Forsvaret vil fastholde oberst Hackel

“Vi skal passe på, at vi ikke dømmer gode medarbejdere ude på baggrund af årstal på en dåbsattest," lyder det fra Trine Bramsen om ny seniorpolitik i Forsvaret.
Foto: Forsvarsgalleriet.dk
Danske soldater på vej ud af lufthavnen i Tallinn, Estland.
En ny seniorpolitik i Forsvaret skal nu sikre, at denne gruppe ansatte bliver længere i jobbet og kan tilrettelægge karrierens efterår.

"Alder giver erfaring, som vi har brug for både på Forsvarsministeriets område og som samfund,” siger forsvarsminister Trine Bramsen (S) til Netavisen Pio.

Planlægning af senkarrieren

“Vi skal passe på, at vi ikke dømmer gode medarbejdere ude på baggrund af årstal på en dåbsattest. Med den nye seniorpolitik sender vi et klart signal til medarbejderne om, at vi gerne vil have, at de bliver længere. Samtidig giver vi medarbejderne en ny rettighed, der skal sikre en mere individuel planlægning af senkarrieren."

Den nye seniorpolitik er blevet til i samarbejde med de faglige organisationer, der repræsenterer både militære og civilt ansatte og tager udgangspunkt i, at medarbejderne på Forsvarsministeriets område er forskellige og har forskellige ønsker til deres senkarriere.

I alt er 3500 medarbejdere i dag fyldt 55 år, og de udgør dermed 19 procent af arbejdsstyrken.

Seniorsamtaler

Fremover får de en ny ret til planlægning af senkarrieren fra det fyldte 55 år og tilbuddet om årlige såkaldte seniorsamtaler, som skal afdække deres ønsker og muligheder. Den nærmeste leder/chef skal komme med tilbuddet, og det er frivilligt, om medarbejderen ønsker samtalen.

Samtidig skal  medarbejdere i deres senkarriere - eventuelt i forlængelse af seniorsamtalen -  tilbydes en såkaldt udviklingsplan. Den  har til formål at sikre et attraktivt tjenesteforløb frem til pensionering/mulig pensionering.

Tale åbent om det

“I stedet for at det bliver noget, man ikke må tale om, at nu er det ved at være forbi, så kan man tale åbent om det,” siger Trine Bramsen

“Hvad er der brug for af kompetencer? Vil man gerne blive i det samme job? Eller skal man måske arbejde nogle færre dage? 

“Det har været et problem i Forsvaret, at hvis man tog en ældre medarbejder ud, som måske gerne vil arbejde fire dage om ugen, så har det være regimenterne eller deres hold, som selv har skal hente det ind. Med det resultat, at så skal kollegaerne løbe hurtigere. Men nu bliver der lavet en central pulje, som kan gå ind og dække den tabte tid, så det ikke bliver kollegaerne, som skal gøre det.”

Elefanten i rummet

Forsvaret har allerede i dag såkaldte medarbejderudvikling- eller MUS-samtaler - men de nye seniorsamtaler gør det muligt at tale om elefanten i rummet.

“For mange kan det jo være svært at snakke om, at man måske ikke er lige så hurtig som tidligere eller har nogle andre prioriteter i livet,” siger forsvarsministeren.

Så bliver man skubbet væk

"Der kan fra arbejdsgivere være nogle barrierer i forhold til, at man måske tror, at hvis man begynder at tale om det, så bliver man skubbet væk. Eller det kan være, at arbejdstageren oplever, at hvis arbejdsgiveren begynder at tale om det, så skyldes det, at man ikke er god nok. Det skulle gerne punkteres.”

Sikre kvalitet

Jesper Korsgaard Hansen, formand for Centralforeningen af Stampersonel (CS), er glad for at det er lykkedes at blive enig om seniorpolitikken.

Den nødvendige tid og kvalitet

”Nu gælder det om at få det til at fungere ude på tjenestestederne, og jeg håber, at alle parter vil gøre, hvad de kan for at sikre, at der kommer den nødvendige tid og kvalitet ind i samtalerne,” siger Jesper Korsgaard Hansen.

Bag aftalen står også Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD), Hærens Korporal- og Konstabelforening (HKKF), HK Forsvarets Landsklub, Forsvarsarbejdernes Landsorganisation, Foreningen af Ingeniøren i Forsvaret og 3F.

Seniorpolitikken

Forsvarets nye seniorpolitik bygger på fem grundsten:

  • Årlige seniorsamtaler for ansatte over 55 år, som skal afdække medarbejderens ønsker og muligheder.

  • Tilbud om seniorudviklingsplan, som skal imødekomme individuelle ønsker.

  • Central rådgivningsfunktion for ledere og chefer.

  • Vejledninger der afspejler seniorpolitik og statslige regler.

  • Arbejdsulykker og sygefravær skal mindskes ved øget monitorering af arbejdsmiljø.

Kilde: Forsvarsministeriet

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Nok ikke den mest velvalgte overskrift til denne artikel.

At være en reaktionær bagstræber som Oberst Hackel er på ingen måde forbeholdt de ældre medborgere, og langt fra alle ældre medborgere kan med nogen rimelighed karakteriseres som sådan.

- og så er det jo nok heller ikke lige Oberst Hackel-typerne, ministeren har i tankerne her.

Det gør Forsvaret mere mentalt konservativt generelt at forlænge i forvejen lange ansættelser, selv om det opleves som godt af de ansatte. Sådan læser jeg artiklens overskrift. Det gør også en tiltrængt kulturændring vanskeligere. Slemt nok at mange ikke kan kapere, at forsvarschefen har fået ny struktur og område som styrelseschef. Og slemt for de andre styrelseschefer, at de skal stå på egne ben.

Når man har hævet pensionsalderen for alle andre i samfundet, må de samme regler jo også gælde for de ansatte i forsvaret, hvad ellers? Der er jo mange andre grupper i befolkningen som har hårdt fysisk arbejde, men som nu efter pensionsalderen er hævet, skal arbejde til de blive 70 år, så selvfølgelig skal de samme regler gælde for forsvaret inklusiv officererne. Det samme bør gælde for pension til regerings- og folketingsmedlemmer, ellers er der ikke ligestilling.

Annonce