Annonce

For få politikere har duftet til fattigdom

Man kan ikke tale om synd, når man taler om socialt udsatte. For det er ikke synd for nogen, det er en del af livets vilkår, mener den socialdemokratiske borgerrepræsentant Henrik Appel.
”Børn bryder sig ikke om at blive smidt ud. Børn bryder sig ikke om ikke at få mad på bordet, fordi far eller mor drikker. Børn kan godt lide, at der er tryghed. Vi skal tænke på børnene.”

Ordene tilhører Henrik Appel. Borgerrepræsentant for Socialdemokraterne i Københavns Kommune og landsleder i organisationen TUBA (Terapi og rådgivning for Unge som er Børn af Alkoholmisbrugere, red.), som lørdag den 27. september modtog kronprinseparrets sociale pris på en halv million kroner.

”Vi fokuserer alt sammen på… »Jamen, du må ikke umyndiggøre forældrene«. De har umyndiggjort sig selv! Fordi de ikke kan tage vare på deres børn. Der er vi for pæne i det her samfund. Jeg vil saftsusemig ikke acceptere, at børn mistrives i det her land.”

Vi bliver eksperter i deres liv
Henrik Appel har siden 1990 arbejdet med de mennesker, som drikker for meget, sover på gaden, misbruger stoffer og dagligt oplever svigt. Mennesker vi normalt kalder socialt udsatte, mennesker vi ikke bryder os om at se på gaden. Mennesker som ikke får meget opmærksomhed i den daglige politiske debat:

”Vi er kommet så langt væk fra de her mennesker, at vi ikke kan kommunikere med dem. I stedet bliver vi eksperter i deres liv, fordi for få politikere har prøvet at dufte til fattigdom.”

Et eksempel på det er rygeloven. Henrik Appel oplevede selv, da han arbejdede på en hjemløseinstitution, at repræsentanter fra Arbejdsmiljøstyrelsen troppede op og ikke var helt tilfredse med, at der blev røget på området:

”Vi taler om mennesker, der er hjemløse, de har gæld op over begge øre, de er traumatiserede. Rygning er altså det mindste problem, de har. Vi beder folk om at være aktive i deres eget liv, men når det så sker, så kommer fødevarekontrollen og fagforeningerne rendende. Systemerne hænger ikke sammen.”

Narkopolitikken er forfejlet, og socialpolitikken er gammel
Der bliver ikke lagt fingre imellem, når Henrik Appel taler. Socialpolitik er blevet afladspolitik. Sådan noget vi kun tænker på i december, hvor det er synd for de socialt udsatte..

”Er det provokerende, det jeg siger? Hvorfor? Skal der være et udsat miljø i Danmark? Jeg ved det ikke. Jeg kan bare konstatere, at det har vi, og sådan har det altid været.”

Fra Henrik Appels synspunkt er dansk narkopolitik totalforfejlet, og socialpolitikken trænger i den grad til en evaluering. Men selvfølgelig skal alle med, som også er målet i Socialdemokraternes ny socialpolitiske program. Men hvorfor fokuserer vi på målet i stedet for at tale om midlet.

Hvad virker? Og hvad virker ikke?

”Vi har af og til ramt rigtigt og oplevet nogle mønsterbrydere. Og så hylder vi den ene mønsterbryder ud af en søskendeflok på fem. Men vi skal da redde alle sammen! På den måde sætter vi barren for lavt. Vi skal have et massivt fokus på den forebyggende indsats, men vi vil ikke investere i en hel familie på forhånd, fordi ”afkastet” først kommer efter 25-30 år.”

Det handler om børnene
Når de voksne ikke kan tage vare på deres børn, så er det heller ikke de voksne, der skal være førsteprioritet, mener Henrik Appel. Selvom det som oftest er dem, socialpolitikken retter sig mod. Det handler om børnene. Og som samfund er vi forpligtet til at blande os så tidligt som muligt, mener han:

”Tænk, hvis vi tog ti familier, hvor vi satte os ned og sagde til dem, okay, hvad har I specifikt brug for. Vi skal hjælpe dem til at passe på deres børn, og i den forbindelse mangler vi nogle laboratorier, hvor vi kan prøve ting af.”

Og det er ikke utopi at forestille sig, at alle skal med. Det er faktisk forholdsvis nemt, siger Henrik Appel. Men…

”Hvis vi siger, at alle skal med, så skal vi også gå forrest og være med til at inkludere mennesker, som på den ene eller anden måde skiller sig ud, i vores fællesskab. Det gælder både partikontoret, Christiansborg og også herinde på Københavns Rådhus.”

Flere gange i løbet af interviewet siger Henrik Appel, at han ikke kan holde ud at snakke om synd. For det er passiviserende at sidde og sige til et menneske, at det er synd for vedkommende:

”Det er ikke synd! Det er en del af livets vilkår, og det er, som om vi glemmer, hvor mange ressourcer et menneske faktisk har. Vi skal ikke bære folk igennem deres liv og tage ansvaret fra dem. Vi skal i stedet turde investere og blande os tidligt i de familier, hvor vi kan se, der er et behov. Vi har et ansvar.”

FAKTA
Henrik Appel har siddet i Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokraterne siden 2009.

Han er uddannet socialrådgiver og har siden 1990 arbejdet med socialt udsatte.

Han er til daglig landsleder for organisationen TUBA, som hjælper børn og unge, der er vokset op i et hjem med alkoholmisbrug.

Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen er der 122.000 børn i Danmark, der vokser op i et hjem med alkoholmisbrug.

Hvert tredje barn af en alkoholiker bliver selv misbruger.

TUBA fik lørdag den 27. september kronprinseparrets sociale pris på en halv million kroner, som Henrik Appel tog imod sammen med en tidligere TUBA-bruger. Overrækkelsen blev vist på DR.


Flere artikler om emnet