder strejken den 22. april og lockouten den 28. april, hvis parterne ikke inden har lavet en aftale.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet