Forsvarsminister: Jeg har ikke givet forsker mundkurv på

“Forskerne ved Forsvarsakademiet har fuld forsknings- og ytringsfrihed, også i forhold til det, som sker på Forsvarsministeriets område,” lyder det.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) afviser nu ikke at bare at have lagt pres på Forsvarsakademiet for at få lukket munden på lektor Peter Viggo Jakobsen, som flere gange har udtalt sig kritisk om regeringen og forsvaret.

Trine Bramsen afviser at have hørt Peter Viggo Jakobsens omdiskuterede udtalelser om evakueringen fra Afghanistan, før der blev stillet spørgsmål til dem i Folketinget.

“Forsvarsakademiet er en selvstændig myndighed underlagt Forsvarskommandoen og dermed Forsvarschefen,” skriver forsvarsministeren til Folketingets forsvarsudvalg.

Jeg stiller mig uforstående

“Personalesager ved Forsvarsakademiet håndteres ikke af Forsvarsministeriet. Jeg stiller mig uforstående over for de anonyme kilder, der påstår, at jeg skulle have kommenteret de ovennævnte udtalelser om evakueringssituationen i Afghanistan. Jeg har først set disse udtalelser, da der blev stillet spørgsmål til mig om dem.”

Ikke noget at takke for

Ifølge Weekendavisen skulle Peter Viggo Jakobsen ellers have påkaldt sig forsvarsministerens vrede efter en række udtalelser i forbindelse med tilbagetrækningen og særligt en kritisk udtalelse den 19. august om Pakistan, som bistod Danmark med evakueringen, skabte furore.

Til Avisen Danmark sagde forskeren således: 

Det er Pakistans skyld

“Jeg synes Pakistan er blevet rost lige lovligt meget taget i betragtning af, at det er Pakistans skyld, at Kabul er faldet. Det er Pakistans skyld, at Danmark har mistet 44 mand i Afghanistan. Havde det ikke været for Pakistan, så havde der ikke været noget Taleban.”

Den udtalelse begejstrede angiveligt ikke forsvarsministeren, der ifølge Weekendavisens kilder udtalte sig så højlydt om Peter Viggo Jakobsen, at adskillige medarbejdere i Forsvarsministeriet kunne høre det.

Hvilket Trine Bramsen altså nu afviser har været tilfældet

Olfi måtte dementere

Sagen startede, da forsvarsmediet Olfi.dk i august kunne afsløre, at Peter Viggo Jakobsen, som er en af landets førende forskere i forsvars- og sikkerhedspolitik, var blevet fyret fra sit job på Forsvarsakademiet.

Problemet var bare, at Peter Viggo Jakobsen ikke var fyret, og Olfi.dk måtte rykke ud med et dementi.

Men ifølge Weekendavisen afslører samtaler med en række anonyme kilder med kendskab til forløbet dog, at både Peter Viggo Jakobsen og Forsvarsakademiet har været udsat for pres i dagene omkring den kontroversielle artikel.

Antydninger om forskellige mulige sanktioner, herunder en udflytning af hele akademiet til provinsen, skulle have hængt i luften. Udflytninger er ikke nogen tom trussel, da det allerede, og af andre grunde, var på tale under den tidligere regeringen.

Ifølge kilderne har Peter Viggo Jakobsen efter en kammeratlig samtale med akademiets dekan, Peter Dahl Thruelsen, over for sine kolleger bekendtgjort, at han fremover vil holde en betydelig lavere profil i offentligheden.

Central forsker

Forsvarsakademiet har tidligere kaldt Peter Viggo Jakobsen “en central forsker og underviser på Forsvarsakademiet, der leverer vigtige bidrag til den sikkerhedspolitiske debat i Danmark.”

“Forsvarsakademiet støtter Peter Viggos fortsatte store engagement i den offentlige debat,” skrev Forsvarsakademiet i august efter Olfi.dk’s artikel.

placeholder

I dag understreger Trine Bramsen også, at Peter Viggo Jakobsen - og andre forskere - har ytringsfrihed.

“Forskerne ved Forsvarsakademiet har fuld forsknings- og ytringsfrihed, også i forhold til det, som sker på Forsvarsministeriets område,” forklarer forsvarsministeren.  

Venstre har kaldt forsvarsminister Trine Bramsen i samråd om sagen.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hvorfor skulle forsvarsministeren lyve? Kunne det tænkes, at de blå og deres medier bevidst spreder fake news?

Weekendavisens Martin Kras, har skrevet en uhørt grov leder på forkerte fakta og anonyme kilder om Bramsen, jeg blev så gal på ham, da jeg læste den. Han er helt ude i hampen. Og jo de blå i K V og DF, men især Markus Knuth og Niels Flemming Hansen er slemme, og de bliver ved. Det er nærmest heksejagt på en ikke heks, men en kvinde der er på en mandsdomineret post. Når de ikke har noget, så digter de historier og Berlingske er mere end villig til at trykke dem. Kildekritik kender de ikke til i den avis, for anonyme kilder det er okay. Men det er bestemt ikke i orden. Hun har tabt sig ret meget og man kunne give de to herre........de er for meget kort og godt i deres hetz.

Hørt.
Jeg undres meget over Krasses fremtoning for tiden. - Virker næsten som om han er bange for at komme i et eller andet bestemt søgelys, og derfor finder, at "et angreb er bedre end et forsvar".

Ingen tvivl om, at ministeren ikke har givet forskeren mundkurv på. Det har hun folk til, som er opdraget til at være meget tjenstvillige. De kvikkeste kan læse tanker, endda før de er tænkt!
Forskningsfrihed i aktuelle politiske emner i Forsvaret er og bliver en anakronisme.

At man har ytringsfrihed er ikke ensbetydende med, at man ikke skal stå til ansvar for sine ytringer.
Offentlige ansatte har altid skulle passe på ikke at bruge deres stilling til at komme med egne politiske meninger inden for eget fagområde. Og når Peter Viggo Jakobsen kommer med sine private meninger, der kan være landsskadelige, synes jeg en kammeratlig samtale med hans chef er på sin plads.
Generaler render vel heller ikke rundt og offentlig lufter egne teorier, der strider mod landets forsvarspolitik.

Annonce