Frederiksen og Ellemann hitter, mens Paludan-finte bliver stoppet

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Tordag fik folketinget endelig sat en stopper for det smuthul i lovningen vedrørende vælgererklæringer, der gjorde Stram Kurs opstillingsklar på rekord tid.

Det var dog ikke dagens eneste væsentlige nyhed.

Her er vores nyhedsoverblik.

Folketinget stopper Paludans finte med vælgererklæringer

Folketinget har netop vedtaget et nyt regelsæt, der indfører sanktioner for partier, der bryder reglerne vedrørende vælgererklæringer, som Stram Kurs og det daværende parti Klaus Riskær-Pedersen gjorde forud for folketingsvalget. Det skriver DR Nyheder.

vi har ikke haft mulighed for at gribe ind

Hos Social- og Indenrigsminister, Astrid Krag vækker den nye aftale glæde.

”Der er partier, der har benyttet sig af huller i lovgivningen, og vi har ikke haft mulighed for at gribe ind. Det dur selvfølgelig ikke, for det skal ikke være sådan, at de partier, der overholder reglerne, bliver stillet ringere end dem, der benytter sig af huller i loven” siger hun til DR.

 

Danskernes dom: Frederiksen og Ellemann er bedst

Danskerne vurderer, at Venstres formandskandidat, Jakob Ellemann-Jensen og statsministeren Mette Frederiksen er dygtigere end de øvrige partiers formænd. Det viser en undersøgelse lavet af YouGov for B.T.

De nye navne klarer sig ofte godt i starten

Ud fra kriterierne snu, tillidsvækkende, vedholdende, veltalende, charmerende og visionær får Ellemann-Jensen på en skala fra ét ti en gennemsnitsscore på 6,17 hvilket er bedst af alle og akkurat bedre end statsministeren Mette Frederiksen, der scorer 6,14.

Jakob Ellemann-Jensens succes har dog en naturlig forklaring, mener Altingets politiske analytiker, Erik Holstein.

”De nye navne klarer sig ofte godt i starten. De fremstår som et frisk pust, men det kan ændre sig”, siger han til B.T.

Anderledes dårligt ser det dog ud for en anden nye formand, Liberal Alliances Alex Vanoslagh der opnår en score på 4,39, mens Alternativets formand og stifter, Uffe Elbæk, må nøjes med 3,8.

 

Ny straf for fravær i skolen kan koste styrelse 160 millioner

En ny lov vedtaget af den forhenværende borgerlige regering vil tage pengene fra forældre til barn med højt fravær i folkeskolen og det kan føre til klageregn. Det skriver Altinget, der har været i kontakt med Ankestyrelsen.

Det er spild af penge

Klagerne vil ifølge styrelsen samlet set føre til mere end 41.000 klagesager og udgifter for over 159 millioner kroner til at behandle dem, lyder Ankestyrelsens regnestykke.

Loven var en del af den ghettopakke, men møder nu kraftig modstand fra den nye regerings parlamentariske grundlæg.

”Det er spild af penge og endnu et argument for at droppe fraværsstraffen. Vi tror ikke, at folk ændrer adfærd af den grund,” siger folkeskoleordfører for Radikale, Marianne Jelved til Altinget.

Samme holdning går igen hos Enhedslistens Enhedslistens undervisningsordfører, Jakob Sølvhøj, der håber, at Socialdemokratiets børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil vil gribe ind:

”Jeg håber, at tallene gør indtryk på ministeren,” siger han.

 

Kommune-chef dømt for overgreb mod mandlig ansat

En tidligere chef i Odense Kommune skal otte måneder i fængsel for at have begået et seksuelt overgreb mod en mandlig kollega ved en firmafest i sommer. Det skriver DR Nyheder.

Det har retten i Odense besluttet, oplyser senioranklager ved Fyns Politi Jakob Thaarup.

Sagen har kørt som en domsmandssag, og der var ikke enighed blandt de tre domsmænd, da en af dem stemte for frifindelse.

 

Den Europæiske Centralbank sænker renten

Den Europæiske Centralbank, ECB, sænker nu indlånsrenten til minus 0,5 procent og starter opkøb af obligationer for 20 milliarder euro om måneden. Det skriver TV 2.

Renten har indtil nu været på minus 0,40 procent, hvor den har ligget siden 2016. Den nye sænkelse til 0,5 procent er historisk lav.

Det er der ingen grund til at gå i panik over

Den nye sænkelse er dog lavere end ventede, mener cheføkonom i Danske Bank Lars Olsen.

”Det er mindre, end vi havde regnet med, og også en skuffelse for markedet” vurderer han overfor TV 2 umiddelbart efter offentliggørelsen fra ECB.

Økonomisk redaktør på Berlingske Business Ulrik Bie tvivler også på, at ECB's rentenedsættelse kommer til at virke på realøkonomien.

”Det er der ingen grund til at gå i panik over. Men det gør man i ECB, fordi man har et mål om, at inflationen skal op på to procent. Men det her kommer ikke til at gøre nogen stor forskel” siger Ulrik Bie til TV 2.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Frederik Ingemann er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Det er den mest tåbelige og dumme meningsmåling som længe er set, man sammenligner partiledere, nogle er slet ikke i folketinget, andre ikke valgt, en kun lige startet, og ord som snu, et negativt ord i min optik.... det er gak og siger intet om nogen af de ledere af partierne i dagens Danmark , skal det nu være godt man er en lurendrejer. Det må da være en ommerBT.