”Vær den forandring, du ønsker at se i verden,” sagde Gandhi. Det lyder måske som en kliché, men det gør ikke sætningen mindre sand. Gandhis pointe er, at det ikke er nok at ønske forandring, men at man også selv har ansvaret for at det sker.

I dagens Danmark, ser vi en større og større ulighed. Og hvis den ulighed ikke skal vokse i de kommende år, så er der brug for netop forandring.

Almindelige danske lønmodtagere falder mere og bagud, når det kommer til løn i forhold til de rigeste i vores samfund.

Vi skal arbejde hårdere og hårdere, længere og længere, men for lavere lønstigninger og dårligere arbejdsforhold. Samtidig har skattelettelser til de rigeste sat yderligere tempo på den udvikling.

Det er en udvikling vi har set de sidste mange år, og det ser ikke ud til at ændre sig foreløbigt. Med mindre vi sammen siger fra!

Styrken ligger i sammenholdet

Det stærkeste våben vi har imod ulighed i Danmark, er vores fagforeninger. Det er fagforeningerne, der sikrer gode arbejdsforhold, det er dem der sikrer lønforhøjelser og ikke mindst juridisk beskytter sine medlemmer mod arbejdsgivere og regeringer, der kun ønsker at forringe og presse mere profit ud af lønmodtagere.

Desværre ser fagforeningerne et fald i medlemmer, og mister endnu flere aktive medlemmer. Sagen er dog den, at en fagforening ikke er stærkere end sine medlemmer.

Mange jeg møder, som enten har meldt sig helt ud eller gået over til de gule fagforeninger, argumenterer med, at de ikke føler fagforeningen reelt, gør noget for vedkommende, eller også mener de, at de ikke har brug for mere end en slags lønforsikring.

Skulder ved skulder

Jeg vil gerne minde om overenskomstforhandlingerne på det offentlige område sidste år (OK18). Dengang var jeg selv offentligt ansat og jeg oplevede på nært hold, hvor stor en styrke fagforeningerne stadig har, når de står samlet overfor "magten".

Sosu-assistenter, skolelærere og akademikere stod sammen

”Skulder ved skulder” var sloganet, og under det var vi alle vidne til et historisk stærkt sammenhold, der gik på tværs af faggrupper, der gik på tværs af uddannelse og på tværs af indkomst. Sosu-assistenter, skolelærere og akademikere stod sammen. Man valgte at være forandringen. Det gav et godt resultat, når man ser på, hvilke kræfter man var oppe imod.

Nu hvor jeg selv står på den private side af lønmodtagergruppen, så ser jeg rent faktisk frem til overenskomstforhandlingerne, som kommer i 2020. Her er udfordringen, som jeg ser den, at det private arbejdsmarked virker mere opdelt, og der er mange forskellige grupper, der i større og mindre grad har evnen til at samle sig og kæmpe imod de dårlige forhold som arbejdsgiverne sætter for medarbejderne.

Men udfordringen for de private kan løses med den samme succesfulde opskrift, som ved OK18, nemlig sammenhold og solidaritet på tværs af fag .

Behov for at flere bakker op

Selv er jeg kok, og kokkefaget har - desværre - ikke nogen stærk historik, når det kommer til at råbe op. Vi kokke er et stolt folkefærd, der sætter en ære i at arbejde både hårdt og længe. En vagt på 16 timer: "Det er intet problem, det klarer vi". Dårlige arbejdsforhold og stress: "Det er intet problem, det klarer vi". Er du syg, går du alligevel på arbejde: ”For sådan er det jo”.

Vi kokke er et stolt folkefærd

Det hårde arbejdsmiljø medfører desværre, at vi kokke i dag ligger helt i toppen af listen, når det gælder dødelighed på arbejdsmarkedet, og alt for få af os står med gode chancer for at nå levende frem til en stadigt stigende pensionsalder, der for mit eget vedkommende er på 72 år.

Fagforeningen er netop en forening. Så vi bliver nødt til at forene os, organisere os i de rigtige fagforeninger. Dem der reelt har evnen og magten til at ændre noget, til fordel for lønmodtagerne, hvis der er nok mennesker der bakker dem op.

Der er snart valg, og overenskomstforhandlingerne ligger lige om hjørnet. Så hvis du vil have noget ændret, så VÆR den forandring!