Gule medlemmer har det svært under konflikt. Det Faglige Hus kalder problemstilling “uaktuel”

Medlemmer af ikke-overenskomstbærende fagforeninger skal arbejde under lovligt anmeldte strejker - Det Faglige Hus henviser sine medlemmer til hjemmeside eller til at ringe, hvis de er i tvivl om noget
Foto: Det Faglige Hus
Johnny Nim, stifter af og formand for Det Faglige Hus
Mandag beskrev Netavisen Pio, hvordan medlemmer af Det Faglige Hus - og andre såkaldte gule fagforeninger - er stillet i en vanskelig situation under en overenskomstmæssig konflikt.

Særligt fordi medlemmer af en gul fagforening skal gå på arbejde - mens måske alle andre lønmodtagere på ens arbejdsplads er gået i en lovlig varslet strejke i et forsøg på at opnå bedre løn- og arbejdsvilkår end dem arbejdsgiveren var parat til at give ved forhandlingsbordet.

“Du skal derfor ikke strejke”

Netavisen Pio gengav hvordan Det Faglige Hus selv beskriver situationen over for sine medlemmer på fagforeningens hjemmeside under afsnittet: “Sådan er du stillet under konflikt”:

Du skal derfor ikke strejke

“Konflikten omfatter kun medlemmer hos de fagforeninger, der forhandler. Det betyder, at du som medlem i fagforeningen i Det Faglige Hus ikke er omfattet af konflikten. Du skal derfor ikke strejke og kan heller ikke blive omfattet af en eventuel lockout, men skal møde på arbejde som du plejer.”

Vi gengav også, hvordan Det Faglige Hus over for sine medlemmer oplyser, at selv om man er ikke-strejkende under en lovlig varslet arbejdskonflikt kan opleve, at man alligevel ikke får udbetalt løn af en arbejdsgiver.

I disse tilfælde skal medlemmer af Det Faglige Hus rejse en sag mod ens arbejdsgiver for at få løn udbetalt.

Endelig beskriver Det Faglige Hus’ hjemmeside, at et medlem af Det Faglige Hus kan opleve at ens kollegaer under strejke vanskeliggør, at man som gul kan stille på og vedvarende udføre sit arbejde. Det kan være fysiske, men også psykiske barrierer.

I sidste ende er det medlemmet af Det Faglige Hus, der skal bevise, at man som ikke-strejkende har forsøgt at stille på arbejde under kollegaernes lovligt varslede strejke.

Det Faglige Hus udtrykker medlemmets bevisbyrde således:

Det er en fordel, hvis din arbejdsgiver bekræfter, at du er blevet forhindret i at passe dit arbejde

“Det er en fordel, hvis din arbejdsgiver bekræfter, at du er blevet forhindret i at passe dit arbejde.”

Ingen svar fra Det Faglige Hus’ formand

Netavisen Pio har på den baggrund spurgt Det Faglige Hus’ mangeårige formand og stifter, Johnny Nim, om han bekræfte, at man som medlem hos Det Faglige Hus står i en svær situation under en lovlig strejke?

Vi har også bedt ham svare på, hvad Det Faglige Hus gør for at klæde sine medlemmer på til at stå i en konfliktsituation.

Vi har ligeledes spurgt Johnny Nim, om det ikke kan være svært for mange at møde på arbejde, når ens kolleger strejker for at få bedre løn-og arbejdsvilkår for alle.

Vi har endelig bedt Johnny Nim og Det Faglige Hus oplyse, i hvor mange tilfælde Det Faglige Hus ikke anerkender, at et Det Faglige Hus-medlem har forsøgt at gå på arbejde under en lovlig konflikt, men er blevet forhindret.

Johnny Nim har ikke besvaret nogle af spørgsmålene. I stedet oplyser fagforeningens kommunikationskonsulent, Teddy Gehrke, at Det Faglige Hus “ikke har yderligere kommentarer”:

Henviser til hjemmeside-tekst

“Det Faglige Hus har ikke yderligere kommentarer, men skal henvise til den tekst, der ligger på vores hjemmeside, og som du (Netavisen Pio, red.) allerede har omtalt.”

Indtil videre forhandler overenskomstparterne, så pt. er din problemstilling uaktuel

“Vores medlemmer er altid velkomne til at kontakte os med uddybende spørgsmål, hvis de er i tvivl om noget. Indtil videre forhandler overenskomstparterne, så pt. er din problemstilling uaktuel.”

Konflikt er et lovligt redskab i forbindelse med aftalesystemet på arbejdsmarkedet. Blot skal strejken være varslet efter reglerne.

Industriens overenskomst udløber den 1. marts. Det gør de fleste andre overenskomster på det private arbejdsmarked også. Konfliktvarslet er typisk på 14 dage.

Det betyder, at der om få uger kan opstå konflikter på det private arbejdsmarked, hvor enten lønmodtagerne varsler strejke eller arbejdsgiverne varsler lockout.

Har du som medlem af en gul fagforening oplevet at stå i en vanskelig situation i forbindelse med en lovlig anmeldt strejke på din arbejdsplads, så hører vi gerne fra dig. Send en mail til emil@piopio.dk


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det bedste for alle parter ville være, hvis Johnny Nim fik sig et job i stedet for at leve af at tage røven på uoplyste og naive lønmodtagere.
Meld dig på SOSU-skolen, Johnny. Så skal du nok få arbejde efter endt uddannelse, og du kan endda komme til at gøre gavn i den sidste del af dit arbejdsliv. Og lige hvad det angår, skylder du altså en hel del.

Det "Faglige Hus" er på ingen måde en fagforening, men en privat bondefanger forretning.

Det "Faglige Hus" er på ingen måde en fagforening, men en privat bondefanger forretning.

Det faglige hus er en ganske særpræget indretning. Det svarer til en afdeling af militæret, hvor man går i krig uden håndvåben, artilleri, pansrede køretøjer eller anden militær støtte. og så forventer at opnå sine resultater ved uden er reel forhandlingsposition at forhandle sig til rette med fjenden.

Meget præcist.

Så vidt jeg husker, er det arbejdsgiveren og tillidspersonen, der under en strejke bliver enige om, hvem der skal arbejde, hvis der er særlige behov. Jeg har aldrig oplevet, at gule eller uorganiserede har været på den liste.

Annonce